Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Scherenberg, Ernst - Schérer, Barthélemy Louis Joseph - Schérer, Edmond - Scherer, Wilhelm - Scherff, Wilhelm - Scheri' - Scheria - Scherif - Schering, Arnold - Scherki
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
besunget (Kejser Wilhelm I og Bismarck, hvem han
tilegnede Digtet »Niemals«.
C. B-s.
Schérer [∫e’ræ.r], Barthélemy Louis
Joseph, fr. General (1750—1804). Han deltog
i Republikkens Krige og avancerede allerede
1794 til Divisionsgeneral. Efter Freden i Basel
kom han i Spidsen for Hæren i Italien, men
maatte afgive Kommandoen til General
Bonaparte (Febr 1796). Han var senere en kort Tid
Krigsminister.
E. C.
Schérer [∫e’ræ.r], Edmond, protestantisk
Teolog, f. 8. Apr. 1815 i Paris, d. 16. Marts 1889
i Versailles, var opr. strengt kalvinsk, men
paavirkedes dels af Vinet, dels af Hegel og Strauss,
saaledes at han blev mere og mere liberal og
derfor 1849 frivillig opgav et Professorat i
Genève, som han havde beklædt fra 1845. Fra
1860 opholdt han sig i Versailles, og her blev
han en af de liberale fr. Protestanters Førere
samtidig med, at han ivrig deltog i det
offentlige Liv. 1871 blev han Medlem af
Nationalforsamlingen og 1875 Senator for Livstid. Inden
for den periodiske Litteratur var en frugtbar
Forfatter, men han har ogsaa skrevet større
Værker, saaledes Pralégomènes à la dogmalique
de Église réformée (1843), La critique et la
foi (1850), Alexandre Vinet (1853), Lettres à
mon curé (anonymt 1853) og Mélanges
d’histoire religieuse (1864). (Litt.: Greard, E. S.
[1890]).
A. Th. J.
Scherer [’∫e.rər], Wilhelm, tysk
Germanist og Litteraturhistoriker, f. i Schönborn
i Nedre-Østerrig 26. Apr. 1841, d. i Berlin 6.
Aug. 1886. Han studerede Germanistik og
Litteraturhistorie i Wien og Berlin, habiliterede sig
i Wien, hvor han 1868 blev Prof. i tysk Sprog
og Litteratur. 1872 ansattes han i Strassbourg
og kom endelig 1877 til Berlin, hvor han blev
en indflydelsesrig Repræsentant for nyere tysk
Litteraturforskning. 1882 Medlem af det
preussiske »Akademie der Wissenschaften«. Hans
grundige videnskabelige Metode tilegnedes af
talrige Elever, af hvilke fl. førte den videre
som Universitetslærere. S., der var en fin
Stilist, formaaede skarpt og aandfuldt at
karakterisere de litterære Epoker og deres
fremtrædende Personligheder. Han har skrevet en
Studie over Jacob Grimm (1865), »Deutsche
Studien«, »Vorträge und Aufsätze«, »Geschichte d.
deutschen Literatur« (1883, 12. Opl. 1912), hans
Hovedværk, der er en værdifuld Vejleder
gennem den tyske Litteraturs forsk. Tidsaldre, og
hvis rammende Domme kun for enkelte
Digteres Vedk. har kunnet afkræftes. Værdifulde
er ogsaa »Aufsätze über Goethe«. Efter S.’s alt
for tidlige Død udgav hans Elever Burdach og
Erich Schmidt »Kleine Schriften«, 2 Bd (1893).
(Litt.: A. Horowitz, »W. S.« [Wien 1886];
V. Bosch, W. S. et la philologie allemande
[Nancy 1888]; Erich Schmidt i »Goethe
Jahrbuch«, IX [Frankfurt a. M. 1888]).
C. B-s.
Scherff [∫ærf], Wilhelm, preuss. General
og Militærforfatter, f. 1834, d. 1911, deltog som
Generalstabsofficer saavel i Krigen 1866 som i
den fransk-tyske Krig, og var 1873—78 Lærer
i Taktik ved Krigsakademiet. 1891 tog han sin
Afsked og blev »General der Infanterie«.
