Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schwaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i ældre Tid ogsaa Alamannien og
inddeltes, ligesom andre tyske Stammelande, i
Middelalderen i Fylker (Gaue), hvis Navne, som
Breisgau, Klettgau, Algau o. s. v., endnu lever
i Folkemunde. S. udgjorde den største Del af
den schwabiske Kreds, en af det gl.
tyske Riges ti Kredse, af hvilke den
øvrerhinske (efter Alsaces’ Afstaaelse 1648 til Frankrig)
og den kurrhinske Kreds dannede Vestgrænsen,
den frankiske Nordgrænsen, den bayerske og
østerr. Østgrænsen, medens Schweiz omgav
Kredsen mod S. De under den naturskønne og
frugtbare schwabiske Kreds henhørende
Landstrækninger (tilsammen 34700 km) var delte
mellem en Mængde gejstlige og verdslige
Fyrster (de vigtigste var Biskopperne af Konstanz
og Augsburg, Hertugen af Württemberg,
Markgreverne af Baden og Fyrsterne af
Hohenzollern), Prælater, Grever o. a. Herrer samt 31
Fristæder (Ulm, Augsburg, Ruitlingen,
Nördlingen, Memmingen, Heilbronn o. s. v.), der alle
var repræsenterede paa Kredsdagen i Ulm.
Denne sammenkaldtes af Württemberg, Baden
og Biskopperne af Augsburg og Konstanz,
medens Kredsdirektoriet tilhørte Württemberg.
Historie. De i den ældste Tid i S. boende
keltiske Stammer fortrængtes c. 100 Aar f. Kr.
af Sveverne, et germansk Folk, der i Slutn. af
1. Aarh. e. Kr. blev undertvungne af Romerne,
idet deres Land kom til at udgøre den
sydvestlige Del af de saakaldte agri decumates
(Tiendelandet), til hvis Forsvar Kejser Hadrian lod
opføre en Vold, der strakte sig fra Koblenz i
NV. over Aschaffenburg til Regensburg i SØ.
I 3. Aarh. trængte Alamannerne, et Forbund af
fl. germanske Stammer, frem mod de rom.
Fæstningsværker og erobrede i 4. Aarh. det
bagved liggende Land, hvor de tog fast Ophold
og blandede sig med Sveverne, der gik op i
Alamannerne, uden at deres Navn dog helt
forsvandt, idet det endnu i rum Tid brugtes som
Betegnelse for den Del af S.’s Befolkning, der
boede Ø. f. Schwarzwald, medens Beboerne af
de V. f. denne Bjergkæde liggende Egne
fortrinsvis kaldtes Alamanner. Efter Slaget ved
Tolbiacum (496) maatte Alamannerne anerkende
Frankernes Overherredømme; dog beholdt de
endnu i nogen Tid deres egne Hertuger. Fra
Pipin den Lille’s Tid regeredes S. af frankiske
Grever, indtil der efter Karolingernes Uddøen
atter nævnes en Hertug i S., nemlig
Burkhard I, som 919 fik Stadfæstelse i sin
Værdighed af Henrik Fuglefænger. S. kom senere
under forsk. Fyrsteslægter, til Tider ogsaa
under de kejserlige Slægter. 1157 overdroges S.
til Rudolf af Rheinfelden, senere valgt til tysk
Konge. Allerede 1079 bortforlenede Henrik
IV S. til Grev Frederik af
Hohenstaufen, som dog maatte afstaa betydelige
Landstrækninger til Rudolf’s Søn og Svigersøn.
