- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
50

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schoonhoven - Schopenhauer, Arthur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Rotterdam, allerede i 13. Aarh. bekendt for sit
Fiskeri, fra 17. Aarh. for sin betydelige Guld- og
Sølvvareindustri. (1920) 4775 Indb.
G. G.

Schopenhauer [’∫o.pənha^uər], Arthur, tysk
Filosof, f. 22. Febr 1788 i Danzig, d. 21. Septbr
1860 i Frankfurt a. M. Hans Fader var en rig
Handelsmand, hans Moder nedenn. J. S. Da
Danzig blev
preuss., flyttede
Familien til
Hamburg, hvor
S., efter først
at have
foretaget længere
Rejser i
England og
Frankrig, meget mod
sit Ønske
anbragtes paa et
Handelskontor.
Efter sin
Faders bratte
Død drog han
med sin Moder
og Søster til
Weimar og fik
nu sat
igennem, at han kom til at studere. 21 Aar gl drog
han til Göttingen, hvor han studerede under G.
E. Schulze, derefter til Berlin, hvor sikkert
Fichte’s Forelæsninger øvede en større
Indflydelse paa hans Tænkning, end han selv har
villet indrømme, og endelig til Jena, hvor han
1813 forsvarede sin Doktorafhandling: Ȇber die
vierfache Wurzel des Satzes vom zureichenden
Grunde«. Hans Studietid var optaget af grundig
og omfattende Læsning, særlig Bet. fik Platon
og Kant for ham; i Weimar kom han i
nærmere Forhold til Goethe gennem sin Moder og
siri Interesse for Farvelæren, om hvilken han
1816 skrev en Afh.: Ȇber das Sehen und die
Farben«. Af Bet. for hans Tænkning var det
ogsaa, at han her af Fr. Mayer blev indført i
den ind. Filosofi. 1814 drog han til Dresden,
hvor han skrev sit Hovedværk: »Die Welt als
Wille und Vorstellung« (1819), der i 2.
Udgave (1844) blev udvidet med et 2. Bd, der
nærmere udviklede og forklarede
Grundtankerne. Da han havde lagt sidste Haand paa
Manuskriptet, drog han til Italien og vilde
efter sin Hjemkomst fra Rejsen virke som
Docent ved Berlins Univ. Hans Forsøg faldt i den
Periode, da Hegel, der tillige med Fichte og
Schelling kun vakte S.’s dybeste Foragt, stod
paa sit Højdepunkt; der var ingen Forstaaelse
i hine Aar for S.’s Tanker, og da han tilmed
lagde sine Forelæsninger i de samme Timer
som Hegel’s, mislykkedes hans Virksomhed
fuldstændig. Efter disse Forsøg, der, afbrudt af
hans anden Italiens-Rejse, strakte sig over c.
10 Aar, opgav S. at vinde Udbredelse af sin
Filosofi gennem Univ. og begav sig 1831 til
Frankfurt a. M., hvor han levede rolig, kun
optaget af videnskabelig Virksomhed, takket
være den Formue, han ved sin Stædighed og et
mærkeligt Held havde reddet fra Undergang.
Han skrev her: Ȇber den Willen in der
Natur« (1836); da det norske Videnskabernes
Selskab i Trondhjem havde stillet en Opgave om
Viljens Frihed, udarbejdede S. en Afhandling:
»Über die Freiheit des Willens«, der 1839 fik
Prisen. Aaret efter stillede det danske
Videnskabernes Selskab en Opgave om
Moralens Grundlag. S. skrev her en
fortræffelig Besvarelse: »Über die Grundlage der
Moral«, der med Urette ikke fik Prisen. De
to Afhandlinger blev samlede udgivne under
Titlen: »Die beiden Grundprobleme der Ethik«
(1841), et Værk, der, hvad Værdi man end vil
tillægge den metafysiske Grundanskuelse, der
paa mange Punkter skinner igennem, ved sin
klare og omfattende Behandling af Etikkens
rent videnskabelige Problemer er et af de
betydeligste i Etikkens Historie. Den norske
Anerkendelse var den eneste, S. vandt i hine Aar.
Retfærdig var hans Bedømmelse af Fichte,
Schelling og Hegel ikke, men uretfærdigere var
den Mangel paa enhver Anerkendelse, den
fuldstændige Taushed, hvormed han blev mødt af
disses Elever, der nu sad inde med Magten i
den filos. Verden i Tyskland. Hans mørke,
mistænksomme og indesluttede Sind fik herved
en Bitterhed og Foragt, der gav sig Udslag,
ikke blot over for hans Modstandere, Hegel’s
og Fichte’s Epigoner, men ogsaa mod dem,
der som Beneke, kæmpede med samme Front
som han, og selv mod hans trofaste Venner,
der, som Frauenstädt, ofrede alt deres Arbejde
for at udbrede hans Filsofi. Da Hegelianismens
Magt begyndte at svækkes, banedes ogsaa Vejen
for Forstaaelse af S. Af Bet. var her tre
Omstændigheder. Kant’s Tanker, som Hegel mente
at have ført udover, men som S. stadig viste
tilbage til, laa skjult i Tiden, holdt nede af det
store romantiske System. I den Forvirring,
dette Systems Opløsning medførte, maatte man
føres til at søge faste Holdepunkter i den
kritiske Filosofis Tanker, og i sin Begrundelse og
Metode var S. den af Romantikerne, der stod
Kant nærmest. Hertil kom de politiske Forhold
i Tyskland, hvor den Reaktion, der fulgte
Frihedsdrømmen fra 1848, aabnede Vej for en mere
pessimistisk Betragtning af Livet, og endelig
den Omstændighed, at S. ved sin klare og
forstaaelige Fremstilling, da først den mystiske
Tro paa det Hegelske Kunstsprog var brudt,
i langt højere Grad end nogen tidligere tysk
Filosof kunde læses og forstaas af det dannede
Publikum. Medens Hegel’s Epigoner førte
Mesterens Lære ud i den rene Jargon og kun
læstes i deres egne Kredse, vandt S. store
Kredse og ny Samfundslag for Filosofien. Han
stod Livet nærmere end saa mange tyske
Stuelærde; dette gav paa mange Punkter hans
Filosofi en ejendommelig Klarhed og Fylde, og
dette betingede atter den mægtige Udbredelse,
den vandt. 1851 udgav han et mere populært
Værk: »Parerga und Paralipomena«, og fra
Aarene heromkring kan væsentlig det store
Omslag regnes. Alle Vegne fra mødte der ham
nu Ære og Anerkendelse, og hans faa trofaste
blev til en Skare af Elever; den gamle
Pessimists Livsaften blev lys og stor. Efter hans Død
vandt hans Lære endnu større Udbredelse, i
meget blev ogsaa hans Filosofi en Modesag;
men det Raab om filosofisk Dilettanteri,
hvormed S. atter og atter, i Danmark af Bröchner,
er blevet mødt, er aldeles uberettiget. Faa

A. Schopenhauer.
A. Schopenhauer.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:03:13 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/21/0058.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free