Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schwartz-Nielsen, Thora Marie Christine - Schwarz, Bertold - Schwarz, Frederik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hun genvandt dog ikke sin tidligere Stilling.
28. Maj 1890 optraadte hun sidste Gang som
Kathinka i »Gutter om Bord«. (Litt.:
Robert Neiiendam, »Casinos Oprindelse og
Historie i Omrids« [Kbhvn 1923]).
R. N.
Schwarz [∫varts], Bertold, egl. K.
Anklitzen, freiburgsk Franciskanermunk, skal
være den, der ved at erfare den eksplosive
Virkning af en Blanding af Salpeter, Svovl,
Kvægsølv e. l. Stoffer er blevet Krudtets
Opfinder. Meget lidt ved man dog om ham; ikke
engang hans Levetid er sikker; man henlægger
gerne den nævnte Opfindelse til Beg. af 14.
Aarh., andre nævner Tallet 1259 o. s. v.
Imidlertid er der 1853 oprejst et Mindesmærke for
S. i Freiburg.
S. P.
Schwarz [∫varts], Frederik, dansk
Skuespiller og Instruktør, f. 15. Juni 1753 i Kbhvn,
d. 13. Juli 1838 i Fredensborg. 14 Aar gl blev
S. (1767) Elev ved det kgl. Teaters
Danseskole, ikke af
indre Trang,
men for at
tjene lidt til sit
Underhold; der
uddannedes han
til en dygtig
Danser, og
gennem sit
intime Venskab
med H. W. v.
Warnstedt,
Teatrets senere
administrerende
Direktør,
udvikledes han
intellektuelt, selv om
Forholdets
Natur ikke var af
den ædleste Art. S. havde Udsigt til at
blive Balletmester, da Direktionen, som efter
Londemann’s Død 1773 var i Trang for en
Komiker, opfordrede S., der havde gjort sig
bemærket i Balletternes morsomme Partier, til
at prøve Springet over i Skuespillet; S. gik
ind paa Forslaget, og 19. Marts 1773
debuterede han som Henrik i »Den uformodentlige
Hjemkomst«. Han gjorde Lykke i denne og sine
flg. Debutroller, skønt hans Spil baade var
umodent og anstrengt, men da han satte al sin
Villiekraft ind paa at uddanne sine Evner,
voksede han i de flg. Aar til en betydelig
Skuespiller, hos hvem Naturbegavelsen dog alle
Dage var ringere end Fliden, Intelligensen og
Studiet. Hans Repertoire strakte sig, som den
samtidige Kritiker Haste udtrykte sig, »fra de
mest komiske til de mest tragiske Roller, fra
den unge Mands til Oldingens«, saaledes af
Lægen Tode kunde kalde ham »den største
dramatiske Proteus«. S. fandt Udtryk for Niels
Ebbesen’s aabne Bravhed i Sander’s Drama og
for Pater Johan’s Lumskhed i Samsøe’s
»Dyveke«; han fremstillede baade den ærværdige
Faderværdighed (d’Orbesson i »Faderen«) og
den latterlige Opblæsthed (Jacob v. Tyboe,
Herman v. Bremen), den godmodige
Aabenmundethed (Sir Peter i »Bagtalelsens Skole«)
og den karakterfaste Indesluttethed (v.
Harrwitz i »Fændriken«, den selvbevidste
Myndighed (Robinson i »Den bogstavelige Udtydning«)
og den forkomne Ynkelighed (Mr. »Mist i
»Landsbyteatret«); han kunde ogsaa hæve sig til
dæmonisk Uhygge (Loke i »Balder’s Død«) og
stige ned til lavkomisk Overgivenhed (Sir Philip
i »De fire Formyndere«). 18. Aarh.’s
borgerlige Skuespil var hans Omraade, men han stod
fremmed over for den ny Poesi i
Oehlenschläger’ Tragedier, og hans Udførelse af
Titelrollen i »Palnatoke« naaede ikke op over det
middelmaadige. 21. Marts 1810 tog han Afsked,
men optraadte dog af og til i sine tidligere
Glansroller, indtil han 26. Decbr 1816, i
50-Aaret for sin Optagelse paa Balletskolen, efter
at have udført Præsidenten i »Hververne«
sagde Publikum Farvel i en Epilog.
S. var den danske Scenes Foregangsmand i
18. Aarh. Paa hans Initiativ dannedes 1777
»Det dramatiske Selskab«, en Forening til
gensidig dram. Undervisning, der blev af Bet. for
dansk Skuespilkunst, navnlig ved sin
navnkundige Opførelse af »Balder’s Død« paa
Hofteatret ved Christiansborg (Marts 1778).
Selskabets Tilværelse blev vel ikke langvarig, men
dets Virksomhed førte til S.’s Ansættelse som
Elevinstruktør, til hvilken Gerning hans
Studieophold ved fremmede Scener kom ham til
stor Nytte. I denne Egenskab blev han 1812
sammen med M. Rosing udnævnt til Ridder,
en Anerkendelse, som ingen Skuespiller
tidligere havde modtaget.
S. syslede bestandig med Planer til
Forbedring af sin Stands Kaar, med Tanker til
at hæve Skuespillernes faglige Selvbevidsthed,
ja, til Indflydelse paa Teatrets Styrelse. Han
udfoldede ogsaa en betydelig Virksomhed som
Oversætter, f. Eks. indførte han Beaumarchais
paa den danske Scene og var selv en ypperlig
Figaro i »Barberen i Sevilla«; han rakte ogsaa
Grev Trampe en hjælpende Haand ved Starten
af hans »Odenseiske Nationalteater« (1798) og
fik selv 1802 Bevilling til at oprette et
ambulant Teater under Navnet »Kgl. privilegeret
Provinsialteater«. Denne Plan realiserede han
uden at følges af økonomisk Held ved en Rk.
Forestillinger i Helsingør og en Kunstrejse
gennem Jylland Sommeren 1804, den første
Turné, der udgik fra det kgl. Teater.
S. udgav ogsaa 3 Aargange af »Lommebog
for Skuespilyndere« (1784—86), hvori han skrev
den første danske Teaterhistorie: »Historisk
Efterretning om den danske Skueplads«, som
er kommet senere Forskere til Nytte. Endnu
større Fortjeneste indlagde han sig ved i sin
Alderdom at meddele Th. Overskou sine rige
Teaterminder, som derved kom til at danne
Hovedmaterialet til hans Fremstilling af »Den
danske Skueplads’ Historie« i dens ældre
Periode. Da Arkivet brændte 1794, var disse
Erindringer saa meget desto vigtigere, trods deres
ensidige Præg. Billeder af S. opbevares paa
Teatermuseet. (Litt.: Rahbek og
Foersom, »Theone«, 2. Hæfte [Kbhvn 1811];
Jubeludgave af »Holberg’s Komedier«, III [Kbhvn
1888]: Robert Neiiendam, »Breve fra
danske Skuespillere og Skuespillerinder«, I
[Kbhvn 1911]).
R. N.
 |
| F. Schwarz. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
