Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schwanthaler, Ludwig Michael v. - Schwartz, Athalie - Schwartz, Carl Georg Ferdinand - Schwartz, Christian Friedrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1840), hvor ogsaa hans formskønne
»Danserinder« (to Marmorstatuer) findes; endvidere
Statuer af Mozart (1842, Salzburg), Jean Paul
(1841, Baireuth), Goethe (1843, Frankfurt),
Markgrev Friedrich af Brandenburg (1843,
Erlangen), Tilly og Wrede (1843, Münchens
Feltherrehal), Karl Johan (Norrköping), Kejser
Rudolf (Speyer’s Domkirke), Monumenterne
over Storhertug Karl Fr. i Karlsruhe og
Storhertug Ludvig i Darmstadt, over
Donau-Main-Kanalen i Erlangen, et Springvand (Freiung i
Wien), Buster til Valhalla og Ruhmeshalle,
»Herkules-Skjoldet« (allerede paabegyndt
under Rom-Opholdet 1832—34, med talrige
Fremstillinger efter Hesiodos) m. m. I det
monumentale Portrætfag slog S.’s Evner sjælden til;
dertil gik de for meget i rent dekorativ
Retning. Størst Interesse har hans Kunst ved
Forsøget paa at give urtyske Typer
(Hermanns-Slaget o. m. a.; jfr i Norden Bevægelsen hen
imod en »nordisk Kunst«: Fogelberg etc.), men
ogsaa her viste han mere fantasifuldt
Arrangementstalent end uddybende og
typedannende Skaberevne. I Ny Carlsberg Glyptotek ses
Gipsreliefferne »Hefaistos paa Olympen« (1834)
og »Odysseus og Diomedes«. (Litt.:
Trautmann, »L. S.« [1858]).
A. Hk.
Schwartz [∫varts], Athalie, dansk
Forfatterinde, f. i Kbhvn 22. Febr 1821, d. smst. 2.
Novbr 1871. 1848—53 bestyrede hun en
Pigeskole, senere levede hun af at undervise privat
og af sin omfattende Forfattervirksomhed. Om
Opdragelses- og Undervisningsspørgsmaal
udgav hun adskillige større og mindre Skrifter
— »Haandbog i Undervisningskunsten« (1850),
»Hvor skal jeg sætte min Datter i Skole?«, »Den
nationale Pigeskole« o. fl.; desuden skrev hun
over herhen hørende Emner en Mængde
Bladartikler, delvis meget skarpt polemiserende og
endog injurierende. For sine Smaafortællinger
som »Livsbilleder«, saavel som for Romanerne
»Livets Konflikter«, »Cornelia«, »Stedmoder og
Steddatter« og »Enhver sin Mission« vandt hun
sig en ikke ringe Læsekreds; de drøftede
frimodig Tidens Spørgsmaal, men vidner kun
svagt om Evne til Menneskeskildring; højere
staar til Trods for deres noget skablonagtige
Karaktertegning hendes Skuespil »Ruth« (1853),
»Alexei« (1856) og »Charlotte Corday« (1862),
der alle opførtes paa det kgl. Teater, og af
hvilke især det førstnævnte gjorde Lykke. I fl.
Blade og Tidsskrifter, særlig i »Berlingske
Tidende«, skrev hun en Del gennemgaaende
meget hvasse Litteratur- og Teaterkritikker.
Navnlig i den senere Del af sit Liv var S. en af de
ivrigste Forkæmpere for »Kvindens
Emancipation«, og som saadan har hun utvivlsomt haft
en Del Indflydelse paa den alm. Opfattelse.
(Litt.: Anton Andersen, »Danske
Forfatterinder i 19. Aarh.« [1896]).
(S. M.). H. J-n.
Schwartz [∫varts], Carl Georg
Ferdinand, dansk Navigationslærer og nautisk
Forf., f. i Kbhvn 27. (Febr 1825, d. smst. 30.
