Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schrøder, Richard Karl Heinrich - Schröder, Wilhelm - Schröder-Devrient, Wilhelmine - Schröderheim, Elis - Schrödter, Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Litt.: Frantz Dahl i »Tidsskr. for
Retsvidenskab« XXX [1917] S. 265—67; Ulrich
Stutz i »Zeitschrift der Savigny-Stiftung für
Rechtsgeschichte. Germanistische Abt.« XXXVIII
[1917] S. VII—LVIII).
Fz. D.
Schröder [’∫rø.dər], Wilhelm, plattysk
Forf., f. i Oldendorf ved Stade 23. Juli 1808, d. i
Leipzig 4. Oktbr 1878. Han besøgte Gymnasiet i
Stade, studerede Jura og Filosofi i Leipzig,
bosatte sig 1837 i Hannover, hvor han fra 1840—66
redigerede »Hannoversches Volksblatt«, i hvis
første Aarg. han offentliggjorde sit bekendte
Eventyr »Wettloopen zwischen dem Hasen un
dem Swinegel up de lüttge Heide bi Buxtehude
nach einer alten Tierfabel« (særlig udg. 1868).
Hans politiske Holdning i 1866, da han sluttede
sig til de annekterende Preussere, bragte ham i
en saa vanskelig Stilling, at han maatte forlade
Hannover for atter at tage Ophold i Leipzig,
hvor han i Boghandler Brockhaus havde en
formaaende Ven. Som Humorist paa Plattysk vandt
han sig Navn — bl. hans Bøger kan fremhæves
»Swinegels Lebensloop un Enne in’n Staatte
Muffrika«, »Jan Peik de norddütsche
Spaszmaker«, »Haideland und Waterkant« (5 Bd 1871).
Hos Reclam findes forsk. Humoresker udg.
(Litt.: Arnold Schröder i Reclam’s Udg.
af »Humoresken«).
C. B-s.
Schröder-Devrient [’∫rø-dər-dəvri’æŋ],
Wilhelmine, tysk dram. Sangerinde, f. 6. Decbr
1804 i Hamburg, d. 26. Jan. 1860 i Koburg. Hun,
der var en Datter af ovenn. Sophie S., kom
tidlig paa Scenen i Balletternes Børnerolier, fik 15
Aar gl sin egl. Skuespildebut paa Burgteateret
i Wien som Aricia i Racine’s »Fædra«, gjorde
straks Lykke, men vakte dog endnu større
Forhaabninger, da hun Aaret efter (1821) som
Pamina i »Tryllefløjten« aabenbarede, at hun tillige
besad Sangens Gave, og da hun snart efter med
Glans udførte Leonora i Beethoven’s »Fidelio«,
bredte hendes Ry sig ud over hele Tyskland.
Hun bestemte sig nu for at opgive Skuespillet og
helt at give sig Sangen i Vold, men hendes
Skuespillerindebegavelse fornægtede sig alligevel
ikke, og medens hendes Sangkunst udfoldede sig
i pragtfuld Fuldkommenhed, gav hun sine
Roller, bl. hvilke særlig kan nævnes Donna Anna,
Vestalinden, Romeo, Søvngængersken, Norma og
Valetine i »Hugenotterne«, en gribende dram.
Udformning. Ogsaa uden for Tyskland’s
Grænser gjorde hun Lykke: 1830 optraadte hun første
Gang i Paris, 1832 i London, 1835 naaede hun til
Rusland, Efteraaret 1847 optraadte hun paa det
kgl. Teater i Kbhvn, bl. a. som Valentine, Donna
Anna og Norma. 1823 havde hun ægtet den
kendte Skuespiller K. A. Devrient, men
Forbindelsen var ikke lykkelig; senere indgik hun
gentagne Gange nye Ægteskaber; 1849 trak hun sig
tilbage, men optraadte dog siden nogle Gange i
Berlin. S.-D. var ubestridt sin Periodes
betydeligste dram. Sangerinde. (Litt.: v. Glümer,
»Erinnerungen an W. S.« [Leipzig 1862]; v.
Wolzogen, »W. S.« [Leipzig 1863]).
(A. A.) R. N.
Schröderheim [’skrø.dərhæ^im], Elis, sv.
