Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schumann, Robert Alexander
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Venner udgivne Fagskrift: »Neue Zeitschrift f.
Musik«, et Kampskrift mod Snobber,
Dilettanter, Filistre og Virtuostilbedere (Tiden led jo
under Rossini- og Virtuosdyrkelse); for dette
Tidsskrift skrev S. en lang Rk. aandfuldt
formede, varmt følte og kundskabsrige Artikler, der
ikke forblev uden Indflydelse paa Samtidens
Musikliv og opfattelse (af Chopin, Gade, Berlioz
o. fl.). S. yndede heri at optræde under
forskellige Pseudonymer, særlig den lidenskabelige
Florestan, den blide Eusebius og den
eftertænksomme (og sjældnere optrædende)
Raro. Paa hans Stil havde de begejstret
dyrkede Poeter: Jean Paul og E. T. A. Hoffmann
særlig Indflydelse. 1844 traadte S. tilbage fra
Redaktionen af »Neue Zeitschrift«; sin sidste
Artikel dertil — om Johs. Brahms — skrev
han 1853. — Imidlertid fortsattes Rækken af
Klaverværker, saaledes med »Carneval«, Sonate
i Fis-Mol, Fantasi i C-Dur, Fantasistykker (Op.
12), »Die Davidsbündler«, »Kinderscenen«,
»Kreisleriana«, »Novelletten«, »Faschingschwank«,
Études symphoniques o. fl. — S.’s Følelse for
Wieck’s Datter Clara (se ovf.), hvem han
efter megen Genvordighed havde ægtet 1840,
havde inspireret ham til en Rk. Sange, der vandt
vid Udbredelse, og bl. hvilke S.’s berømteste
Kompositioner findes: »Liederkreis«, Op. 24
(H. Heine), »Myrthen«, 12 Digte af J. Kerner,
»Dichterliebe« (H. Heine), »Liebesfrühling«
(Rückert), »Liederkreis«, Op. 39 (Eichendorff),
»Frauenliebe und -leben« (Chamisso),
Romancer, Ballader og Duetter. — Fra Klaverstykker
og Sange skred S. nu i de flg. Aar til de større
Instrumentalformer. Allerede 1841 blev den 1.
Symfoni i B-Dur, af S. selv kaldet
»Foraarssymfonien«, opført; fra samme Aar stammer
bl. a. Symfonitorsoen »Ouverture, Scherzo und
Finale« og det første Udkast til den senere 4.
Symfoni i D-Mol, fra det flg. Aar de 3
Strygekvartetter (Op. 41) og den prægtige Klaverkvintet
i Es-Dur (Op. 44) — disse sidste
Kammermusikværker (hvortil kommer Klaverkvartetten,
medens de to Klavertrioer falder nogle Aar senere)
efter det omhyggeligste Studium af Mozart’s og
Beethoven’s Mesterværker. 1843 opførtes et
Værk i endnu større Form, det verdslige
Oratorium »Das Paradies und die Peri« (Tekst
efter Th. Moore’s »Laila Rookh«), og s. A. blev
S. Lærer ved det nyoprettede Konservatorium i
Leipzig, en Stilling, der kun passede lidet for
den tunge og usædvanlig ordknappe Kunstner.
Til Leipzig havde S.’s Liv hidtil været knyttet
— bortset fra et kort Ophold i Wien (1838), hvor
han uden Held søgte at skaffe Plads for sig og
sit Tidsskrift. Nu (1844) nødtes han, efter
en længere Kunstrejse til Rusland med sin
Hustru, ved Forløbere for den kommende
Sindssygdom til at opgive alt Arbejde i Leipzig og
tage Bolig i det roligere Dresden, hvor han, da
Kræfterne atter steg, levede ene beskæftiget
med Komposition: Klaverkoncert i A-Moll,
Symfoni Nr 2 i C-Dur, »Faust«-Scener samt
»Genoveva«, S.’s eneste Opera og i
Sandhed hans Smertensbarn. Operaen (Tekst
efter Hebbel) opførtes 1850 i Leipzig
under S.’s personlige Ledelse, men
henlagdes efter 2 Opførelser. I Virkeligheden savnede
Lyrikeren S. den særlige Evne at kunne skrive
dram. Musik. S. A., som Mendelssohn, der i
Leipzig-Tiden havde været S.’s beundrede Ven,
døde (1847) — et Dødsfald, der gjorde voldsomt
Indtryk paa den allerede nervøst oprevne S.
