- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
119

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schweiz (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ligesom Grundlaget for Lovgivningen (borgerlig
Lighed, Trosfrihed, Næringsfrihed o. s. v.)
skulde være ens i dem alle. Geneve indlemmedes i
Frankrig, Wallis, hvori de i militær Henseende
vigtige Simplon-Passer fandtes, konstitueredes
som en egen Stat, der dog 1807 som
Departementet Simplon forenedes med Frankrig, og
Neuchâtel, der tilhørte Kongen af Preussen,
udskiltes af Forbundet. Ligesom Mediationsakten
gjorde S. mindre afhængig af Frankrig, end
Tilfældet var med andre fr. Vasalstater, saaledes
føltes i det hele taget, naar undtages Ulemperne
ved Fastlandsspærringen og Tabet af
Menneskeliv i Krigene (S. havde ved en Traktat af 27.
Septbr 1803 forpligtet sig til at stille 12000 Mand
til Napoleon’s Raadighed), Forholdet til
Frankrig ikke som stærkt trykkende, og Napoleon
havde derfor lige til Kejserdømmets Fald mange
Venner i S., særlig i det demokratiske Parti,
medens Aristokraterne for det meste var uvillig
stemte overfor ham. Da derfor Efterretningen
om Nederlaget ved Leipzig (16.—18. Oktbr 1813)
naaede S., nøjedes Forbundsdagen med at
erklære S. for neutralt, hvad de allierede Magter
dog ikke anerkendte, men det aristokratiske
Parti rejste straks, efter at en østerr. Hær paa
March til Frankrig havde overskredet S.’s
Grænse (21. Decbr 1813) en Opstand, hvorved
Patriciaterne genindførtes i Bern, Solothurn, Freiburg
og Luzern, og 29. Decbr s. A. erklærede en i
Zürich sammentraadt Forbundsdag
Mediationsakten for ophævet. 8. Septbr 1814 vedtog en
Forbundsdag, hvor alle Kantoner var
repræsenterede, en ny Forfatning, der
anerkendtes af Wienerkongressen, som garanterede
Forbundets Neutralitet og tillige gik ind paa, at
Genève, Wallis og Neuchâtel genforenedes med S.
Dette blev ved den ny Konstitution en løst
sammenhængende Forbundsstat ell. rettere et
Statsforbund, idet de 22 Kantoner kunde betragtes
som Smaastater, hvis Repræsentanter paa
Forbundsdagen maatte rette sig efter de hjemmefra
modtagne Instruktioner. De enkelte Kantoner
havde for det meste aristokratiske Forfatninger,
der gav Byerne betydelig Overvægt over
Landdistrikterne og ved et kunstigt Valgsystem
sørgede for, at det blev vanskeligt for de lavere
Klasser at faa Andel i Styrelsen. Selvfølgelig
rejste der sig fra Demokraternes Parti en stærk
Opposition mod denne Forfatning, der traadte i
Kraft 7. Aug. 1815, og man forlangte ikke blot en
Forandring af Kantonalforfatningerne, men
ogsaa en Udvidelse af Forbundsdagens
Myndighedsomraade. Efter Julirevolutionen blev denne
oppositionelle Bevægelse saa stærk, at omtr.
Halvdelen af Kantonerne 1830 og 1831 gik ind
paa at give deres Forfatning et mere
demokratisk Præg; navnlig den i Zürich 20. Marts 1831
gennemførte Forfatningsrevision fik stor Bet.
Enkelte Steder antog Bevægelsen en voldsom
Karakter, saaledes i Basel og Schwyz.
Forbundsdagen var ikke i Stand til at gøre Ende paa
Urolighederne, hvorfor Zürich, Bern, Luzern,
Solothurn, Aargau, Thurgau og Skt Gallen 17.