Som Militærforfatter har S. udfoldet en
ganske overordentlig stor og betydningsfuld
Virksomhed; hans Værker handler hovedsagelig om
Taktik; af disse kan særlig nævnes
»Kriegslehren in kriegsgeschichtlichen Beispielen der
Neuzeit« (3 Bd, Berlin 1894—95),
»Vergleichende Rückblick auf die neueste Tagesliteratur
über den Infantenrieangriff« (1906) og
»Einheitsangriff oder individualisierender Angriff«,
der udkom efter hans Død (1912). S. var en
ivrig Forkæmper for det saakaldte
»Normalangreb«, men de nyere Krige gav ham ikke Ret.
(B. P. B.). E. C.
Scheri’ (arab., ɔ: Lov) er i Islam
Benævnelsen for den kanoniske Ret, hvis samlede
Bestemmelser udledes dels af Koranens
udtrykkelige Forskrifter, dels af Traditionen. I nyere
Tid i Tyrkiet bestod der en latent, men heftig
Modsætning mellem den moderne, borgerlige
Lovbog og S. Ved det mislykkede Forsøg paa
at indføre et Parlament i Tyrkiet 1877 spillede
Henvisninger til S. en væsentlig Rolle som
Hindringsmiddel for alle konstitutionelle
Bestræbelser; senere, efter 1908, søgte Ungtyrkerne
paa mange Maader at udnytte S. til egne,
politiske Formaal. Den udpræget antireligiøse
Retning, der har gjort sig gældende i Tyrkiet
siden dets Overgang til Republik, har i dette
Land ladet S. miste en Del af sin Bet., men i
den øvrige islamiske Verden staar den endnu
paa mange Omraader ved Magt.
J. Ø.
Scheria [’ske’ria] kaldes i Odysseen
Faiakernes Land, som i den senere Oldtid sædvanlig
identificeredes med Øen Kerkyra (Korfu), men
vist rettest maa betragtes som alene tilhørende
Poesiens Verden.
H. H. R.
Scherif [sje’rif] (arab. ɔ: adelig) er, dog med
en ikke fuldt korrekt Anvendelse, i Orienten
Betegnelsen for alle Efterkommere af Profetens
Datter, Fatima. Statholderen i Mekka, der paa
den tyrk. Sultans Vegne indtil 1916 vaagede over
Kaabas Helligdom, førte Titlen Storscherif.
Sultanen af Marokko tituleres i det diplomatiske
Sprog »Hans scherifiske Majestæt«.
J. Ø.
Schering [’∫e.reŋ], Arnold, tysk
Musikforfatter, f. 2. Apr. 1877 i Breslau, studerede
ved Universiteterne i Leipzig og Berlin og var
der tillige Elev af Joachim i Violinspil; hans
Doktorafhandling (i Leipzig) angik
Violinkoncertens Historie (1902), og siden kastede S. sig
mere og mere over musikhistorisk og -æstetisk
Forskning og staar paa dette Omraade som en
af de mest fremragende yngre tyske Forfattere;
han virkede i Leipzig som Referent og Docent
og blev 1920 Prof. ved Univ. i Halle. S. er
spec. Bach-Forsker og Udgiver af det ny
Bach-Selskabs Aarbog; han har endvidere forfattet
»Geschichte des Oratoriums«, den kortfattede,
men fortrinlige »Musikalische Bildung etc.« (3.
Opl. 1919), »Tabellen zur Musikgeschichte«,
»Deutsche Musikgeschichte in Umriss«, samt
udg. en revideret Udg. af Dommer’s
»Musikgeschichte«; i spec. Afh. har S. behandlet
14.—16. Aarh.’s Vokalmusik (som »koloreret
Orgelmusik«) og er endelig optraadt som
Komponist og som Digter.
W. B.
Scherki (arab.), ɔ: østlig. Af dette Ords
Stamme kommer det europ. Udtryk
Saracener.
J. Ø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
