- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
116

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schweiz (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

»Landene« deres Samtykke dertil, medens
Stæderne stemte for Optagelsen og dannede et
Særforbund (»Sonderbund«) for at skræmme
»Landene«. Den truende Fare for en Borgerkrig blev
imidlertid i Tide afværget; i Stanz afsluttedes
en Overenskomst, iflg. hvilken Særforbundet
blev opløst og Freiburg og Solothurn optagne i
Edsforbundet, hvorpaa den saakaldte »Stanzer
Verkommnisz« vedtoges (22 Decbr 1481); i dette
Aktstykke, et af de vigtigste Dokumenter fra
Edsforbundets ældre Tid, indeholdes
Bestemmelser om Landefreden og Forbundets Styrelse,
Regler for Krigsbyttets Fordeling, baade
erobrede Landstrækninger og Pengeværdier, herunder
ogsaa henregnede de store Summer, fremmede
Fyrster betalte Forbundet for Tilladelse til at
hverve Tropper paa dets Territorium. Thi nu,
da Schweizerne havde erhvervet sig Ry for at
være Europas bedste Soldater, kappedes
Udlandets Stater om at faa dem i deres Sold, hvad
det unge Mandskab villig gik ind paa, da
Lønningssatserne var høje; men det følger af sig
selv, at den Maade, paa hvilken S. saaledes
skaffede sig økonomisk Fordel og
Kulturimpulser, ikke sjælden virkede uheldig baade paa
Enkeltmands og Samfundets Moral, hvorfor
ogsaa stærke Stemmer, deriblandt Zwingli’s,
hæved sig mod »das Reislaufen«, Ungdommens
Udvandring til Udlandet for at tage Krigstjeneste
der. Det var navnlig Frankrig, der drog
Schweizerne til sig, medens Hadet mod Habsburgerne,
den tyske Kejserslægt, bevirkede, at schweiziske
Lejetropper sjældnere tog Tjeneste i Tyskland,
der jo ogsaa snart fik Erstatning for dem i sine
egne, opr. fra Østerrig udgaaede, Landsknægte.
Misstemningen mod Tyskland viste sig ogsaa
deri, at Edsforbundet nægtede at betale
Rigsskatter og stadig sad Rigskammerrettens
Domme overhørig. Forbitret herover og over
Forbundets venskabelige Forhold til Frankrig
besluttede Maximilian I, da Schweizerne afslog at
indordne sig under den nyindførte Kredsdeling
af Riget, at angribe Forbundet, naar der viste
sig en passende Lejlighed dertil; en saadan
fremkom, da Rigskammerretten havde erklæret
Forbundet i Rigets Acht, fordi det nægtede at
anerkende en af Retten fældet Dom i en Sag
mod Byen Skt Gallen. Men denne Krig, der
begyndte i Jan. 1499, løb højst uheldig af for
Kejseren, idet de tyske Rigstropper i Løbet af tre
Fjerdingaar led 5 Nederlag, det betydeligste ved
Dirneck an der Birs (22. Juli 1499), og
da Maximilian indsaa, at de slet bevæbnede og
uøvede Rigstropper intet kunde udrette mod de
krigsvante Schweizere, endte han den kortvarige
Krig ved Freden i Basel (22. Oktbr s. A.),
hvorved Edsforbundet erklæredes for uafhængigt
af Rigskammerretten og fritoges for Rigsskatter.
Herved var S. løst fra undersaatligt Forhold til
det tyske Rige, kun af Navn hørte det dertil,
indtil den westfalske Fred (1648) ogsaa gjorde
Ende paa denne rent nominelle Forbindelse. Med
lige saa stor Kraft som i Tyskland kæmpede
schweiziske Lejetropper i de fr.-ital. Krige i
Slutn. af 15. og Beg. af 16. Aarh. De havde en
væsentlig Andel i Karl VIII af Frankrigs
kortvarige Erobring af Neapel (1495); og fem Aar
