Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schiller, Johann Christoph Friedrich v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ivrige Forberedelser til den ny Lærerstilling, samt
med Bidrag til »Merkur« og »Thalia«, bl. a.
Digtet »Der Künstler«. Maj 1789 tiltraadte S. sit
Embede og holdt Indledningsforedraget: »Was
heisst und zu welchem Ende studiert man
Universalgeschichte?«, som blev modtaget med
Interesse. Jan. 1790 tilstod Hertug Karl August S.
en Gage paa 200 Thlr. aarlig, og 12. Febr blev
han i al Stilhed viet til sin højt elskede Lotte.
I dette Aar skrev S. forsk. Afh. og bragte sit
andet hist. Værk »Geschichte des
Dreissigjährigen Krieges« (2 Bd, 1791—93) til Afslutning.
Man mærker tydelig det digteriske Vingeslag i
Skildringen af de store Hovedpersoner, men
Digterens Fremstilling slappes, naar den
bevæger sig udenom dem. Efter dette paa huslig
Lykke og oplivende Selskabelighed rige Aar
paadrog S. sig i Jan. 1791 paa et Besøg i Erfurt en
alvorlig Lungesygdom, som han aldrig blev
helhredet for. I Paasken fik han under et Besøg i
Rudolstadt et Tilbagefald, der bragte ham paa
Gravens Rand, hvorefter han brugte Kur i
Karlsbad. Derved var han i lang Tid
uarbejdsdygtig, og hans økonomiske Stilling blev kritisk,
Plertugen viste ham megen Deltagelse og fritog
ham for at holde Forelæsninger, men saa sig
ikke i Stand til at forhøje hans Gage ell. paa
anden Maade yde ham Pengehjælp. Da kom der
uventet Hjælp fra Danmark. Den danske Digter
Jens Baggesen, som for ikke længe siden havde
besøgt S. og var bleven begejstret for ham,
havde forberedt en Fest til hans Ære i
Hellebæk, da en falsk Efterretning om S.’s Død
forvandlede denne til en Mindefest. Dette blev
meddelt S.’s Ven Reinhold i Jena, som saa
underrettede Baggesen om, at S. endnu var
i Live, men meget svag og kun kunde
restitueres ved længere Tids Ro og Frihed for alt
Arbejde, men hans fortvivlede pekuniære Stilling
vanskeliggjorde dette Otium. Baggesen blev
straks Fyr og Flamme. Han henvendte sig til
sine Velyndere Hertugen af Augustenborg og
Grev Schimmelmann og fik dem til ved en i
forsigtige Udtryk affattet Skrivelse at tilbyde S.
en aarlig Understøttelse paa 1000 Thlr. i tre
Aar. Hjælpen blev modtagen med
Taknemmelighed, og da S. vilde bruge en Del af
Understøttelsen det første Aar til at betale sin Gæld, viste
det sig, at hans ædelmodige Ven Körner
allerede i al Stilhed havde skaffet den ud af
Verden. Just nu flammede Revolutionens Luer højt
i Frankrig, og naturligvis blev en troende
Frihedstilbeder, som S., revet med. Men hans
Begejstring for Revolutionen fik et haardt Stød
ved Ludvig XVI’s Henrettelse, og det var alt
andet end med Tilfredshed, han senere modtog
Diplom som Æresborger i den fr. Republik. Da
han nu var bleven fri for paatvungent Arbejde
og hævet over Pengesorger, benyttede han sin
Reconvalescenstid til et Besøg i sit
Barndomshjem for at gense sine Forældre. Her opholdt
han sig nu 3/4 Aar, opfriskede gl Minder, gjorde
Udkast til Tragedien »Wallenstein« og stiftede
Bekendtskab med Forlæggeren Cotta. Hans
Helbred var dog stadig skrøbeligt, han havde
ofte Anfald af Brystkrampe og skjulte ikke for
sig selv, at naar han ikke kunde genoptage sit
faste Arbejde, vilde hans Fremtid, naar
Understøttelsen holdt op, tegne sig meget mørk. Hans
Breve til Körner fra denne Tid røber stor
Modløshed. — Efter sin Hjemkomst til Jena, Juli
1794, var S. i høj Grad optaget af filos. og
æstetiske Studier, navnlig gjorde Kant’s Værker
stærkt Indtryk paa ham og satte Spor i Afh.
