Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schiller, Johann Christoph Friedrich v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig som Kirurg i Marbach og giftede sig (1749)
med Elisabeth Dorothea, Datter af en Kromand
Kodweisz. Under Syvaarskrigen deltog J. K. S.
i Felttogene i Schlesien, indtraadte derefter som
Fændrik, senere
som Løjtnant i
et
württembergsk
Regiment, og
medens han laa i
Øvelseslejr ved
Kannstadt,
fødtes hans senere
saa berømte
Søn. Han førte
derpaa som
Hververkaptajn
en noget
omflakkende
Tilværelse og
gjorde i Lorch
Bekendtskab med
Præsten Philipp
Ulrich Moser,
hos hvem Drengen fik sin første
Undervisning sammen med dennes egne Børn, og
til hvem han fattede en dyb Kærlighed og
Agtelse, der formodentlig har været hans
Bevæggrund til at opkalde den brave protestantiske
Præst Moser i »Die Räuber« efter ham. 1766
blev J. K. S. forsat til Ludwigsburg, hvor
Hertugen dengang residerede, og Drengen blev 1768
sat i den derværende Latinskole i den Hensigt,
at han skulde være Teolog. 1773 fik han
imidlertid »Befaling« til at indtræde i
Civilafdelingen i det hertugelige Militærakademi, der 1775
blev flyttet til Stuttgart og under Navnet
»Karlsschule« ophøjet til et Slags Univ. Sit Forsæt, at
studere Teologi, maatte S. nu opgive. Ved
denne Skole virkede en Del Lærere, som med
Kærlighed og Forstaaelse søgte at sætte sig ind i
de unges Tankegang, retledede dem efter
bedste Evne og meddelte dem udmærkede
Kundskaber og et frit Syn paa Livet. Dette var af
stor Bet. for den unge S., der i sin Barndom
havde levet under indskrænkede Forhold i sit
tarvelige Hjem, og hvis Forældre, skønt de
begge var overordentlig rettænkende og hæderlige
Mennesker (Moderen meget religiøs), dog kun
havde en snæver Horisont. Paa den anden Side
var den strenge militære Disciplin paa
Akademiet med de mange for en ikke-militær
utaalelige Smaating og Smaaligheder vel skikket til at
vække og ægge en Frihedstrang, som i Forvejen
spirede hos den unge S. Foruden den poetiske
Vækkelse, han modtog ved at læse Klopstock’s
»Messias«, følte han sig stærkt paavirket af
»Sturm- und Drang«-Periodens dram.
Produktion, navnlig af Goethe’s »Götz von
Berlichingen«. Denne Stræben efter at forherlige
Individets Kamp imod Samfundet greb det
varmblodige unge Menneske, der samtidig gennem
Rousseau’s Skrifter begejstredes for Naturen,
medens Studiet af Plutark fyldte ham med
republikanske Ideer. Han skrev forsk. Digte, et Epos
»Moses«, en Tragedie »Der Student von Nassau«,
og allerede 1776 blev hans lyriske Førstegrøde
trykt i »Schwäbisches Magazin«, og Aaret efter
paabegyndte han sit Skuespil »Die Räuber«. Da
S. nu længtes efter at forlade Akademiet,
indgav han 1779 en med.-filos. Afh. til Bedømmelse,
men hans høje Velynder Hertugen, som
forøvrigt havde fulgt hans Virksomhed med megen
Opmærksomhed og gentagne Gange havde givet
ham Lejlighed til at udmærke sig, resolverede,
at S. havde bedst af at blive paa Akademiet et
Aar endnu. Endelig, 1780, lykkedes det S. ved
to Afgangsafhandlinger, en med. og en
naturfilosofisk (om Sammenhængen mellem
Menneskets dyriske og aandelige Natur) at slippe ud af
Akademiet som »Medikus uden Portepé« med 18
Gylden i maanedlig Gage. Dette var ikke
opmuntrende efter Hertugens tidligere Løfter om
at give ham en god Stilling. S. blev nu styrket i
sit Forsæt, at sige Medicinen Farvel og give sig
Poesien i Vold; thi nu gik »Sturm- und
Drang«-Periodens Bølger højt over hele Tyskland, og
S.’s lyriske Digte, f. Eks. de temmelig smagløse
Oder »An Laura«, bærer Vidnesbyrd om en
heftig Kamp for at naa til afklaret Form og en
roligere Betragtning af Livet. 1781 udkom da det
geniale, men formløse og ubændige Skuespil
»Die Räuber«, med hvilket S. kastede sig midt
ind i den poetiske Storm og Trængsel. Han blev
overrasket ved fra Lederen af Hoftheatret i
Mannheim, Dalberg, at faa Anmodning om en
scenisk Bearbejdelse, og da Stykket den 13. Jan.
1782 blev opført første Gang, modtoges det med
stor Begejstring. Dette Resultat var saa meget
mere uventet, som S. ikke havde tænkt paa
nogen Opførelse af Stykket, men kun havde
skrevet ud af en indre Trang til at hævde Individets
Eksistensret under alle Forhold. Stykkets Motto
in tirannos vidnede om den unge Digters
Frihedsfølelse. Heldet opfordrede ham til at
fortsætte paa den samme Bane. Han fik straks
Idéen til sit andet Ungdomsskuespil »Fiesko«,
der er skrevet i samme Aand. Samtidig udgav
han »Anthologie auf das Jahr 1782«, hvor hans
egne Digte vidner om hans uafklarede
Personlighed.
Imidlertid kan man let forstaa, at »Die
Räuber« ikke havde gjort noget gunstigt Indtryk paa
Hertugen. Og da S. uden Tilladelse var rejst til
Mannheim for at overvære den anden Opførelse,
benyttede Hertugen Lejligheden til at forbyde
S. »alt videre Skriveri af Komedier ell. lgn.«. Da
S. underdanigst ansøgte om at faa dette Forbud
hævet, frabad Hertugen sig alle skriftlige
Henvendelser fra hans Side. Nu blev S. rasende.
Han besluttede at unddrage sig dette Tyranni
ved Flugt, og medens hele Byen var stærkt
optagen af en stor Fest ved Hoffet (22. Septbr.
1782), flygtede S., ledsaget af sin trofaste Ven,
Musikeren A. Streicher, om Natten til
Mannheim, hvortil han medbragte sit nye næsten
fuldendte Skuespil »Fiesko«, som han ventede
sig meget af. Da han imidlertid erfarede, at
man agtede at reklamere ham fra Stuttgart,
flygtede han videre ad Frankfurt til. Paa Vejen
dvælede Vennerne en Uges Tid i Landsbyen
Oggersheim, og her fattede han Planen til det
borgerlige Sørgespil »Luise Millerin«, senere
kaldet »Kabale und Liebe«. Samtidig modtog S. en
Indbydelse fra Fru v. Wolzogen i Stuttgart,
Moder til to af hans Skolekammerater, til at
 |
| J. C. F. v. Schiller. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
