- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
1092

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schiller, Johann Christoph Friedrich v. - Schiller-Prisen - Schillerspat - Schiller-Stiftung - Schilling

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

bestemte Ønske. »Turandot«, en Bearbejdelse
efter Gozzi, var allerede bleven opført tidligere
s. A. I Slutn. af Aaret blev S., vistnok paa
Foranledning af Hertugen, ophøjet i Rigsadelen.
Goethe’s »Iphigenie« og genoptagne gr. Studier,
navnlig af Aischylos, bevægede S. til i den
antikiserende Tragedie »Die Braut von Messina«
(1803) ell. »Die feindliche Brüder« at genindføre
det antikke Kor. Sørgespillet hævdede sin
Virkning paa Scenen 19. Marts 1803 i Weimar, men
selve Forsøget fandt ingen Efterlignere. Allerede
tidligere havde S. faaet Ideen til at behandle
Wilhelm Tell, et Emne, Goethe opr. havde tænkt
at udføre som Epos, men havde overladt ham.
S. gav sig nu ivrig til at studere Schweiz’
Historie og dets Naturforhold, som han ikke kendte
af Selvsyn, og han besluttede at skrive et
Sørgespil med Tell som Titelperson. 1804 forelaa
Stykket, det klareste og mest gennemarbejdede
Værk i S.’s dram. Digtning, hans egl. nationale
Drama. Det udkom 1804 og opførtes første Gang
i Weimar 17. Marts. Derefter følger af dram.
Arbejder kun de to ufuldendte »Demetrius« og
»Warbeck«. Efter en Rejse til Berlin i Foraaret
1804, hvor man forgæves havde søgt at faa ham
til at blive, og hvor han blev modtaget ved
Hoffet, vendte han syg hjem til Weimar. Det sidste
Værk, han skabte, var »Die Huldigung der
Künste« ved Arveprinsesse Marie Pavlovna’s Indtog.
Efter den Tid var han bestandig syg og
beskæftigede sig kun med Oversættelsen af Racine’s
»Phædra«, samt førte »Demetrius« frem til 2.
Akt. — 9. Maj 1805 sov han stille hen og blev
bisat i »Kassengewölbe« paa Skt
Jakobskirkegaarden i Weimar. Natten mellem 11. og 12.
Maj foranstaltedes der en kirkelig Sørgehøjtid.
16. Septbr forherligede Goethe Vennens Minde
paa Teatret ved en Epilog til »Die Glocke«.
1827 blev S.’s Kiste bragt til »Fürstengruft« i
Weimar, hvor den staar ved Siden af Goethe’s
og Storhertug Karl August’s. Schiller har
forstaaet sit Folk, og dette har til Gengæld vist
ham en varm og begejstret Forstaaelse. Han er
Tysklands egl. Nationaldigter, en ædel og fin
Personlighed, i hvis Dramaer Frihedsfølelsen
og Frihedslængslen har fundet sublime Udtryk,
Han hævede sig over en snæver Nationalisme
og vilde have, at samme Frihed skulde
omslynge alle Nationer. Han er den tyske
Digtnings Stolthed, og den Beundring, der vises ham,
deles af hele Verden. — Af saml. Udg. af S.’s
Værker kan her kun nævnes: »Gesamtausgabe«
ved Körner (12 Bd, 1812—15 og mange senere
hos Cotta; Goedeke, »Chronologisch geordnete,
hist.-kritische Ausgabe« (17 Bd, 1868—76), og
Hempel’s Udg. ved W. v. Maltzahn (16 Bd);
desuden Supplementerne: Boas, »Nachträge zu
S.’s Werken« (3 Bd, ny Udg. 1853); Hoffmeister,
»Nachlese zu S.’s sämtliche Werken und
Variantensammlung« (4 Bd, 1840—41). Af nyere
Udgaver maa nævnes: Kutscher’s (15 Bd, 1908),
Bellermann’s (14 Bd, 1895—97), Sækularudgaven
hos Cotta ved Ed. v. d. Hellen (16 Bd, 1904—05),
»Grosshérzog Wilh. Ernst Ausg.« ved Köster og
Hecker (6 Bd, 1905—06), Güntter’s og
Wetkowski’s Udgave (20 Bd, 1910), »Horen«-Ausgabe
(16 Bd, 1911). Af Brevsamlinger kan især
fremhæves Fritz Jonas, »S.’s Briefe, kritische
Gesamtausgabe« [7 Bd med Register, 1892—96];
»Der junge S.’s Briefe«, udg. af Hecker [1899].
(Litt.: Af de mange biografiske Skrifter skal
her kun fremhæves: Karoline v.
Wolzogen
[2 Bd, 6. Opl. 1884]; Carlyle
[London 1825, overs. paa Tysk 1883]; Goedeke,
»Goethe und S.« [2. Opl. 1859]; Scherr [4.
Opl. 1865]; Düntzer [1881]; Hepp [1885];.
Wychgram [1895]; Palleske, »S.« [16.
Opl., 1906]; Weltrich, »S.« [1899]; Otto
Brahm
, »S.« [2 Bd, 1888—92]; Minor, »S.«
[2 Bd, 1890]; Harnack, »S.« [1898];
Bellermann, »S.« [1901]; Kühnemann, »S.«
[1905]; Karl Berger, »S.« [2 Bd, 1905—09]).
(C. A. N.). C. B-s.

