- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
17

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schleiermacher, Friedrich Ernst Daniel - Schleinitz, Alexander - Schleisner, Christian Andreas

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

(udg. af Jonas 1839). S. var en sjælden
harmonisk Personlighed, der som faa andre i
Filosofiens Historie har forstaaet at forbinde forsk.
Synspunkter. Hans betydeligste Side var hans
Forstaaelse for individuelle Forskelligheder og
hans Respekt for den enkeltes Personlighed;
Skyggesiden heraf blev en filos. Eklekticisme,
ofte kom den harmoniske Forening af de forsk.
Synspunkter til at hvile paa en ganske
utilstrækkelig Gennemtænkning af Problemerne og
en Mangel paa Skarphed og Konsekvens i deres
Behandling. Hans Behandling af mange
Enkeltheder var fin og ejendommelig, men hans Frygt
for Ensidighed giver i Helheden hans
Tænkning, baade over for de store Problemer, de
filos. Retninger og Teologien, et vagt og ubestemt
Præg. Det var aldrig Opportunisme i Dagens
Strid; det mæglende og udjævnende bundede
dybt i hans Karakter. I Filosofiens Historie staar
S. som Romantiker; dette ses klarest af hans
teoretiske Filosofi, hvori han hævder
en Enhed af Tænken og Væren, af den logiske
Forbindelse og det reale Aarsagsforhold. Men
denne Enhed, der paa ethvert Punkt er en
Forudsætning for Tænkningen, kan i sig selv tillige
kun betegne en Grænse for Tanken; ethvert
Forsøg paa at give den Udtryk bliver kun
symbolsk. Denne Grænsebestemmelse viser tilbage
til Kant og faar tillige stor Bet. for S.’s
Religionsfilosofi; i den »religiøse Følelse« svinder
Modsætningerne, men selve Enheden, som S.
kalder Gud, kan kun gives i Symboler. I sin
Etik gaar S. i Modsætning til Kant og Fichte
ud fra Enheden mellem Moral og Natur; imellem
disse to Faktorer finder der, gennem en
organiserende ell. samfundsdannende og en
symboliserende ɔ: individualiserende Virksomhed, en
ejendommelig Vekselvirkning Sted. Begge
Virksomheder maa findes sammen; men i sine
første Arbejder havde S. overvejende fremhævet
den individualiserende, der ogsaa senere blev
bedst udført; han er her særlig paavirket af
Fichte. Ellers har hans Etik et abstrakt og
formelt Præg. Størst hist. Bet. har S. faaet gennem
sin Religionsfilosofi. Her gaar han med
Rette ud fra det religiøse som det umiddelbare,
men idet han vil skille Religionen ud fra
Fornuften som Forestillinger ell. som Lære og fra
det moralske som Handling, føres han til at
søge dens Grundlag i, hvad han kalder
»Følelsen«, særlig bestemt som Afhængighedsfølelse
over for det uendelige. Begrebet »Følelse« hos
S. er i Virkeligheden Udtrykket for en vis
ubestemt, mere passiv, Grundstemning over for
Tilværelsen som Helhed; psykologisk bliver det,
hvad ogsaa talrige Modsigelser viser, et ganske
utilstrækkeligt Begreb, en vis mystisk Evne,
over for hvilken Analysen ikke er ført langt nok
ned. S. overser, at »Følelsen« ikke eksisterer
uden Forestillinger, at den ikke af sig selv kan
danne Forestillinger og Billeder, der skal være
symbolske Udtryk for den, og at den
umiddelbare religiøse Erfaring ifølge dette heller ikke
saa skarpt kan skilles fra andre Erfaringer ell.
fra det praktiske Liv. Her, som i sin Etik, glider
S. for let hen over Konflikterne. Det betydeligste
i S.’s Følelsesbegreb er Hævdelsen af
Personligheden; herved staar S. i den skarpeste
Modsætning til sin samtidige, Hegel, der da ogsaa
gennem de fleste af sine Værker førte en stærk
Polemik mod S. Det berettigede i denne
Polemik skyldes det vilkaarlige og ubestemte, der
ligger i selve Bestemmelsen af »Følelsen« hos
S., det uberettigede Hegel’s Mangel paa
Forstaaelse af Personlighedsbegrebet. Alle religiøse
Forestillinger og Dogmer har for S. kun
symbolsk Karakter, og som hele Romantikken
underkaster han ogsaa Kristendommens
Hovedlærdomme en symbolsk Fortolkning, der i hans
teologiske Værker imidlertid selv antager en
mere dogmatisk Karakter. Og som Romantiker
hævder S. ogsaa, at Kristendommen, som han
betragter som den højeste af alle Religioner,
dog endnu ikke har naaet sin højeste Form. For
Studiet af Filosofiens Historie, særlig
den gr., har S. haft en overordentlig Bet. Hans
Oversættelse af Platon er endnu uovertruffen,
og hans Udvikling af den gr. Filosofis Historie
(i »Geschichte der Philosophie«, udg. af Ritter
1839) fin og lærerig. S.’s samlede Værker er fra
1835 til 1864 udgivne i 3 Afdelinger, hvoraf
første omfatter Teologi, anden Prædikener og
tredie (i 9 Bd) Filosofi; hans Breve er i 4 Bd
(1858—63) udgivne af Jonas og Dilthey. (Litt.:
Dilthey, »Leben S.’s« [I Bd, 1870], en fortræffelig
Biogr., der dog kun er naaet til 1801;
Schenkel, »S.« [1868]; D. F. Strauss, »S. u. Daub«
[i »Charakteristiken und Kritiken« 1839];
Høffding, »Den nyere Filosofis Historie« [1895] II,
172—92; om S.’s Etik: Jodl, »Gesch. d. Ethik«,
II [1889], 161—94).
(A. T-n.).

