Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schweiz (Naturforhold m. m.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og paa meget sandede Jorder Fyrreskov. I de
tilsvarende Egne S. f. Alperne fandtes
Kastanieskov. Med Undtagelse af Kanton Wallis, hvor
Steppekarakteren fremtræder, har S.’s
Græsland i de lavere Egne stedse et fugtigt og
frodigt Præg. Disse Forhold gælder for alle de
lavere Egne i S. ell. den saakaldte Bakkeregion,
der naar en Højde af 7—800 m. Det er denne
Region, der er Sæde for det schweiziske
Agerbrug og Frugtavl. N. f. Alperne kan Vin og Majs
dog kun modnes paa de mildeste Strøg, og
Kastanien trives her kun enkelte Steder som ved
Zuger- og Vierwaldstätter-Søerne. Paa
Alpernes Sydside i de lavere Egne af Kanton Ticino
træffes derimod Oranger, Figen, Granat- og
Mandeltræer. Paa Bjergskraaningerne gaar
Bakkeregionen over i Bjergregionen, der
fortsættes indtil Skovgrænsen, hvorefter man ved
den alpine Region forstaar Bæltet mellem
Skovgrænse og Snegrænse, hvilken sidste i S. ligger
mellem 2700 og 3000 m. De lavere Egnes
Løvskove, der ogsaa nutildags overvejende bestaar
af Bøg, strækker sig op i Bjergene, indtil Bøgen
ved c. 1200 m naar sin Grænse som
skovdannende træ. Af andre Løvtræer nævnes
Avnbøgen, der dog allerede standser ved 800 m,
Kristtorn, der gaar til 1350 m, samt Kastanien,
der i Sydschweiz er skovdannende til 900 m,
hvorefter den afløses af Bøg, Rødgran og Lærk.
Til den lavere Bjergregions Omraade hører
Hovedmassen af Jurabjergene samt Foralperne
og de lavere Højalpedale. Kulturplanterne
dyrkes her endnu. Først standser Frugttræerne og
Hveden, derefter Rugen og til sidst Havre, Byg
og Kartofler, der dyrkes indtil lokalt forsk.
Højder af den øvre Bjerg- ell. nedre alpine Region.
Som Regel naar Planteavlen højere i Alperne
end i Jurabjergene, hvor den allerede ved 1000
m bliver meget usikker. Den øvre Del af
Bjergregionen optages af store Naaleskove, der paa
store Arealer udelukkende bestaar af Rødgran.
Grænsen for dette Træ er 1800 m, men for
øvrigt træffes det hyppigt paa lavere Steder
sammen med Løvtræerne indtil en Højde af 800 m.
I Naaleskovene ser man kun enkelte Løvtræer
og stedse andre Arter end dem, der træffes i
Løvskoven. Særlig nævnes Acer Pseudoplatanus
og Sorbus aucuparia. I disse Skove træffes
ogsaa en Underskov, der tit er rigt udviklet og
bestaar af Sambucus racemosa, Ribes nigrum,
R. petræum, Lonicera alpigena og Salix
grandifolia. Hvor Rødgranen i de schweiziske Alper
hører op, tager Lærk og Zirbelfyr fat og danner
paa Skovgrænsen lave og aabne Skove indtil en
Højde af 2100 m. Denne Grænse for Skoven er
at betragte som Maksimum. Gennemgaaende
begynder den alpine Region i S. paa en Højde
af henimod 2000 m. De Krat af lave og
forvredne Naaletræer (»Krummholz«), der mange
Steder i Alperne udgør det nedre Bælte af den
alpine Region, findes i S. kun nogle faa Steder
i Graubünden og Wallis og dannes her stedse
af Bjergfyrren Pinus montana var. Pumilio.