—, overtog S. Ledelsen af den stedlige
»Liedertafel« og grundede det næste Aar en
Korsangforening,, men allerede 1850 tog han imod
Stillingen som Stadsmusikdirektør i Düsseldorf.
Til at begynde med havde denne Forandring en
meget gunstig Indflydelse paa S.’s Helbred og
Sindsstemning, og han kastede sig ind i en
rastløs Produktion, hvoraf Frugten var den 3.
Symfoni, i Es-Dur (den »Rhinske«), Musikken til
Byron’s »Manfred«, den omarbejdede 4.
Symfoni, »Der Rose Pilgerfahrt« (Koncertkantate),
Korballaderne: »Des Sängers Fluch«, »Das
Glück von Edenhall« m. fl., foruden en
Cellokoncert, Violinfantasi og en Del Kammermusik-
og mindre Kompositioner.
Til denne forcerede — til Dels mindre
værdifulde — Produktion slog S.’s i fl. Aar
svækkede Helbred ikke til, og hans Sindsstemning
trykkedes yderligere derved, at han med Grund
følte sig uskikket til Dirigentvirksomheden og
derfor kom paa Kant med Düsseldorfs
Borgerskab (1853). Nervesvækkelsen tiltog,
Hallucinationer indfandt sig i stigende Grad, og en
Kunstrejse med Clara S. til Holland var det
sidste Lysglimt i S.’s Tilværelse. Hans Aand
omtaagedes, han gjorde et mislykket
Selvmordsforsøg (1854) og indlagdes derefter i
Sindssygehospitalet i Endenich ved Bonn, hvor
han døde efter omkr. to Aars Ophold. I sine
sidste Leveaar havde S. vundet og bevaret en
trofast Ven i den unge Johs. Brahms.
S. skred i sin Ungdoms og første Manddoms
Komponistgerning fra den mindre til den større
Genre: fra Klaverstykker og Sange til
Symfonier, Kammermusik og Korværker. Samtidig
udvikledes hans Individualitet, idet han naaede
frem til større Afgærethed og Klarhed, en
Udvikling, paa hvilken det nære Forhold til
Mendelssohn, hvem S. saa op til i næsten blind
Beundring, havde ikke ringe Indflydelse. Men i
Hovedsagen forblev S.’s Kunstnerpersonlighed
den samme. Han var og blev Romantiker (den
mest udprægede, Musikhistorien hidtil havde
kendt) med dennes oversanselige Sværmeri —
undertiden tilsat med en Portion Føleri —,
Hang til Mystik og Fantasteri og trodsig
udfordrende Spot over Akademikere og Filistre. Hans
varme Gemyt havde næret sig ved Poesien, og
han knyttei sig i sine første, snart ungdommelig
kække, ja oprørske, snart legende yndefulde,
snart atter overfølsomme Klaverstykker direkte
til sine Yndlingsdigtere som Jean Paul og
E. T. A. Hoffmann, senere i Sangene til
Digtere som Heine og Eichendorff. Dette
litterære Drag er ejendommeligt for S. Men paa
den anden Side holder S.’s rent lyriske
Begavelse ham fjernt fra den saakaldte
»Programmusik«, og hans sunde oprindelige Musikerevne,
den han pligttro opdrog i Beethoven’s,
Schubert’s og ikke mindst Bach’s Skole, skærmede
ham mod den Eksperimenteren og Udflyden,
som de litterære Romantikere henfaldt til.
S.’s højeste Udvikling betegnes ved hans Sange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
