Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Seldshukker - Sele 8se Seletøj) - Sele (Flod) - Selefke - Selektion - Selen - Selen - Selenbly - Selene - Selenga
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde faaet Forvaltningen overdraget, og dennes
Søn Sultânshâh gjorde sig uafhængig, og i
Syrien, hvor Melikshâh’s Broder Tutush erobrede
Haleb og Damaskus. Kerman-Riget holdt sig
til Slutn. af 12. Aarh. Det syriske S.-Rige til
lidt ind i 12. Aarh.
A. C.
Sele, se Seletøj.
Sele, Flod i Syditalien, udspringer 720 m
o. H. paa Monte Oppido i Apenninerne,
strømmer først mod Syd og derefter mod Vest og
udmunder i Salerno-Bugten ved Torre del Sele,
hvor den danner et sumpet og usundt Delta. Med
sine Tilløb Tanagro, Platano, Metandro,
Fasinella og Calore afvander S. en stor Del af Prov.
Salerno samt Dele af Potenza og Avellino ell.
i alt 2660 km2. S.’s Længde er 70 km; men
regnes Tanagro som Hovedflod, bliver den 140
km lang. I Oldtiden hed S. Silarus.
C. A.
Selefke, Selevkeh, By i Lilleasien, tyrk.
Vilajet Adana, ligger i det gamle Landskab
Cilicien 25 km fra Mundingen af Gök-Su,
Oldtidens Calycadnus. 2500 Indb. Den nuv. By er
yderst forfalden, men der ligger i Nærheden
Ruiner af den Oldtidsby, der anlagdes af
Seleukos Nikator og bar Navnet Seleukia Trachea
ell. S. Tracheotis. Desuden har S. et smukt Slot
fra Middelalderen.
(H. P. S.). M. V.
Selektion (lat.), Udvalg. Se nærmere
Udviklingslære.
Selen, Se, med Atomvægten 79,2 er et
Grundstof, der hører til samme Gruppe som Svovl,
det forekommer kun sjældent og i ringe
Mængde i Naturen, navnlig i Svovlkis fra Böhmen og
Sverige samt i Selenbly. Det blev opdaget af
Berzelius 1817 i Slam fra Blykamrene i
Svovlsyrefabrikationen. S. optræder ligesom Svovl i
forsk. allotropiske Modifikationer. Amorft S. faas
ved Reduktion af Selensyrling, SeO2, med
Svovlsyrling og er et rødbrunt, i Svovlkulstof
opløseligt Pulver af Vægtfylde 4,26. Af
Opløsningen i Svovlkulstof udkrystalliserer S. i
brunrøde Krystaller af Vægtfylde 4,5. Ved Henstand
af en Opløsning af Selenkalium i Luften
udskilles bladede sorte Selenkrystaller af Vægtfylde
4,8; disse er isomorfe med Svovl, men
uopløselige i Svovlkulstof. Ved hurtig Afkøling af
smeltet S. stivner det til en amorf, glasagtig, sort
Masse af Vægtfylde 4,28, som er opløselig i
Svovlkulstof. Opvarmes amorft S. til 90—100°,
stiger Temp. pludselig til over 200°, og det
forvandles derved til en mørkegraa, krystallinsk
Masse af Vægtfylde 4,8, som er metalglinsende,
leder Elektriciteten og er uopløselig i
Svovlkulstof; samme Produkt faas ved langsom Afkøling
af smeltet S. Det smelter ved 217° og koger ved
henimod 660°. Endvidere kendes blodrøde,
undertiden blaat fluorescerende Opløsninger af
kolloidalt S. Det ligner i sine kem. Forhold
Svovl, brænder med rødlig-blaa Flamme til
Selendioxyd, SeO2, og udbreder derved en
ejendommelig Lugt, der minder om raadne
Ræddiker. Med Brint danner S. Selenbrinte,
H2S, som faas ved Indvirkning af Saltsyre paa
Selenjern; det er en farveløs, giftig Luftart,
der lugter modbydelig. — Selensyrling,-
anhydrid ell. Selendioxyd, SeO2, faas
ved Forbrænding af S. og danner lange hvide
Naale, der opløses i Vand, idet der dannes
Selensyrling, H2S03, hvis Natriumsalt er
overordentlig giftigt, og som ved Behandling
med Klor giver Selensyre, H2SeO4, der
svarer til Svovlsyre, og er en hvid Krystalmasse,
der ved 58° smelter til en olieagtig Vædske.
