- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
146

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Scorel, Jan van - Scoresby, William - Scoresby Land - Scoresby Sund

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

et Mesterværk, udført under Opholdet i
Kärnten — og hans Fortjeneste af den omhyggelige
Restaurering af v. Eyck’ernes Alterbillede i S.
Bavo i Gent (»Genteralteret«). Paa den holl.
Udstilling 1922 i Kbhvn saas »Madonna med
Barn«. — En tidligere fremsat Formodning om,
at S. var identisk med den saakaldte »Meister
der Tode Mariae«, har vist sig at være
fejlagtig. (Litt.: Justi, Bode og Scheibler,
»J. v. S.« [»Jahrbuch d. kgl. preuss.
Kunstsamml.« II, 1881]; Wurzbach, »Zur
Rehabilitirung J. v. S.’s« [»Zeitschr. für bild. Kunst«
XVIII, 1883]; H. Tomann, »Studien über J.
v. S.« [Leipzig 1889]).
(A. R.). A. Hk.

Scoresby [’skå.əzbi], William, skotsk
Hvalfangerkaptajn, Naturforsker og Gejstlig, f. 5.
Oktbr 1789 i Crafton ved Whitby, d. 21. Marts
1857 i Torquai, Søn af Hvalfangerkaptajn
William S. (1760—1829). S. ledsagede fra ganske
ung sin Fader paa Hvalfangst i de arktiske
Have og naaede med ham paa Skibet
»Resolution« i Juni 1806 i Havet N. f. Spitsbergen den
højeste nordlige Bredde, som indtil da var
naaet med Skib, nemlig 81° 30′. Om Vinteren
studerede han ved Edinburgh Univ.; 1810, s. D.,
han blev myndig, blev han selv Fører af et
Hvalfangerskib. Sine mangeaarige Erfaringer
fra de arktiske Egne nedlagde han i Værkerne:
An account of the Arctic Regions etc. (1820) og
Journal of a Voyage to the Northern
Whalefishery etc.
(1823). Paa den sidstnævnte Rejse
med Skibet »Baffin« af Liverpool 1822 lykkedes
det S. at kortlægge den dengang ganske
ubekendte Østkyst af Grønland mellem 69 og 75°
n. Br., der tidligere betragtedes som
utilgængelig p. Gr. a. det svære Isbælte, som omgiver
den. Navnlig Kysten fra 70 til 72 1/2° fik han
Lejlighed til at undersøge nøjagtig. S. var den
utrætteligste Fører af et Hvalfangerskib, havde
den største Erfaring i Issejlads og forbandt et
aabent Øje for alle Fænomener i Naturen og
en udmærket Iagttagelsesevne med Kendskab
til og Interesse for alle videnskabelige og
praktiske Studier, tillige Evne til at fremsætte sine
Observationer i en klar og fængslende Form.
Ingen Gren af Videnskaben var ham fremmed,
snart sysler han med Magnetisme,
Luftelektricitet, Refraktion, Meteorologi, Strøm- og
Isforhold, snart med Zoologi, Botanik og Mineralogi.
— 1823 trak S. sig tilbage fra Sølivet og kastede
sig med Energi over teol. Studier. Han blev
Præst 1825 og tog Doktorgraden i Teologi ved
Queens College i Cambridge 1839. Han virkede
som Gejstlig, til Dels ved Sømandskirken i
Liverpool, indtil 1846, da han nedlagde sit
Embede p. Gr. a. Overanstrengelse. Samtidig med
at han med den største Nidkærhed røgtede sit
Kald som Gejstlig, glemte han ikke de
videnskabelige Studier. Han gjorde flere Rejser til
Amerika og Australien, paa hvilke han foretog
værdifulde Undersøgelser. Hans magnetiske
Publikationer er forbundne med Spørgsmaal af
den største praktiske Bet. for Navigationen. —
Foruden S.’s to ovennævnte Hovedværker har
han skrevet en stor Mængde Skrifter, til Dels i
forsk. videnskabelige, teol. og litterære
Tidsskrifter, især i Edinburgh Philosophical Journal.
Af hans udgivne Bøger skal her kun nævnes:
The Franklin Expedition etc. (1850), Sabbaths
in the Arctic Regions
(1850), Magnetical
Investigations etc.
(1839—52), og efter hans Død
udkom Journal of a Voyage to Australia for
Magnetic Research
(1859). — Der er næppe nogen,
der saa meget som S. har bidraget til det
videnskabelige og nøjagtige Kendskab til de arktiske
Egne. (Litt.: R. E. Scoresby-Jackson,
The Life of William S. [London 1861]).
G. F. H.