1106 efterfulgtes han af sin ældste Søn
Frederik II, der 1147 afløstes af sin
Søn Frederik III, men da denne
besteg den tyske Trone 1152 (Frederik
Barbarossa), gav han S. til sin Fætter Frederik
IV, efter hvis Død (1169) Frederik Barbarossa’s
Søn Frederik V blev Hertug. Han døde
1191 paa Korstog, hvorefter hans Brødre
Konrad (død 1196) og Filip (død 1208) arvede
Lenet. Den næste Hertug var Frederik VI,
der som Kejser Frederik II forlenede sin Søn
Henrik med S. (1219); da han 1238 havde
mistet Lenet p. Gr. a. Oprør, gik S. over til
hans Broder Konrad (som tysk Konge
Konrad IV), efter hvis Død (1254) det tilfaldt hans
2-aarige Søn Konrad (Konradin), der
bortpantede ell. solgte den største Del af sine
schwabiske Besiddelser for at faa Penge til sit
italienske Tog, som endte med hans Død (1268).
Ligesom ban var den sidste ægtefødte Ætling af
Huset Hohenstaufen, der har givet Tyskland de
saakaldte schwabiske Kejsere, blev
han ogsaa den sidste Hertug af S., idet
Hertugdømmet efter hans Død opløstes og aldrig mere
blev genoprettet, skønt Rudolf af Habsburg
gjorde Forsøg derpaa. De schwabiske gejstlige
og verdslige Fyrster, bl. hvilke Greven af
Württenberg snart blev den mægtigste, Prælater,
Ridderskab og Stæder blev nu rigsumiddelbare
Stænder, dog saaledes, at de mindre anselige
bl. dem ikke helt kunde unddrage sig kejserlig
Jurisdiktion ell. Tilsyn af kejserlige
Landfogder, der værnede om de Riget tilkommende
Rettigheder, som Kejserne forbeholdt sig i S.,
og styrede, hvad der var blevet til overs af
Kronens Gods, Herligheder og Indkomster. Men
denne Rest af den gl. hertugelige Myndighed
havde kun ringe Bet., og det skønne Land blev
derfor i Middelalderens sidste Aarhundreder
hjemsøgt af uophørlige Fejder, om hvilke
Mindet endnu lever i en Mangfoldighed af
Folkesagn, der har ydet rigt Stof til romantisk
Digtning i nyere Tid. Den gentagne Gange af
Kejserne paabudte og af Stænderne tiltraadte
almindelige Landefred bragte ingen Fred til Veje.
hge saa lidt som det schwabiske
Stadforbund (1331—86),
Schleglerforbundet (1360—96), et Forbund af de
rigsumiddelbare Herrer og Riddere i S. (Kendingstegnet
var en lille Sølvkølle, deraf Navnet), og det store
schwabiske Forbund (1488—1534)
kunde standse Fejderne, bl. hvilke den blodige
Schleglerkrig i sidste Halvdel af 14. Aarh. er
den mest bekendte. Lige saa ødelæggende var
Bondekrigen (1525), efter hvis Ophør
Reformationen hurtig udbredte sig i S., hvorfor ogsaa
fl. af dets Stænder tiltraadte
Schmalkalden-Forbundet. Fra nu af tiltog Spændingen
mellem de schwabiske Protestanter med
Württemberg i Spidsen og de katolske Stænder med
Østerrig som Fører stadig, og S. blev derfor
frygtelig hærget under Trediveaarskrigen. Den
westfalske Fred (1648) bragte S. kun en
kortvarig Ro, idet det maatte tjene som
Krigsskueplads i de fr.-tyske Krige i 17. og 18. Aarh.;
kun 1763—92 nød det en uafbrudt Fred. I
sidstnævnte Aar begyndte Krigene mellem Tyskland
og den fr. Republik, hvorved S. blev haardt
medtaget, indtil Freden i Luneville (1801)
gjorde Ende paa Krigen. Ved Freden bestemtes, at
alle de, de schwabiske Stænder tilhørende
Besiddelser paa venstre Rhin-Bred skulde tilfalde
Frankrig, medens de verdslige Stænder skulde
have Erstatning i de Territorier, der hørte
under gejstlige Fyrster og Stifter. 1806 blev kun
Baden, Württemberg, Hessen, Darmstadt,
Bayern, Hohenzollern, Lichtenstein og Leyen
anerkendte som suveræne Stater, under hvilke de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
