- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
51

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schopenhauer, Arthur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Filosoffer har som han forstaaet at iagttage, og ved
sin klare Opfattelsesevne og sin Jernflid
skaffede han sig en stor og omfattende Lærdom.
Men hvad han havde erhvervet møjsommelig,
forstod han at fremstille letfattelig, og derfor
fik han efter sin Død en stor Mængde
Tilhængere, hvis videnskabelige Dilettanteri
Filosofiens Historie næppe kan opvise Magen til, og
hvis Tal først sank, da der opstod ny
Modefilosoffer, der ogsaa i langt højere Grad end
S. fortjente dette Navn. Tages Filosofien i den
strengeste videnskabelige Forstand, hviler S.’s
System dels paa Kant’s Tanker, dels paa den
dristige Analogislutning, den ubeviselige Tro
paa at have udgrundet det inderste i
Tilværelsen, der er Romantikkens Særkende; tages
Filosofi i videre Forstand som den Kunst at
sammenfatte den Enkeltes Livserfaringer til et
ejendommeligt og omfattende Hele, der kaster nyt
Lys over Livets Problemer, da staar S. som
en af de største og betydeligste i Tænkningens
Historie.

I Begrebet »Ding an sich« havde Kant
forvekslet det objektive inden for Fænomenernes
Verden med det absolut uerkendelige uden for
den; paa denne Grundforveksling hviler S.’s
teoretiske Filosofi. Vi kender ifølge denne kun
Fænomenerne (die Welt als Vorstellung), ikke
den Tingen i sig selv, der skal ligge til Grund
for den. Her er det imidlertid, S. bliver
Romantiker ved at hævde, at vi dog kan faa et
Kendskab til Tingen i sig selv, ikke gennem de ydre
Fænomener, men ved at søge tilbage til det,
der er det dybeste i os selv, det eneste, vi
kender umiddelbart: Villien. Ud fra det, vi
kender som Villie, skal da hele
Fænomenverdenen være at forklare. Denne Forklaring har
imidlertid to Grundvanskeligheder; for det
første kender vi kun selve Villien, som den virker
i Tiden, altsaa som Fænomen, for det andet er
det, naar hele Fænomenverdenen, baade den
objektive og subjektive, skal forklares ud fra
Villien, et dristigt Spring ved Analogislutning
at sætte det, vi ser virke i den objektive
Verden som Kraft, lig med, hvad vi i os selv
kender som Villie. Villien er her hos S. det samme
som »det uendelige Jeg« hos Fichte, og »det
Absolutte« hos Schelling og Hegel; den er det
sidste Princip, ud fra hvilket hele Tilværelsen
skal forklares. Naar Verden for os fremtræder
som Fænomen, da er det Villien, der har
objektiveret sig. Denne Villiens »Objektivation«
finder Sted gennem en Række af Naturformer;
i sin Konstruktion af disse minder S.’s
Naturfilosofi paa fl. Punkter om Schelling’s, tillige
staar S., trods sin Foragt for Materialismen,
denne Retning nær, idet han lader den højeste
Form i Naturens Trinrække, Erkendelsen,
være et Produkt af Hjernen. Dette fører til en
Kredsgang, thi Hjernen selv er kun Fænomen
i Forhold til Villien. Gennem sin Hævdelse af
Villien som det for alt, ogsaa for det materielle,
til Grund liggende, mente S. selv at have ført
ud over Materialismen, men Vanskeligheden er
blot lagt over i den aldeles uigennemførlige
Sondring mellem Erkendelse og Villie. Naar
Villien er vort inderste, mest umiddelbart
erkendte Væsen, med hvilket derfor hele
Tilværelsen opfattes i Analogi, vil her for S. endnu
komme den Vanskelighed, at Villien
psykologisk er et Grænsebegreb, egl. aldrig kan
iagttages, men kun vindes gennem en Slutning.
Denne samme Indvending kunde gøres over for
Fichte’s »Jeg«; Indhold fik dette i Virkeligheden
ogsaa kun gennem det etiske. S.’s Villiesbegreb
dækker heller ikke den moderne Psykologis,
Følelsen ligger hos S. ogsaa i Villien, der maa
oversættes ved Drift ell. Trang. Her kommer
da det interessante ny, der sætter S. i den
skarpeste Modsætning til alle de andre
Romantikere, og som tillige giver ham en enestaaende
Stilling i hele Filosofiens Historie. Det
»absolutte«, det sidste Grundprincip, havde hos
Fichte og Hegel en etisk Karakter; hvorledes
det end nærmere blev bestemt, havde det et
stort fælles Træk: det udtrykte en Mening i
Tilværelsen, en etisk Verdensorden. S. hævder
det modsatte Standpunkt: Verden er i sin
inderste Grund slet ell. ulykkelig, Tilværelsen er
absolut irrationel. Spørgsmaalet maa da blive,
hvorfor Villien objektiverer sig og dermed
skaber Lidelse og Ulykke? Her bliver Begrebet
Villie nærmere bestemt; den gør det nemlig, fordi
den er Villien til Livet, Driften til blot at leve,
den blinde rastløse Jagen fra Form til Form,
fra Eksistens til Eksistens. Villien bliver
herved Selvopholdelsesdriften som Verdensprincip,
men en Selvopholdelse, der ikke fører til noget
ud over den blotte Eksistens. Ud over selve det
at fortsætte og forplante Livet har Tilværelsen
og den Enkeltes Liv ingen Mening; set under
Evighedens Synspunkt er Tilværelsen
meningsløs, set fra den Enkeltes Synspunkt er Livet
den store Ulykke. Betragtning af
Hensigtsmæssigheden, Tro paa Fremskridtet førte
Romantikerne til at lægge en etisk Verdensmening
ind i den teoretiske Filosofis sidste
Grundprincip; klarere og klarere udtrykte gennem
Udviklingen Tilværelsen denne Mening, trods de
enkelte Tilbageskridt og de enkelte, der gik i
andre Retninger; for Hegel blev den enkelte,
der gik sine egne Veje, egl. det Onde i
Tilværelsen. S. saa Nøden og Elendigheden i
Verden og sluttede, med samme Ret som
Optimismen havde draget sin Slutning, til en ond ell.
ulykkelig Aarsag; den Enkelte blev ikke som
hos Hegel den Onde, der gik Livet imod, men
den Ulykkelige, der blev bedraget af Livet
gennem sin Villie til Livet. Naar den Enkelte
forplanter Slægten, tror han, at det er hans egen
Tilfredsstillelse, det gælder, men det er en
Illusion, det er Livet, der higer efter at fortsættes,
det er Villien til Livet, der narrer den Enkelte
til at forøge Summen af Lidelse og Ulykke.
Al Eksistens er Ulykke; dette er
Grundpostulatet hos S., et paa mange Steder genialt
gennemført Synspunkt, en berettiget Hævdelse over
for den Optimisme, der overser den Enkeltes
ell. saa manges Nød og Ulykke, men urigtigt
som Dogme. Ingen kender Summen af Lykke
og Ulykke i Verden, men for at hævde sin
Paastand mener S., at Ulysten psykologisk er det
positive i Livet, den saakaldte Lyst blot en
momentan Ophævelse af Ulysten. Denne
Betragtning er lige saa upsykologisk som
Adskillelsen mellem Erkendelse og Villie; ad
psykologisk Vej kan Optimismen ikke saa let afvises.
Ud fra hele denne Opfattelse af Livet maatte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0059.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free