En af de krystallinske Former af S. viser den
Ejendommelighed, at den ved Belysning leder
Elektricitet langt bedre end i Mørke. Da S. dog
ogsaa i Lyset har en ret stor Modstand,
anvendes det i Form af Selenceller. I disse er to
Kobbertraade viklet parvis om en Valse af isolerende
Stof, og Mellemrummene mellem Traadene er
udfyldte med S. Sendes nu en passende Strøm
fra den ene Traad til den anden, kan
Ændringen i Strømstyrken benyttes til at slukke og
tænde Fyrbøjer, til at alarmere ved Belysning
med Tyvelygter o. s. v. Størst Bet. har det faaet
til Billedtelegrafering.
(O. C.). S. P.
Selen er fundet som Mineral i Form af
mikroskopisk smaa, røde Naale sammen med Vanadin-
og Uranmineraler i Colorado og Utah.
O. B. B.
Selenbly, se Glausthalit.
Selene var hos Grækerne den almindeligste
Personifikation af Maanelyset, altid tænkt som
en ikke helt ung Kvindeskikkelse, der i lang
Klædning og med et lysende Diadem om sit
Hoved rider ell. kører hen over Himmelen. Hos
Hesiodos kaldes hun en Titanide, Datter af
Hyperion og Theia, Søster til Helios (Solen) og Eos
(Morgenrøden). Medens de to store homeriske
Kvad ikke kender S. som Maanegudinde, er en
af de lidt senere, homeriske Hymner rettet til
hende og skildrer, hvorledes hun efter sit Bad
i Okeanos, klædt i sin straalende Dragt, spænder
Føllene i Aaget og i den sildige Kvæld kører
frem, idet hun om sig spreder Fuldmaanens
klare Lys. Ofte tænkes hun som her at køre
over Himlen, ikke som Helios med fyrigt
Firspand, men i jævnere Tog, med Tospand af
hvide Heste, Muldyr ell. Okser, ofte prydede
med Halvmaanen. Ret ofte ses hun ogsaa
ridende. Paa Vasebilleder ses hun hyppigt, ogsaa som
Modstykke til Helios; medens denne kører frem,
op paa Himlen, forsvinder S. i Havet paa
modsat Side. Ligesom Helios sammenblandes med
Apollon, glider S. ofte sammen med Artemis ell.
Hekate. Nogen selvstændig Kultus har hun
næppe haft; større er hendes Bet. for Poesi og
Kunst. — Feidias havde fremstillet S. paa den
olympiske Zeus’ Tronstol. Paa et Fragment af
det store Pergamons-Relief ses hun ridende.
Paa Parthenons Østgavl saas til den ene Side
Helios stigende op, yderst til den anden S.
Saaledes vistes, at Athena’s Fødsel skete ved
Morgengry. Alm. udbredt var det skønne Sagn om
Gudindens Kærlighedsforhold til Endymion,
hvem hun saa paa Bjerget Latmos i Karien og
fattede Elskov til. Andre Sagn berettede, at hun
med Zeus havde Sønnen Pandion, ligesom om
hendes og Endymion’s 50 Sønner. Ogsaa
Digteren Musaios kaldes Søn af S.
H. A. K.
Selenga, Flod i Nordasien, udspringer paa
Changai-Bjergene i Mongoliet under Navnet
Eder, optager i venstre Bred Egin-kol, Afløbet
for Søen Kosso-gol løber ind i Guv.
Transbadkadien i det fjerne Østens Sovjetrepublik og
falder efter et 1205 km langt Løb ud i
Baikal-Søen. S. er sejlbar omtr. til Mongoliets Grænse.
S. med sin Fortsættelse Angara er Jenissejs
længste Kildeflod.
M. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