»Über den Grund unseres Vergnügens an
tragischen Gegenständen« og »Über tragische Kunst«
(1792). Dog frigjorde han sig fra Kant’s
Paavirkning, i »Über Anmut und Würde«, »Briefe
über die ästhetische Erziehung des Menschen«
(1793) og Ȇber naive und sentimentale
Dichtung« (1795—96). I denne Periode skrev S. ogsaa
Anmeldelser af nye Bøger: Forbavsende er hans
haarde og skaanselløse Omtale af Bürger,
medens han samtidig overvurderer Matthisson’s
klare Form. Hans Bekendtskab med Wilhelm v.
Humboldt og med Fichte bidrog til at uddybe
S.’s Forstaaelse af filos. og æstetiske Problemer.
Men betydningsfuldere blev det dog for ham, at
han nu traadte i nærmere Forbindelse med
Goethe. Snart sluttedes der et inderligt Venskab
mellem disse to Mænd, og S. førtes fra Filosofi
og Historie tilbage til Poesien. Sommeren og
Efteraaret 1794 var optaget af Forberedelser til
Udgivelsen af Tidsskriftet »Die Horen«
(1795—96), til hvilket S. bl. a. havde sikret sig
Medarbejdere som Goethe og W. v. Humboldt, samt
til »Musenalmanach« (5 Bd, 1795—1800). Med
Goethe digtedes de bekendte »Xenien« (i
»Musenalmanach (1797), rettede imod den smaalige og
uforstaaende Kritik, som stadig havde ærgret
S. og Goethe. Snart var begge indviklede i den
store »Xenien«-Kamp, der længe gav Gny, og
som tilintetgjorde mangen digterisk Filister i
Publikums Omdømme. S. skrev nu nogle af sine
ypperste Ballader, som »Der Taucher«, »Die
Kraniche des Ibicus«, »Der Ring des
Polykrates«, og Trilogien »Wallenstein«, paabegyndt
1791, fuldendtes 1799. »Wallenstein Lager« gik
over Scenen i Weimar paa det ny Teaters
Aabningsdag, 18. Oktbr 1798, »Die Piccolomini«
fulgte 30. Jan. 1799 og »Wallenstein Tod« 20.
April 1799. Bifaldet, som fra Beg. af havde
været lidt tilbageholdende, steg tilsidst til
Begejstring. Det storslaaede Værk overvandt
Publikums Træghed og Usikkerhed overfor det
nye. Første Opl. udkom i Trykken Juni 1800, og
allerede i Aug. var de 3500 Eksemplarer udsolgt.
S., der havde af slaaet Tilbudet om en Ansættelse
i Tübingen, fik nu Fritagelse for at holde
Forelæsninger og besluttede under det forfriskende
Indtryk af sin dram. Sejr at vie sig Arbejdet
for det tyske Teaters Fremgang. Han opgav
endog »Musenalmanache«, som havde skaffet
ham saa stor Glæde ved det personlige
Samarbejde med Goethe, og i hvis sidste Bind (1800)
hans berømte Digt »Die Glocke« blev trykt. Han
fuldendte 1800 Tragedien »Marie Stuart«. S. var
allerede Decbr 1799 flyttet til Weimar for at
være Scenen og Goethe nærmere. Han fik sin
Gage forhøjet til 400 Thlr. og virkede til
Gengæld frivillig som Instruktør. Derpaa fuldendte
han Oversættelsen af »Macbeth«. 1801 blev »Die
Jungfrau von Orleans« 17. Septbr opført første
Gang i Leipzig under store Ovationer til den
tilstedeværende Digter. Tragedien blev trykt
1802 og opført i Weimar 1803 efter Publikums
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
