Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schulz, Johann Abraham Peter - Schulz-Beuthen, Heinrich - Schulze, Ernst Konrad Friedrich - Schulze, Friedrich August - Schulze, Gottlob Ernst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved sine melodirige »Lieder im Volkston« (1779,
1782 og 1790), senere med »Uzens lyrische
Gedichte« og »Religieuse Oden und Lieder«. Det
folkeligt-enkle og den egne lyriske Stemning i
disse Sange blev af Bet. for Udviklingen af
hele denne Kunstart, den tyske Lied. 1776—78
var S. Musikdirektør ved det af Hoffet
underholdte fr. Teater i Berlin, og blev efter dettes
Nedlæggelse Kapelmester hos (Frederik II’s
Broder, Prins Heinrich i Rheinsberg (1780—87),
hvor han komponerede en hel Rk. Operaer,
deriblandt La fée Urgèle og Aline, og særlig
slog igennem med sin Musik til Racine’s Athalie.
Det skyldes dennes Opførelse i Kbhvn ved en
Koncert i det Schimmelmann’ske Palæ, og hans
Ven, den musikalske Prof. Cramer i Kiel, at S.
blev engageret som kgl. Kapelmester i Kbhvn
(1787—95). S. sluttede sig med Varme til sit
ny Hjem, tog sig ivrig af Kapellets
Anliggender og forstod i stigende Maal ret mærkeligt i
sine Kompositioner at nærme sig den danske
Folketone. Gennem dem og sin Elev Weyse
har han faaet Bet. ogsaa for dansk Musik,
særlig for den danske Romance. I denne
Henseende skal særlig fremhæves hans tre
dramatiske Arbejder »Høstgildet«, »Indtoget« og
»Peters Bryllup«, der nød den største
Popularitet. Endvidere komponerede han en hel Rk.
kirkelige Værker, deriblandt Oratorierne »Maria
og Johannes«, til Tekst af Johs. Ewald, og
»Christi Død« af Baggesen (Nyudgave i
Klaverudtog 1879) samt Thaarup’s Hymne »Gud
Jehova«. Af S.’s tyske Sange udgav Rahbek et
Udvalg med. danske Tekster (1792).
Overhovedet befandt S. sig udmærket i Kbhvn, og det
var med Smerte, at han, tvungen af sit svage
Helbred, der yderligere blev svækket ved hans
Redningsforsøg ved Christiansborgs Brand, 1795
maatte forlade Danmark for at søge Lindring i
Syden. Senere Udtalelser fra ham vidner om,
hvor inderlig han bestandig følte sig knyttet til
sit tidligere »Hjemsted«, som han kaldte det.
Til Syden naaede han dog ikke. Skibet, der
skulde føre ham til Lissabon, blev af Stormen
forslaaet til Arendal i Norge, hvor S. maatte
blive et helt Aar, indtil han omsider 1796 atter
naaede Tyskland. De sidste Aar tilbragte han
i Berlin og Rheinsberg, efter sin Hustrus Død
(1797) som en nedbrudt Mand. S. er endvidere
optraadt som Musikforf., saaledes paa
Foranledning af Bondeemancipationens Mænd, særlig
Reventlow, med en lille Afhandling: »Gedanken
über den Einfluss der Musik auf die Bildung
eines Volks« (1790). (Litt.: Otto Riesz,
J. A. P. S.’s Leben« i »Sammelbände der
Internat. Musikgesellschaft«, XV, 1914).
A. H.
Schulz-Beuthen [’∫olts-’bå^ytən], Heinrich,
tysk Musiker (1838—1915), virkede en længere
Tid i Zürich som Komponist og Lærer og havde
fra 1881 Ophold i Dresden. S. satte sig i sine
Kompositioner omfattende og ophøjede Maal,
men synes aldrig ret at have kunnet naa dem;
han er nærmest Programmusiker af den
Liszt’ske Retning. S. har skrevet en Rk. store
Symfonier (med Titler som »Dem Andenken Haydns«,
»König Lear«, »Siegessinfonie« o. l.), endvidere
symfoniske Digtninge — som »Die Todteninsel«,
»Bacchantenzug«, »Mittelalterliche Volkscene«
m. fl. —, større Vokalværker, en symfonisk
Klaverkoncert, Klaversonater med Titler som
»Heroische Sonate« og »Alhambra-Sonate«, fl.