Juli 1915. Fra sit 14. Aar til 1845 for han til
Koffardis og ansattes derefter som Lærer ved
Statens Navigationsskole i Kbhvn. Denne Skole
overtoges 1852 af Foreningen til Søfartens
Fremme, men S. forblev ved den og
forfremmedes 1856 til Bestyrer, i hvilken Stilling han
forblev indtil 1896. S. har under sin lange
Lærervirksomhed tidarbejdet en Mængde Lære-
og Haandbøger til Brug ved Navigationsstudiet.
(C. W.-S.). C. B-h.
Schwartz [∫varts], Christian
Friedrich, protestantisk Missionær i Sydindien, f.
22. Oktbr 1726 i Sonnenburg i Brandenburg, d.
13. Febr 1798 i Tanjore. 20 Aar gl kom S. til
Univ. i Halle, hvor han oplevede en Vækkelse
i pietistisk Aand. Her kom han ogsaa til at
hjælpe den fra Indien hjemvendte Missionær
Benjamin Schultze med Korrekturlæsningen af
hans Bibeloversættelse og begyndte derfor at
lære Tamulsk. 1749 modtog han gennem d. y.
Francke en Kaldelse fra Missionskollegiet i
Kbhvn til Missionsgerningen i Indien. Efter at
være ordineret i Kbhvn blev S. over London
sendt til Indien. 1750 kom han til Trankebar.
Allerede 4 Maaneder efter kunde han prædike
paa Tamulsk. 1762 udvidede han Missionen ind
i Landet til Trichinopoly, en By, som dengang
havde 1/2 Mill. Indb., og til hvis pragtfulde
Templer Millioner af Pilgrimme hvert Aar
valfartede. Om Søndagen holdt S. Gudstjeneste paa
Tamulsk, Portugisisk, Engelsk og Tysk. Om
Hverdagen holdt han Skole for tamulske og for
eng. Børn. Frimodigt og slagfærdigt vidnede
han baade for Hedninger og for Katolikker. For
ogsaa at kunne faa Muhammedanere i Tale
lagde han sig efter Hindostani og Persisk. Ved
sin rene og uegennyttige Personlighed og den
Forening af Mildhed og Værdighed, der
prægede hans patriarkalske Skikkelse, øvede han
en betydelig Indflydelse paa mange, ogsaa bl.
den eng. Garnison i Byen. Da Naboben i
Trichinopoly stod under eng. Overhøjhed, ansaa
Missionskollegiet i Kbhvn det for rigtigt at overlade
S. til det eng. Society for Promoting Christian
Knowledge, som ogsaa underholdt Missionærer
i de eng. Garnisonsbyer Madras og Cuddalore.
1768 traadte S. i det eng. Selskabs Tjeneste,
men vedblev at staa i venskabeligt Samarbejde
med de dansk-halleske Missionærer i Trankebar.
Fra Trichinopoly foretog han mange Rejser
til det nærliggende Tanjore, og til sidst tog han
fast Ophold i denne By (1778). Det var dengang
urolige Krigsaar i Sydindien, og den eng.
Guvernør i Madras overdrog S. en vigtig Sendelse
til den mægtige muhammedanske Fyrste, Hyder
Ali i Mysore. For om muligt at sikre Freden
paatog S. sig det farlige Hverv, og han gjorde
et saa gunstigt Indtryk paa Hyder Ali, at han
gav ham Tilladelse til frit at prædike i sin
Hovedstad Seringapatam. Og da Krigen snart
efter brød ud p. Gr. a. Englændernes
Troløshed, gav han sine Soldater Ordre til »at lade
den ærværdige Fader S. færdes uhindret og
vise ham Agtelse og Venlighed, fordi han er en
hellig Mand«. Under den Dyrtid og
Hungersnød, som Krigen medførte, ledede S.
Bespisningen af de nødlidende i Tanjore, og senere blev
han udnævnt til Medlem af et Udvalg, der
skulde ordne Erhvervsforholdene. Da Fyrsten i
Tanjore døde, vilde han gøre S. til Formynder
for sin mindreaarige Arving, Serfodschi, hvad
S. dog undslog sig for; men da den ny Regent
stræbte Serfodschi efter Livet, bragte S. ham
i Sikkerhed til Madras.
Det lykkedes S. at faa det ostind. Kompagni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