Embedsmand, (1747—95), nedstammede fra en
tysk Slægt Schröder, som ved Midten af 17.
Aarh. var kommen til Sverige og 1759 adledes
under Navnet S. Han kom tidlig ind paa
Embedsbanen og vandt Gustaf III’s Gunst ved den
Dygtighed, hvormed han paa Rigsdagen 1778
fungerede som Bondestandens Sekretær; 1782
blev han Statssekretær. S. var p. Gr. a. sin
Aandrighed og Livlighed Gustaf III’s specielle
Yndling og hørte til dem, der fortrinsvis
arrangerede Hoffets Fornøjelser. Ved hans
Virksomhed som Embedsmand klæber en svær Plet, den
Simoni, han drev ved Besættelsen af kirkelige
Embeder (den saakaldte Pastoratshandel). Efter
1786 ophørte S. at have Indflydelse i den højere
Administration og blev tilforordnet
Landshøvding i Upsala Len; 1786 blev han en af de 18 i
det nystiftede sv. Akademi. 1792 blev han
tilforordnet Hofkansler; efter Gustaf III’s Død var
han Landshøvding i Upsala, men fik 1794 sin
Afsked, da han uden Grund mistænktes for
Delagtighed i den saakaldte Armfelt’ske
Sammensværgelse. Han døde i Fattigdom. S.
udmærkede sig ved sin Aandrighed og sine
fremragende Egenskaber som humoristisk Skribent og
Komedieforfatter. Han efterlod sig »Anteckningar
till Gustaf III’s historia«. (Litt.: Tegnér,
»Från Tredje Gustaf’s dagar« III [Lund 1892];
»Schröderheim, Brev«, utg. af O. Levertin
[Sthlm 1902, i »Svenska memoirer och brev«, 6]).
— Hans Hustru Anna Charlotte
Stapelmohr (1754—91 31. Decbr ell. 1792 1. Jan.) er
bleven bekendt ved sin Aandrighed og
Slagfærdighed i Replikken, Egenskaber, der til sidst
paadrog hende Gustaf III’s Unaade. Det
almindeligst forekommende Portræt af Fru S. er
ikke autentisk, men er kun ved en Forveksling
blevet henført til hende. Det rette findes i
»Personhistorisk Tidskr.« (sv.) II. (Litt.:
Crusenstolpe, »Medaljonger och statyetter«
[Sthlm 1882]).
(A. S.) G. C.
Schrödter [’∫rötər], Adolf, tysk Maler,
Raderer og Litograf, f. 1805 i Schwedt, d. 1875 i
Karlsruhe, var Elev af Kobberstikkeren
Buchhorn i Berlin og gik samtidig paa Akademiet
smst. 1829 rejste han til W. Schadow i Düsseldorf,
1859—72 Prof. ved Karlsruhes Polytechnikum.
Til den der herskende romantisk-sentimentale
Kunstretning ofrede han sine første Billeder,
men hans sunde Humør reagerede hurtig, og med
sit Billede »Die trauernden Lohgerber« (1832)
leverede han en vittig Karikatur af al den
forlorne Traurighed. Med dette Billede havde han
fundet sit Omraade: rig paa Lune og Fantasi
med udpræget Evne for den godsindede
Karikering blev han en af Periodens mest yndede
humoristiske Illustratorer. Af hans Billeder, der
ikke har særlig Fortjeneste som Malerkunst,
skal nævnes: »Wirtshausleben am Rhein«,
Malerierne med Emner af »Don Quixote«, som Heine
betegnede som uovertræffelige, Billederne med
Scener af Falstaff’s Bedrifter, af Münchhausen’s
og Uglspil’s Eventyr, »Des Weines Hofstaat« og
»Der Triumphzug des König Wein«. Men mere
Fornøjelse end af Malerierne har man af S.’s
Raderinger (bl. a. Don-Quixote-Suiten paa 16
Blade), Litografier (»Leben und Thaten des
Abgeordneten Piepmeier«), let henkastede
Akvareller (»Rheinwein«, »Maitrank«, »Punch« u.
»Champagne«) og allermest maaske af hans
smaa ornamentale Friser, Arabesker o. l., hvor
hans muntre lunefulde Paafund i Forbindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