Det er alene paa Kalkgrund, at man kan træffe
disse liggende Bjergfyr, der sender lange
slangeagtige Grene hen over Jorden. Andre Steder i
S. findes over Skovgrænsen Buskadser af Æl
(Alnus viridis), men hyppigst er dog dette Bælte
bevokset med Alperoser, der her optræder med
størst Pragt og Mængde, selv om man kan
træffe enkelte i Naaleskoven og opad til 2400 m.
Over Alpebuskadset ligger et Bælte af
urteagtige Planter. Af særlig Vigtighed for S. er
dette Bælte ved sine udstrakte Græsgange, der
giver Næring til en stor Mængde Kvæg og Geder.
Det er en Ejendommelighed ved de schweiziske
Alpegræsgange, at de p. Gr. a. den hyppige
Sommernedbør og det forholdsvis lavere Niveau
har et mindre tørt Steppepræg og mere minder
om Engvegetation, end Tilfældet er paa
Bjergkæder i varmere Egne. Over Græsgangene er
store Arealer optagne af nøgent Fjeld eller
Grus- og Stendynger. Det sammenhængende
Plantedække er her hørt op; men almindeligt
findes Dværgbuske samt Urter med tykke,
blaaduggede og nøgne ell. svagt haarede Blade.
Særlig nævnes Linaria alpina, Oxyria digyna,
Thlaspi rotundifolium samt Papaver alpinum,
hvilken sidste dog er indskrænket til
Kalkgrund. Stiger man højere op i
Gletscherregionen, kan man endnu i Spalter paa de Klipper,
der rager op af Sneen, finde Blomsterplanter
som Eritrichium nanum, Androsace glacialis,
Aretia Vitaliana og Anemone glacialis. Paa det
3333 m høje Theodulpass har man fundet 13
Fanerogamer, der endda kun skal udgøre en
Del af Stedets Flora. Paa Finsteraarhorn, 4000
m o. H., har man konstateret Saxifraga bryoides,
S. muscoides og Achillea atrata, og endnu
højere paa samme Bjergs Top (4270 m} voksede
Ranunculus glacialis. En saadan øvre Grænse
for Fanerogamerne som Følge af Luftens
Fortynding og Udtørring, som man f. Eks. har
fundet paa Kilima-Ndjaro, eksisterer ikke i
Alperne. — Man kunde vente, at S. med sin
stærkt udviklede Bjergnatur og sin
Beliggenhed paa Grænsen af Mellem- og Sydeuropa
havde et ualmindelig rigt Dyreliv. Dette
er imidlertid ingenlunde mere Tilfældet. Dels
frembyder Alperne med deres hyppige Laviner
og Oversvømmelser ikke særlig gunstige
Forhold for de større Dyreformer, dels er disse
stærkt aftagne p. Gr. a. hensynsløs Jagt,
hvorfor der nu er indført strenge
Fredningsbestemmelser. Ved en Oversigt over S.’s Dyreverden
er Dyreformernes Fordeling i de forsk.
Højdezoner et Punkt af særlig Vigtighed. I den med
Løvskove beklædte Bjergregion er Dyrelivet
endnu af samme Beskaffenhed som paa den
helvetiske Højslette, hvor det med Undtagelse
af Fugleverdenen, der har fl. indblandede
sydlige Former, har et afgjort mellemeuropæisk
Præg. De største Pattedyr er her Ræv, Hare
og Raadyr, da Kronhjort, Daadyr og Vildsvin
er udryddede ell. i hvert Fald yderst sjældne.
Som Særegenheder for denne Højdezone
fremhæves, at Musvaage og Taarnfalk er de
hyppigste Dagrovfugle — medens Lammegribben er
udryddet og Kongeørnen meget sjælden —, samt
at her lever en ejendommelig Hugormart {Vipera
Redii). Kommer man op i Naaleskoven, træffer
man endnu mange af de Dyreformer, der hører
hjemme i lavere Egne, men her begynder tillige
at optræde fl. af de Dyr, man er vant til at
betragte som særlig knyttede til Alperne. I S.
er Bjørnen dog nu sjælden, den træffes kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
