- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
181

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Seigring - Seiland - Seilenos - Seille

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

vil have det i Fig. 1 viste Udseende. Inden for
en Skal af renere Staal, Randstaalet,
ligger det mere ell. mindre urene Midterparti,
Kernestaalet. Naar Blokken udvalses til
en Plade, en Skinne, et I-Jern eller andet
Valsegods, vil Forskellen bibeholdes; Fig. 2
viser et Snit tværs paa en Plades
Længderetning, Fig. 3 Snit i et I-Jern. I et Tværsnit, der
svarer til Blokkens nederste Del, vil der ingen
Forskel være mellem Rand- og Kernestaalet
(med mindre der er anvendt stigende Støbning,
thi i saa Fald fordeler Udseigringerne sig mere
ensartet over hele Blokkens Højde), men jo
mere man nærmer sig Blokkens anden Ende,
des mere udpræget bliver Forskellen. Denne
viser sig ogsaa ved kemiske Analyser og
ved Trækforsøg med Stænger, udtagne dels
fra Kernen, dels fra Randen, idet
Randstaalet er sejgt med normal Trækstyrke,
medens Kernestaalet er skørt med stor
Trækstyrke. Skellet mellem de to Zoner følger
gerne Konturen i større ell. mindre Afstand
fra denne; hvis det paa et enkelt Sted berører
Konturen, vil der meget let udgaa Brud fra
dette Punkt, saaledes som det gentagne Gange
er blevet paavist paa knækkede
Jernbaneskinner. Naar afdrejede Maskindele, Bolte og
Aksler brækker, er Grunden ofte, at Kernezonen
er blevet blottet ved Afdrejningen.
Forureningerne er ikke jævnt fordelte i Kernestaalet,
enkelte Lag er mørkere end de andre. Hvis
Striberne ikke er rette Linier, maa Materialet
være undergaaet en kold Formforandring; den
i Fig. 4 viste Pladestrimmel er saaledes
øjensynlig klippet af, og det i Fig. 5 viste Snit
gennem et Nittehuls venstre Side røber straks,
at Hullet er lokket, ikke boret. Da selv det
bedste Materiale plejer at være noget stribet,
er man altid i Stand til at afgøre, om
Materialet har været udsat for kold Bearbejdelse.
E. Su.

Seiland [’sæjlan], en c. 550 km2 stor Ø straks
S. f. Hammerfest, paa hvilken findes Norges
nordligste Isbræ. S. tilhører Talvik,
Hammerfest og Kvalsund Herreder. Øen har stejle
Bredder, stærkt indskaaret Kyst og spredt
Bebyggelse; 1920 boede der 743 Mennesker.
Paa S. er der to betydelige Snebræer,
Nordmandsjøkelen (36 km2) og S.-Jøkelen (42 km2).
M. H.

Seilenos [sæ^i-], en af den gr. Mytologis mange,
halvguddommelige Personligheder, der optræder
i andre, større Guddommes Følge. S. kendes
saavel fra Lilleasien, hvor han hørte til de
Væsener, som sluttede sig om Kybele, som fra
Hellas, hvor han sammen med Satyrer og
Mænader hører til den dionysiske Thiasos.
Særlig paa sidstnævnte Sted bliver han en
overordentlig yndet Skikkelse, der som Dionysos’
øvrige Følge fik ikke ringe Bet. for Poesi og
Kunst. Allerede, om den lilleasiatiske S. vidste
lydiske og frygiske Sagn en Del at berette, og
allerede her er over Figuren den
ejendommelige Blanding af Alvor og kaad Humor, der
kendetegner ham paa gr. Grund. Det opr. er
sikkert den mere alvorlige Side; han opfattes og
dyrkes i Forbindelse med Flodguderne og
sættes i nært Forhold til Musikken (Marsyas kaldes
hos Herodot ligefrem en S., Olympos var hans
Elev), ligesom der tillægges ham
Spaadomsgaver. Herom fortaltes det bekendte Sagn, at
Kong Midas i Frygien blandede Vin i en Kilde,
hvoraf S. drak, og derved fangede ham og nødte
ham til at aabenbare for sig alle Haande
forborgne Ting i Naturen. Scenen angives snart
at have fundet Sted i Frygien, snart i
Rosenhaverne ved Bermios i Makedonien, og det
hedder, at Dionysos for at skaffe S. fri gav Midas
Evnen til at forvandle til Guld, hvad han rørte
ved. Men ogsaa den lille asiatiske S. har
allerede Satyrens Karakter; som denne ynder han
Elskovseventyr og Vin. End mere gør dette sig
gældende i Hellas, hvor han næsten altid
optræder i Forbindelse med Dionysos. Kun i Elis
siges det, at der fandtes en Helligdom for ham
alene. I den homeriske Hymne til Afrodite
tales om Sellener, som ellers om Satyrer, og
disse sidste omtales ikke, men det alm. var, at
han (ell. de) tænktes nærmest som ældre
Satyrer og som disse udstyredes med Hestehale,
spidse Øren o. s. v. I Satyrspillet var han en
yndet Type, og i Kunsten er der fra den
klassiske Tid, især 4. Aarh., et stort Antal
Fremstillinger af ham. Efterhaanden forædles Typen
noget; han opfattes som Dionysos’es ældre,
fortrolige Ven, ell. endog hans Fosterfader, dog
næsten altid med et let Skær af Komik. Han
bliver en ældre, skægget Mand, tykmavet,
skaldet og braknæset, ofte Skive for Satyrernes
Kaadhed, især naar han har drukket mere, end
han kan taale, men dog stadig af et saadant
Præg, at Plato kunde smlg. Sokrates med S.
Især i et S.-Hoved i München er denne Type
smukt gengiven; i Thiasos ses han paa den
skønne borghesiske Vase i Louvre (se
Thiasos). Ogsaa i Grækenland fortaltes om
Mennesker, mest Hyrder, som tog ham fangen i Søvn,
og for hvem han til Løn for Friheden sang
vidunderlige Sange om Fremtiden og Fortid,
Guders og Menneskers Byrd og Skæbne. Den
ædleste, stærkt idealiserede Fremstilling (maaske af
Lysippos) er en i et Par Kopier i München og
Louvre bevaret Gruppe (af den sidstnævnte en
Bronzeafstøbning i Ørsteds-Parken i Kbhvn),
hvor han er fremstillet som Dionysos-Barnets
Fosterfader. En ældre Mand af slanke,
spændstige Legemsformer, nøgen, læner sig med venstre
Albue mod en Træstamme, omvunden med
Vinløv og dækket foroven af et Dyreskind. Paa
sine Arme bærer han Barnet, der griber mod
hans Skæg. I Haaret bærer baade S. og
Dionysos Vedbendløv; skønnest i Figuren er det
inderlige Sammenspil mellem Manden og Barnet.
Men i de talrige Vasebilleder er S. den
gemytlige Drukkenbolt, der tumler af Sted mellem
Satyrer og Mænader ell. rider paa sit Æsel;
ogsaa dette Træk vidner om Blandingen i
Opfattelsen af ham: at Æselet hører ham til, stod
opr. i Forbindelse med Troen paa hans
Spaadomsevne, men senere bliver det Æselets
priapeiske Egenskaber, der bliver bestemmende.
Endnu skal nævnes, at han stundom opfattedes
som Brøndguddom og alm. Frugtbarhedsdæmon.
H. A. K.

Seille [sæ.j], 1) Flod i det østlige Frankrig,
udspringer i Dept Jura og gennemstrømmer
dette og Saône-et-Loire, først i vestlig, senere i
sydlig Retning, og udmunder efter et Løb paa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0191.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free