Marts 1832 til Værn for deres ny liberale
Forfatninger afsluttede det saakaldte
Siebenerkonkordat, ligesom Schwyz, Uri,
Unterwalden, Neuchâtel og Basel Stadt 14. Novbr s. A. i
Sarnen dannede et andet Særforbund. Dette
forlangte, at Forbundsdagen skulde nægte at
anerkende den i Basel skete Adskillelse af
Kantonet i Basel Land og Basel Stadt, samt at den i
Juli 1832 vedtagne Forbundsforfatningsreform
skulde opgives. Det lykkedes dog ved en
Sammenslutning af de klerikale og radikale Partier
at redde Reformen (Juli 1833), og
Sarner-Forbundet blev da nødt til at opløse sig, efter at
Forbundstropper havde besat Kantonerne Basel og
Schwyz, hver Urolighederne blev bragt til
Ophør; Byen Basel’s Forsøg paa at gøre sig til
Herre over Landdistrikterne mislykkedes som
Følge heraf, og fra den Tid af forblev Kanton
Basel delt i Basel Stadt og Basel Land. Langt
mere vidtgribende blev de kirkepolitiske
Stridigheder, der blussede op, efter at Luzern, Bern,
Zug, Solothurn, Basel Land, Skt Gallen, Aargau
og Thurgau 20. Jan. 1834 i Baden havde vedtaget
et Forslag til et Konkordat, som skulde sikre
Staten mod Overgreb fra den kat. Kirkes Side,
men Bet. heraf svækkedes ved, at det lykkedes
det klerikale Parti i Skt Gallen at faa
Konkordatet forkastet i dette Kanton (1835), ligesom
Bern traadte tilbage det flg. Aar. I Zürich gav
Ansættelsen af D. F. Strausz ved det
nygrundede Univ. Anledning til et voldsomt Angreb fra
ortodoks Side paa den liberale Regering, som,
efter at en Bondehær 6. Septbr 1839 havde
bemægtiget sig Staden, blev tvungen til at vige
Pladsen for Mænd, der tilførte den
konservative Opposition. To Aar efter vandt de
ultramontane i Luzern en fuldstændig Sejr over
deres Modstandere ved en 1. Maj 1843 gennemført
Forfatningsrevision, og Følgen heraf blev, at det
ultramontane Parti fordrede, at Forbundsdagen
skulde tvinge Aargau til at genoprette de kort
før Begivenhederne i Luzern ophævede Klostre.

Da Forbundsdagen imidlertid 31. Aug. 1843
erklærede Aargau’s Tilbud om at ville genoprette
4 Nonneklostre, for fyldestgørende, forenede
Kantonerne Luzern, Uri, Schwyz, Unterwalden, Zug
og Freiburg sig den flg. Maaned til en
Fælleserklæring om at ville udtræde af Forbundet, hvis
Aargau ikke genoprettede alle de nedlagte
Klostre. Spændingen mellem Partierne tiltog, efter
at de ultramontane havde styrtet den liberale
Regering i Wallis og i Luzern fuldstændig
tilbageslaaet de radikale, der i deres Forbitrelse
over, at det højere Skolevæsen i Kantonet var
kommet under Jesuitternes Ledelse, 8. Decbr
1844 med Magt forsøgte at sætte sig i Besiddelse
af Regeringsmyndigheden. De strenge
Straffedomme, der nu ramte de luzernske radikale,
foranledigede disse til med Bistand af Friskarer
fra andre Kantoner at vove et nyt Angreb paa
Luzern (31. Marts 1845), men ogsaa dette
mislykkedes og kostede Angriberne en Mængde
døde, Saarede og Fanger. For at sikre sig mod
fl. Saadanne Angreb fra de radikales Side indgik
Luzern, Schwyz, Uri, Unterwalden, Zug,
Freiburg og Wallis Decbr 1845 et formeligt
Særforbund (»Sonderbund«) og foretog store
Rustninger for med væbnet Haand at kunne gennemføre
de ultramontanes Fordringer. Forgæves forlangte
Zürich, efter at man var blevet bekendt med
Indholdet af det i Beg. hemmeligholdte
Særforbund, at dette som stridende mod Forfatningen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0129.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free