Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Seleukia - Seleukider - Seleukos - Selfactor - Selfgovernment
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blomstrede hurtig op, da Byen snart blev
Midtpunkt for Handelen mellem de vestlige Lande
og Indien m. m. Da S. 140 f. Kr. ifaldt i
Partnernes Hænder, blev den en af
Partherkongernes Residenser og Partherrigets vigtigste Stad.
Under Krigene mellem Romerne og Partnerne
led S. gentagne Gange meget, hvad der omsider
medførte dens Fald. Trajan besatte 116 Byen,
der blev plyndret, men Befolkningen forsøgte
at forjage Romerne, hvad der havde til Følge,
at en Del at Byen lagdes i Aske. Endnu større
Ødelæggelser ramte S., da Lucius Verus angreb
Partnerne i Babylonien. S. blev da (165) helt
ødelagt af Avidius Cassius. Dengang talte den
endnu 500000 Indb. En Del af Befolkningen
flyttede til Ktesifon, der laa lige overfor paa
den anden Bred af Tigris, og som siden blev
de nypersiske Kongers Residens. De to Byer
betegnes af Syrerne ved Navnet Madain (ɔ: »de
to Stæder«). En Del af Befolkningen forblev
dog i S., særlig mange Kristne, der længe
havde deres Midtpunkt her. I S. residerede deres
Patriark. Da Byen blev bygget, hentedes noget
Materiale fra Ruinerne af Babylon; under
Araberne maatte S. til Gengæld afgive
Bygningsmateriale til Opførelsen af Bagdad, særlig i 9.
Aarh. Der er fundet en Del Mindesmærker af
god gr. Stil i Ruinerne af S. 2} S. i Nordsyrien,
ogsaa kaldet Pieria, laa N. f. Udløbet af
Floden Orontes. havde en god Havn, var en
Art Havnestad for Antiocheia og var Midtpunkt
for en ikke ubetydelig Handel. I Krigene
mellem Seleukiderne og Ptolemæerne spillede dette
S. en ikke ringe Rolle. Ruiner findes ved
Sueidieh; der er bl. a. en stor Gravplads; man ser
en i Klippen udhugget 1100 m lang Kanal m. m.
3) S. i Kilikien, det nuv. Selefke, ved Floden
Kalykadnos, havde et Orakel for Apollo; Byen
kaldtes ogsaa S. Trachea. Der var ogsaa et S.
i Pisidien, i Tauros-Bjergene, et i Syrien (V. f.
Apamea), i Pamfylien, Karien m. fl. St.
V. S.
Seleukider [-læ^u-], se Seleukos.
Seleukos [-’læ^u-], Konger i Syrien.
1) S. I Nikator var en af Alexander den
Store’s Generaler og udmærkede sig som
saadan ved fl. Lejligheder. Efter Alexander’s Død
(323 f. Kr.) fik han den ansete Stilling som
Fører for et Elitekorps. I Opstanden mod
Perdikkas spillede han en Rolle og fik 321
Statholderskabet i Babylon. I Kampene mellem de
forsk. Stormænd, som ledede Riget efter
Alexander’s Død, sluttede han sig stadig til det
Parti, der søgte at fremme de enkelte Rigsdeles
Uafhængighed, og kæmpede saaledes i
Forbindelse med Antigonos mod Eumenes. Antigonos
overlod ham Landskabet Susiana, men senere
udbrød der Uenighed mellem dem, og S.