Operaer, Mandskor m. m.
W. B.
Schulze [∫oltsə], Ernst Konrad
Friedrich, tysk Digter, f. i Celle 22. Marts 1789,
d. smst. 26. Juni 1817. Han studerede Teologi
og Literatur i Göttingen, hvor han habiliterede
sig 1812. Som frivillig hannoveransk Jæger
deltog han 1813—14 i Krigen mod Frankrig,
forkølede sig paa en Rhinrejse og blev ikke mere
rask. Han er en meget sødlig og sentimental
Lyriker, hvis Hovedværk, det, i formel
Henseende upaaklagelige, romantiske Epos »Die
bezauberte Rose« (1818) Grabbe blodigt spotter.
Af hans øvrige Værker kan nævnes »Gedichte«,
»Vermischte Gedichte« og et Epos »Cäcilia«,
der er en Forherligelse af hans afdøde Brud
Cæcilia Tychsen. »Sämtliche poetische Werke«,
udgivet med Indledning af Bouternek, 4 Bd
(1818—20). Udgave med Biografi af Marggraff,
5 Bd (1855). (Litt.: H. Marggraff, »E. S.«
[1855]; A. Silbermann, »S.’s Bezauberte
Rose« [1902]).
C. B-s.
Schulze [’∫oltsa], Friedrich August,
tysk Forf., f. i Dresden 1. Juni 1770, d. smst.
4. Septbr 1849. Han besøgte Kreuzschule i sin
Fødeby, blev Kancellist i Finansministeriet,
men studerede derpaa 1797—1800 i Leipzig,
vendte atter tilbage til Dresden, og redigerede
et Aarstid »Abendzeitung«. En ny Ansættelse i
Statstjeneste fik han 1807 ved
Landes-Oekonomie-Deputation og udnævntes 1820 til
Kommissionsrat. Han var en meget frugtbar
Romanforfatter — fremfor alt læggende Vægt paa
Underholdning — og udsendte under fl.
Pseudonymer, af hvilke Friedrich Laun var det
mest kendte, over 200 Bøger. Først
paavirkedes han af Lafontaine’s frivole Stil, senere
ogsaa af Clauren’s mere sentimentale og
sødlige Manér. Bl. hans mest læste Fortællinger
og Romaner kan nævnes »Das kurze Bein«
(1796) og »Der Mann auf Freiersfüszen«
(genoptrykt hos Reclam), de komiske Romaner »Die
Luftschlösser« og »Noth aus Ueberfluss«.
Sammen med A. Apel udgav han »Gespensterbuch«
og nærmede sig i »Gedichte« (1828) de
pseudoromantiske Digtere i Dresden. Hans
»Memoiren« (3 Bd, 1837) er værdifulde til Belysning af
Tidens Personligheder og Begivenheder.
»Gesammelte Schriften« med Prolog af L. Tieck
(6 Bd 1843). (Litt.: H. A. Krüger,
»Pseudoromantik« [1904]).
C. B-s.
Schulze [’∫oltsə], Gottlob Ernst, tysk
Filosof (1761—1833), virkede som Docent i
Wittenberg, derefter som Prof. i Helmstedt og fra
1810 til sin Død i Göttingen. Han udgav 1792
»Änesidemus«, hvori han, paa lgn. Maade som
Jacobi 5 Aar før, paaviste Modsigelsen i Kant’s
Begreb »Ding an sich« og hævdede et mere
subjektivistisk ell. skeptisk Standpunkt som
Konsekvensen af den kritiske Filosofi. Bogen
vakte stor Opsigt; i alle Indlæg i den
interessante erkendelsesteoretiske Diskussion, der
blev ført om »Kritik der renten Vernunft«, og
som udgør et særligt Afsnit af Filosofiens
Historie, vil man træffe Navnet »Änesidemus-S.«.
Foruden Hovedværket maa af hans Skr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
