Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schelling, Friedrich Wilhelm Joseph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kender, antog han en 3. Faktor, det absolutte
Jeg, der var Aarsagen baade til det empiriske
Jeg og til Objekterne (Ikke-Jeg’et);
Spørgsmaalet maatte, da alt skulde forklares ud fra det
absolutte Princip, blive dette: hvorfor det
absolutte Jeg delte sig, »satte et Ikke-Jeg«, og den
Vanskelighed, der ligger heri, og som vil gaa
igen i ethvert Forsøg paa at udlede alt af eet
Princip, opgav Fichte teoretisk at løse, idet han
henviste til Etikken: uden Kamp ingen Moral,
Jeg’et maa derfor sætte sig selv en Modstand for
at kunne handle etisk. Det er mod dette
Hovedpunkt, S. retter sin Kritik; det etiske kan
kun anvendes paa Personligheder, paa noget
begrænset, og ikke paa det absolutte Jeg, der er
ubegrænset, for at forklare, at dette begrænser
sig selv. Fichte’s absolutte Jeg kan konsekvent
kun forestilles som den absolutte Magt. Skønt
S. i Grundprincipper og Metode helt staar paa
Fichte’s Grund, er hans Kritik af Bet. og
interessant, fordi den straks fremhæver den dybe
Forskel mellem de to Tænkere. Fichte’s System
begyndte og endte, trods al abstrakt
Spekulation, i Etik; S. interesserede sig aldrig derfor.
I »Philos. Briefen über Dogmatismus und
Kriticismus« (1796) kritiserer han Kant’s moralske
Beviser for Guds Tilværelse og opstiller den for
hele hans senere Filosofi saa karakteristiske
»intuitive Anskuen« af det evige, i hvilken han
søger at forene Spinoza’s cognitio sub specie
æterni med Fichte’s Subjektivisme. 1796—97
skrev han »Abhandlung zur Erläuterung des
Idealismus«, hvor han uddyber sin Kritik af
Kant og i Tilslutning til Fichte opstiller Viljen,
som han mener Kant med Urette alene byggede
sin Etik, men ikke sin teoretiske Filosofi paa,
som det sidste Grundprincip. Med 1797
begynder der et nyt Stadium i S.’s Filosofi. Etikken,
der laa S. fjernt, var Kernen i Fichte’s Filosofi,
den abstrakte Dialektik over Jeg og Ikke-Jeg
maatte i Længden uden den blive for tør og
indholdsløs. S.’s Kærlighed til Naturen førte
ham til at drage den Side frem, Fichte helt
havde ladet ligge. For Fichte var Naturen
tilstrækkelig karakteriseret i Ordene »das
versinnlichte Material unserer Pflicht«; det var her,
S. saa den store Mangel, og hans første Plan
var da at give en Naturfilosofi som Supplement
til Fichte’s System, men inden for dettes
Rammer. Han lægger derfor ikke som Fichte blot
Vægt paa, hvorfor Subjektet sætter et Objekt,
hvorfor Jeg’et maa danne den ydre Natur, men
skyder omvendt det Problem i Forgrunden:
hvorledes kan Aanden udvikles af Naturen? Han
fjerner sig hermed fra Fichte’s skarpe
Modsætning mellem Aand og Natur og optager
Herder’s Tanke om Naturen som et Trin op mod
Aanden. Af afgørende Bet. har sikkert ogsaa
Paavirkningen fra Spinoza været. Idealistisk
bliver den Løsning, han mener at kunne give paa
dette Problem, derved, at han finder de samme
Kræfter, der virker i Aanden, som virkende i
Naturen; den samme Modsætning (»Duplicitet«),
der findes i Jeg’et som Modsætning mellem dette
og dets Objekt, gaar igen overalt (System, S.
190); han gaar altsaa her fra de højere Former
ned til de lavere, hans Metode er derfor
»konstruktiv« og tillige, da Vejen gaar gennem den
stadige Paavisning af Modsætninger, dialektisk.