maatte flygte til Ægypten (316), hvor han fik
Understøttelse af Ptolemaios. Ved hans Hjælp
vandt han paa ny Herredømmet over Babylon
(312) og erobrede derefter store
Landstrækninger i det indre Asien, helt ind i Indien. Han
antog Kongenavnet 306. Striden med Antigonos
nødte ham til at afbryde Kampene i Indien. I
Forbindelse med Lysimachos slog han derefter
Antigonos ved Ipsos (301) og udvidede derved
sit Herredømme over den østlige Del af
Lilleasien. Endelig kom han ogsaa i Strid med
Lysimachos, der faldt i Slaget paa Korupedion
(281). S. begyndte nu at nære Planer om at
samle hele Alexander’s Rige under sig og gik
over til Makedonien, men her blev han myrdet
af Ptolemaios Keraunos (230). S. var en af de
dygtigste af Alexander’s Efterfølgere. Hans
Karakter var brav og gudfrygtig; han havde et
vindende Væsen, men var tillige i Besiddelse
af stor Energi. For sit udstrakte Riges
Opkomst arbejdede han med megen Iver. Han
anlagde prægtige Byer som Seleukia og
Antiocheia og beskyttede Kunst og Videnskab.
Ligesom Alexander arbejdede han paa at
hellenisere de asiatiske Lande; i religiøs Henseende
var han tolerant og viste de asiatiske Religioner
al mulig Agtelse. Han blev Stamfader til
Seleukidernes Dynasti, der beholdt Magten
over Syrien, indtil Romerne blev Herrer over
Landet, men fl. Landsdele rev sig rigtignok
allerede tidligere løs. Hans nærmeste
Efterfølger blev hans Søn Antiochos, men fl. af de
flg. Konger bar ogsaa Navnet S. — 2) S. II
Kallinikos (246—226), Søn og Efterfølger
af Antiochos II, kom i Krig med Ptolemaios
III af Ægypten. Han vandt fl. store Sejre over
hamm hvilket skaffede ham hans Tilnavn (»den
sejrrige«), men blev senere slaaet, og Ptolemaios
bemægtigede sig en Del af det syriske Kystland.
Desuden kæmpede S. mod sin Broder Antiochos
Hierax, hvem han maatte overlade Lilleasien.
Saaledes begyndte Riget at opløses, idet tillige
Parthien og Pergamon gjorde sig uafhængige.
S. faldt paa et Tog mod Pergamon. 3) S. III
Keraunos (226—223), foreg.’s Søn og
Efterfølger, blev myrdet paa et Tog mod Pergamon.
4) S. IV Filopator (186—174), Søn og
Efterfølger af Antiochos III, søgte at bringe sit
Rige paa Fode igen efter Faderens uheldige
Kampe mod Romerne og blev Herre over
Palæstina. — 5) S. V, Søn af Demetrios II, blev
kort efter sin Tronbestigelse (123) myrdet af
sin egen Moder Kleopatra, en ægyptisk
Prinsesse. 6) S. VI Epifanes Nikator blev
Konge 97 og regerede i nogle Aar. Han var en
Søn af Antiochos VIII. Hans Regering optoges
af Kampe med Modkongerne Antiochos IX,
hans Onkel, og dennes Søn Antiochos X. (Litt.:
E. R. Bevan, The House of S. [2 Bd, London
1902]).
H. H. R.
Selfactor [eng. ’se£f’äktə], se Spinding.
Selfgovernment [’se£f’gåvənmənt] (eng.),
Selvregering. Derved forstaar man i eng.
statsretlig Sprogbrug den særlige udvidede Form for
Selvstyre, der er indrømmet de videst
fremskredne eng. Kolonier (Dominions), og som
bestaar i, at disse ikke blot har egen
Lovgivningsmyndighed med eget selvvalgt Parlament, men
ogsaa har en parlamentarisk ansvarlig
Regering, udgaaet af og afhængig af Parlamentets
herskende Flertal. Det britiske Riges
Myndighed over disse Kolonier er indskrænket til et
rent Minimum: Kronen udsender en Guvernør,
der udøver de kgl. Prærogativer, deriblandt
Vetoret, men som er bundet til Medvirkning af
for Koloniparlamentet ansvarlige Ministre, og
det eng. Parlament har en formel Vetoret over
for koloniale Love, som dog vanskeligt kan
anvendes; endelig er der oftest Adgang til Appel
fra Kolonidomstolene til den øverste
Rigsdomstol i koloniale Anliggender, the judicial comity
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