efter gjorde de i Hertug Lodovico Moro’s
Tjeneste staaende Schweizerregimenter Oprør,
bemægtigede sig Hertugdømmet og overgav baade
dette og Hertugen til Ludvig XII af Frankrig,
hvorfor Edsforbundet ved Erhvervelsen af
Bellinzona, Pollenza og Riviera fik sin Grænse skudt
længere mod Syd. Men Pave Julius II, der vilde
drive Franskmændene ud af Italien, fik
Schweizerne til at opgive Forbindelsen med Frankrig,
og 1512 førte schweiziske Tropper Lodovico
Moro’s Søn, Maximilian Sforza tilbage til Milano,
hvorpaa de tvang den fr. Hær til at rømme
Norditalien efter at have tilføjet den et
afgørende Nederlag ved Novara (6. Juli 1513), hvad
der skaffede Forbundet en yderligere
Grænseudvidelse mod Syd, idet det fik Lugano,
Locarno, Bormio, Veltlin, Chiavenna og Mendrisio. Men
to Aar efter rykkede Franskmændene atter ind
i Milano, som Ludvig XII’s Efterfølger, Frants I,
erobrede efter til Europas Forbavselse at have
overvundet Schweizerne, trods deres fortvivlede
Modstand, i det blodige to Dages Slag ved
Marignano (13. og 14. Septbr 1515). Det flg. Aar
sluttede Frankrig Fred med Edsforbundet, der
fik udbetalt en stor Sum i Krigsomkostninger,
men maatte love ikke mere at ville blande sig i
Italiens Anliggender (29. Novbr 1516). 1521 kom
et Venskabsforbund mellem de to Magter i
Stand, hvorved Frankrig fik Tilladelse til at
hverve Soldater paa S.’s Grund mod at
indrømme Edsforbundet Handelsfordele samt
forpligte sig tilt en aarlig Subsidiebetaling. Men
herved kom Forbundet til at staa i
Afhængighedsforhold til Frankrig og opgav fra nu af at
spille en selvstændig politisk Rolle, ligesom det
siden da har holdt sig uden for alle europ. Krige.
Samtidig med disse Begivenheder var Basel
og Schaffhausen (1501) samt
Appenzell (1513) blevne optagne i Edsforbundet som
fuldtberettigede Medlemmer, af hvilke der
altsaa nu var i alt 13 (de otte »alte Orte«,
Freiburg, Solothurn og de tre nyoptagne), og
saaledes vedblev Forholdet at være lige til 1798.
Ved Siden af de fuldtberettigede »Orte« stod 11
»zugewandte Orte« ɔ: Lande og Stæder, der fra
14.—16. Aarh. havde stillet sig under
Forbundets Beskyttelse, hvorfor de til Gengæld havde
Del i nogle af de Rettigheder, der tilkom de
fuldtberettigede »Orte«; de fem af dem,
Abbediet Skt Gallen, Stæderne Skt Gallen, Biel,
Mühlhausen og Rottweill sendte som socii
regelmæssig Afsendinge til Forbundsforsamlingerne, de
andre seks, Gersau, de tre rætiske Forbund,
Wallis, Neuchâtel, Stiftet Engelberg og
Bispedømmet Basel gav som Confederati kun Møde
ved overordentlige Lejligheder. Endelig var der
de saakaldte »Undersaatlande«,
Landstrækninger og Stæder, der ved Erobring, Køb ell.
Overenskomst var komne under Forbundets
Herredømme; de ejedes dels af et enkelt af »Ortene«,
dels af flere i Fællesskab; i sidste Tilfælde
skiftedes »Ortene« til at styre dem ved deres
Fogeder. Saaledes ejede Schwyz, Uri og
Unterwalden i Fællesskab Bellinzona, Pollenza og
Riviera, Bern og Freiburg bl. a. Granson og
Murten o. s. fr. De nuv. Kantoner Thurgau,
Pays de Vaud og Tessin er til Dels dannede af
saadanne Undersaatlande, hvis Bet. i Alm. ikke
blot laa i, at S. ved dem blev afrundet til et

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0126.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free