Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sehested, Hannibal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Naar S. saa hurtig var naaet frem til en af
de første Stillinger i det dansk-norske Monarki,
skyldtes dette naturligvis væsentlig hans Stilling
som Kongens Svigersøn. Han havde desuden
knyttet sig nøje
til Kongen og
paa alle
Maader søgt at
vinde dennes
Gunst for
derigennem at naa
frem til den
Magt og
Rigdom, som han
saa brændende
attraaede; hans
politiske
Sympatier drev ham
ogsaa til en vis
Grad i den
Retning, idet han
var en
Tilhænger af en
stærk Konge-
og Statsmagt. Men S. var tillige utvivlsomt en
af de mest fremragende Statsmandsbegavelser
inden for den danske Adel. Han var i
Besiddelse af en hurtig, skarp og gennemtrængende
Forstand,, stor Verdenskundskab og stor
Idérigdom. Dertil kom en Reformiver og et Talent
for Administration, som paa den Tid var
sjælden bl. hans Standsfæller. I sin ny Stilling fik
han rig Lejlighed til at udfolde disse
Egenskaber. Ved at berejse Landet, afholde
Stændermøder og nøje undersøge alle indkommende
Klager satte han sig grundig ind i de norske
Forhold og tog derefter med Iver fat paa
Ordningen af dem. Hans Virksomhed standsedes
ganske vist en kort Tid tal Krigen 1643—45,
under hvilken S. selv ledede Norges Forsvar og
Angrebene derfra mod Sverige, dog uden at
udrette synderligt, men efter Freden genoptog S.
paa ny sin reformatoriske Virksomhed. Han
ophjalp Bjergværksdriften, forbedrede
Samfærdselsmidlerne og søgte at skaffe Kapital til
Landet ved at faa Kongen til at indrømme
fremmede, der vilde nedsætte sig i Landet,
Religionsfrihed. Haand i Haand hermed gik
vigtige Reformer i Skatte- og Forsvarsvæsenet.
Han forenede med disse Reformer ogsaa et
mere alm. politisk Formaal. Han vilde give
Norge og derved sig selv en friere og af den
danske Centralstyrelse mere uafhængig Stilling.
Ved sin Indflydelse hos Christian IV naaede
han ogsaa vidt i den Retning. Han fik
Generalkommandoen over den norske Milits med Ret
til at ind- og afsætte Officererne, fik en særlig
norsk Flaade oprettet og fik sat igennem, at alle
de norske Skatter herefter skulde blive i Norge
til Afholdelse af dette Riges Udgifter. Han fik
desuden oprettet et norsk Generalkommissariat,
der skulde bestyre alle de norske Indtægter.
Denne Tendens i S.’s Styrelse af Norge vakte
imidlertid stor Uvilje hos det danske Rigsraad
og særlig hos S.’s egen Svoger, Rigshofmesteren
Corfits Ulfeldt, der længe med Misundelse havde
set paa S.’s voksende Magt og navnlig var
forbitret over, at de norske Indtægter nu for
største Delen unddroges hans Myndighed. I Slutn.
af 1647, da Christian IV led sit store Nederlag
over for Corfits Ulfeldt og Rigsraadet, maatte
S. ogsaa gøre det danske Rigsraad forsk.
Indrømmelser m. H. t. de norske Indtægter. Efter
Frederik III’s Tronbestigelse fortsattes
Angrebene fra Rigsraadets Side, og der opstod tillige
Mistanke om, at det ikke stod rigtig til med det
norske Generalkommissariats Regnskaber. S.
søgte ved forsk. Indrømmelser at besværge
Stormen, men Undersøgelsen af Regnskaberne tog
snart en for ham truende Vending, da hans
Generalkommissærer, mod hvem Undersøgelsen
først var rettet, erklærede, at de kun havde
adlydt hans Ordrer. 1651 stævnedes S. til at møde
for Herredagen for at forsvare sig. Baade
Kongen eg Rigsraadet syntes dog stemte for en
mindelig Afgørelse, men i Juni afgav de til
Norge sendte Kommissærer Beretning om, at
S. ikke havde gjort Regnskab for 90000 Daler
af de norske Skatter. S. tabte nu Modet og
tilbød at opgive sine Stillinger i Norge og
tilbagelevere en Del Krongods, som var udlagt ham.
Rigsraadet var ogsaa stemt for at nøjes
hermed, men Hofindflydelser fik sat igennem hos
Kongen, at S. for at opnaa Tilgivelse tillige
maatte opgive sin Stilling som Rigsraad og
afstaa alt sit private Gods i Norge til Kronen.
At S.’s Embedsførelse var alt andet end
uangribelig, og at han havde besveget Staten, kan
der ikke være Tvivl om, men det har dog
næppe beløbet sig til saa meget, som han maatte
betale.
I de flg. Aar opholdt S. sig mest i Udlandet,
plaget af sine Kreditorer og i Strid med sin
Hustru og dennes Familie. Da Krigen med
Sverige udbrød 1657, vendte han tilbage til Kbhvn
i Haab om at opnaa en Udsoning med Frederik
III, men denne nægtede at modtage ham. 1658
var han atter i Kbhvn og opnaaede da en
Samtale med Frederik III, der lovede ham sin
Naade. Da Karl Gustav paa ny landede paa
Sjælland, begav S. sig til ham og fik mod at
give sit Æresord paa at ville vende tilbage
Tilladelse til at rejse til Kbhvn for at mægle Fred,
men det førte ikke til noget. I den flg. Tid
opholdt S. sig hos Karl Gustaf og, medens han
tidligere forsigtig havde undgaaet alt, der
kunde umuliggøre hans Genindsættelse i sine
Værdigheder, syntes han nu at ville slutte sig
til Karl Gustaf. Hans Stilling var dog stadig
tvetydig, og baade fra sv. og dansk Side nærede
man Mistillid til ham. Da Karl Gustaf’s Stilling
efter Slaget ved Nyborg blev kritisk, gav han
S. Tilladelse til at forhandle med Frederik III
om Fred. Efter Karl Gustaf’s Død kom S. i
Apr. til Kbhvn, nærmest som sv. Underhandler.
Det lykkedes ham nu at vinde Frederik III, og
han vendte tilbage som hans Underhandler.
At Freden kort efter kom i Stand, skyldtes
væsentlig S.’s Forhandlingsdygtighed. Freden
indeholdt ikke noget om S.’s fremtidige Stilling,
men Kongen havde lovet at belønne ham. Kort
efter sendtes han til Sthlm for at lede
Forhandlingerne om det bornholmske Ækvivalent
og fik efter sin Tilbagekomst Løfte om en
aarlig Pension paa 6000 Daler. Hvad Rolle S. har
spillet ved Statsforandringen 1660, er ikke
ganske klart; iflg. sin monarkiske Tankegang har
han jo kunnet sympatisere med den, og han
 |
| H. Sehested. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