Schiller-Prisen [’sjel’ər-] er en 1859 af
Kejser Wilhelm I som Prinsregent indstiftet
Ærespræmie for dram. Arbejder. Den beløb sig opr.
til 1000 Taler i Guld og blev fordelt hvert 3. Aar
af den preuss. Konge paa Forslag af en
Kommission af Forfattere, Teaterledere og
Universitetsprofessorer, under den Forudsætning, at der
i Treaaret var fremkommet Dramaer af Værdi.
Ved en af Kejser Wilhelm II 10. Novbr 1901
truffet Anordning, efter at han havde nægtet at
give Gerhart Hauptmann Prisen, blev disse
Bestemmelser dog forandret saaledes, at Prisen til
et dobbelt Beløb kan uddeles hvert 6. Aar, og
at den dramatiske Produktion for de sidst
forløbne 12 Aar bliver taget i Betragtning. Først og
fremmest er det Dramaer i klassisk Stil efter
Schiller’s Forbillede, som præmieres, men dog
kan ogsaa fremragende poetiske Værker af
anden Art udmærkes. Prisen uddeltes første
Gang 1863 til Hebbel for »Die Nibelungen«, 1866
til A. Lindner for »Brutus und Collatinus«, 1869
til Geibel for »Sophonisbe«. Senere har Nissel,
Anzengruber, Wilbrandt, Wildenbruch, Heyse,
Th. Fontane og K. Groth (som Repræsentanter
for Ikke-Dramatikere) faaet Prisen. 1896
bestemte Kejser Wilhelm, at Prisen baade for 1893,
der hidtil ikke var uddelt, og 1896 skulde
tilfalde Wildenbruch, der allerede var bleven
udmærket 1884, for hans patriotiske Skuespil
»Heinrich und Heinrichs Geschlecht«. — 1904
oprettedes af private Foreninger en Folkelig
Schillerpris
paa 3000 Mark, som uddeles
hvert 3. Aar for et Drama. Dette skete første
Gang 9. Maj 1905 paa 100 Aarsdagen for
Digterens Død med tre Parter til Brødrene Gerhart
og Karl Hauptmann samt Beer-Hofmann.
C. B-s.

Schillerspat [’sjel’ər-] (Skillerspat), se
Bastit.

Schiller-Stiftung [’∫elər∫teftoŋ] blev til Minde
om Fr. Schiller grundet paa Digterens 50 Aars
Dødsdag, 9. Maj 1855, af Jul. Hammer, Karl
Gutzkow, Major Serre o. a. kendte Mænd for at
bistaa tyske Forf., naar de kom i Nød ell. blev
svækkede af Alder, og for at understøtte deres
Paarørende. Der uddeles dels livsvarige, dels
midlertidige Understøttelser samt Hjælp en
Gang for alle. (Litt.: Julius Hammer,
»Die Geschichte der Schiller-Stiftung« [2 Bd,
Dresden 1857—59]; R. Goehler, »Geschichte
der deutschen Schiller-Stiftung« [Berlin 1909]).
C. B-s.

Schilling [’∫eleŋ]. Ved Bundesgesetz af 20.
Decbr 1924 forandredes i Østerrig den tidligere

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:54 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/20/1124.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free