Schleinitz [∫la^inets], Alexander,
Friherre, preussisk Diplomat, (1817—85), var
1836—38 Legationssekretær i Kbhvn og fik 1841 en
vigtig Post i Udenrigsministeriet. Apr. 1848
sendtes han til Hannover for at udvirke dets
Deltagelse i Krigen mod Danmark; førte i Maj
1849 Underhandlingerne med Danmark om en
Vaabenstilstand og blev Juli s. A.
Udenrigsminister indtil Septbr 1850. Som saadan sluttede han
Juli 1850 Freden med Danmark og søgte at
hævde den nordtyske Union over for Bayern og
Østerrig, uden dog at turde følge Radowitz’s
dristige Politik. Novbr 1858 blev han, der nøje
havde knyttet sig til Prins Vilhelm (Vilhelm I),
paa ny Udenrigsminister, men kunde ikke
opnaa afgørende politiske Fordele for sit Land ved
sin svage og uklare Holdning. Oktbr 1861
overtog han Posten som Husminister og varetog den
indtil sin Død; ophøjedes 1879 til Greve.
E. E.

Schleisner [’sjla^i’snər], Christian
Andreas
, dansk Genremaler, f. i Lyngby 2. Novbr
1810, d. i Kbhvn 13. Juli 1882. 12 Aar gl Elev af
Kunstakademiet og privat af J. L. Lund og Chr.
A. Jensen; han har aabenbart fra første Færd
fordybet sig i, hvad de danske Samlinger ejede
af gamle holl. Kabinetsmalere, særlig den ældre
Frans van Mieris, og efter Evne stræbt at
tilegne sig disses Syn og Udtryksmaade. Allerede
1832 debuterede han som Elev af Akademiet paa
Charlottenborg-Udstillingen med to
Genrebilleder, »En gammel Mand lærer to Børn at læse«
og »En huslig Scene«, der begge blev solgt til
Kunstforeningen; endnu større Lykke gjorde
1834 hans »En Kobbersmed og en Tanddoktor«.
Fik 1841 og 1842 Akademiets Rejsestipendium,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0025.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free