Scoresby Land [’skå.əzbi-], Strækningen paa
Grønlands Østkyst mellem Kejser Franz Joseph
Fjord og det Indre af Scoresby Sund.
G. F. H.

Scoresby Sund [’skå.əzbi-], vidtforgrenet
Fjordkompleks paa Grønlands Østkyst, der fra
Indløbet mellem 70° 10′ (Kap Brewster) og 70°
25′ n. Br. paa 22° v. L. strækker sig c. 280 km
V. paa. Tæt inden for Nordsiden af Indløbet
skærer Hurry Inlet sig 50 km N. paa
mellem Liverpool Kyst og Jameson Land. Længere
inde deles S. S. af Milne Land i to
Hovedarme, hvoraf den sydlige ved Danmarks Ø
paa 26° v. L., c. 160 km inden for
Fjordmundingen, atter af Gaaseland deles i Gaasefjord
og Föhnfjord. Fra den sidstnævnte Fjord
udgaar Rødefjord og Vestfjord, der gaar ind til
29 1/2° v. L. og ender med en stor Bræ. Den
nordlige Hovedarm, Hall Inlet, der har en
Bredde af 40 km, deler sig atter ved Renland
i Nordvestfjord og Øfjord, hvoraf den sidste
staar i Forbindelse med Rødefjord. I de indre
Forgreninger af Nordvestfjord findes mange
Bræer, der ofte opfylder hele Fjorden med
store Masser af mægtige Isfjælde. Den største
Dybde, der er funden i Fjorden, er 600 m. S. S.
kan paa Grund af Is kun besejles 4—6 Uger
fra Slutn. af Juli. — Overalt, undtagen paa
Jameson Land, er der en storslaaet Alpenatur.
Fjeldene i hele det Indre af Fjorden og paa
Liverpool Kyst bestaar hovedsagelig af Gnejs.
Paa Sydkysten af Fjorden hæver bratte
Basaltklipper sig tilsyneladende lodret op til en
Højde af c. 2000 m. Paa Jameson Land findes
Skiferlag fra Rhät-Lias-Perioden med talrige
Planteforsteninger, og derover ligger
Sandstenslag med Dyreforsteninger fra Juraformationen.
— I S. S. findes foruden forsk. Sæl- og
Hvalarter flg. Pattedyr: Isbjørn, Moskusokse,
Rensdyr, Ulv, Ræv, Hare og Lemming. Paa talrige
Steder findes Ruiner og Efterladenskaber af
tidligere eskimoisk Beboelse. — S. S. er
formentlig det Svalbarde (ɔ: den kolde Kyst), der
opdagedes af Islænderne 1194, men senere gik
i Glemme. — Den danske Hvalfanger
Volquard Bohn var 1761 inde i S. S., men
den blev ikke indlagt i Kortene. Da W.
Scoresby jun. derfor delvis undersøgte den 1822,
opkaldte han den efter sin Fader, der, saa vidt
han vidste, var den første, der havde været
inde i den. Det var dog først den
østgrønlandske Ekspedition 1891—92 under Ledelse af
Ryder, der opdagede de store indre Forgreninger,
overvintrede paa Danmarks Ø og underkastede
Fjorden en videnskabelig Undersøgelse. Den
ydre Del af Fjorden er nøjagtigere undersøgt
1899 af »Den svenska expeditionen til
nordoötra Grönland« under Ledelse af Nathorst, og
1900 af »Carlsberg Ekspeditionen til
Øst-Grønland« under Ledelse af Hartz. I Rosenvinges
Bugt, paa Nordsiden af Indløbet til S. S.,
anlagdes 1924 en dansk Station ved en lille Havn,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0156.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free