Fichte gik ud fra Modsætningen mellem Jeg og
Ikke-Jeg, den positive og negative Grundkraft,
men standsede i Problemets abstrakte Sfærer;
det ny hos S. er, at han fører dette
Modsætningsforhold ned gennem Naturfænomenernes
Række. Og som Subjekt og Objekt hos Fichte
involverer hinanden, kommer Naturens
Duplicitet, hvis metodiske Udtryk altsaa Dialektikken
er, i Virkeligheden til hos S. at forudsætte en
Identitet, det absolutte: »Naturen skal være den
synlige Aand, Aanden den usynlige Natur«
(Ideen, Einl.). De forsk. Trin af Naturen
(»Potenserne«) er betegnede ved, om den subjektive
ell. objektive Side (»Pol«) har Overvægten, og i
denne sin Paavisning af Polaritetsforholdet ned
gennem Naturfænomenerne fandt S. en ikke
uvæsentlig Støtte i 18. Aarh.’s Elektricitetslære,
særlig ved Galvani’s og Coulombe’s Opdagelser:
»De elektriske Fænomener danner det til Grund
liggende Skema for hele Materiens
Konstruktion« (Einl., S. 46). Af Bet. for ham var her
Arbejderne af H. C. Ørsted’s Ven, Fysikeren J.
W. Ritter, der samtidig med S. boede i Jena.
Naturfilosofien bliver teleologisk, for saa vidt
som Aanden sættes som den højeste Potens, som
det der gennem Udviklingen klarere og klarere
udtrykkes i Naturen; denne maa betragtes som
»Aandens Odyssé«, Aandens Tilbagevenden til
sig selv i sin højeste Form. Men denne
Udvikling med Identitet gennem alle Potenserne
opfattede S. ikke, som fandt der, hvad man senere
har kaldt en naturlig Udvikling Sted mellem
disse, Slægtskabet var et blot ideelt; Ligheden
viste tilhage til samme Grundtype, Ideen, som
hver Potens trods mange Afvigelser søgte at
udtrykke, men ikke til en real Sammenhæng
mellem Formerne. Kontinuiteten ligger kun i
det absolutte; mellem Formerne i den Natur,
vi kender, er der Spring. S. skiller sig ved dette
ud fra Leibniz, hvis Opfattelse han ellers i
meget stod nær, og hans Teori danner her den
idealistiske Modsætning til den realistiske
Udviklingslære hos Darwin. Potenserne betragtede
S. dog kun kvantitativt forsk. og kaldte derfor
sin Naturfilosofi for »Dynamisk Atomistik«; selve
Rækken af dem mente han ogsaa at kunne
konstruere. Den første reale Potens er udtrykt ved
Tyngden, den anden ved Lyset, den tredie ved
Organismen som Produktet af de to første.
Hertil svarer atter de ideale Potenser: Sandhed
(Erkendelsen), Godhed (Handlingen) og
Skønhed (Kunsten). I den kunstneriske Skaben naar
Aanden sin højeste Form. S.’s Konstruktion af
Naturen er Fantasier over visse
naturvidenskabelige Begreber og har i sine Enkeltheder
næppe hist. Interesse længere; baade i disse og
navnlig i hele sin Metode staar »Naturfilosofien«
virkelig Naturvidenskab fjernt. Til denne
Periode hører flg. Værker: »Ideen zu einer Philos.
d. Natur« (1797, I, mere udkom aldrig), »Von
der Weltseele«, (1798), »Erster Entwurf e, Syst.
d. Naturphilos.« (1799), »Einleitung zu einem
Entwurf« (s. A.) og endelig »System des
transcendentalen Idealismus« (1800); hertil kommer
to mindre Afh. (i »Zeitschr. f. specul. Phys.«).
Ikke med Glæde havde Fichte af sit System set
Naturfilosofien udvikle sig, og efter en stedse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
