Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sem (Herred) - Semafor - Semaja - Semang - Semarang - Semasiologi ell. Semantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Antagen Formue 1922 var 35,8 Mill. Kr og
Indtægt 7,1 Mill. Kr. Herredet gennemskæres
af Drammen—Skien-Banen med Stationerne
Barkaaker og S. og en Sidelinie ind til
Tønsberg med Station sammesteds. Fra denne
By udgaar derhos Tertiærbanen
Tønsberg—Eidsfoss, der inden for S. Herred har
Stationen Auli. Af Veje findes mange,
saaledes Hovedvejen (gennem Undrumsdal) fra
Drammen til Larvik med Sidelinie til Tønsberg,
Hovedvejen fra Tønsberg til Horten,
Hovedvejen fra Tønsberg gennem Arendal til
Eidsfoss, Bygdevejen fra Tønsberg gennem Slagen
til Aasgaardstrand samt fl. a. Bygdeveje,
foruden en Mængde Gaardveje.
(P. N.). M. H.
Semafor, se Dagsignaler.
Semaja, egl. Shemaja, en af de ældste
jød. Skriftlærde, der nævnes i Pirqe Abot
sammen med Abtaljon. Han er muligvis identisk
med den Samajas, som iflg. Josefos
(Antiquitates XIV, 9, 4) var Medlem af Synedriet 47
f. Kr., da den unge Herodes blev anklaget for
det, og som spaaede sine Kolleger, at han
skulde ombringe dem alle.
J. P.
Semang, Fællesnavn paa nogle Stammer i
Bagindien, hvor de bebor Halvøen Malakkas
centrale Bjergegne. De hører til de saakaldte
Negritcer, ligesom Befolkningen paa
Andamanerne og Aëtaerne paa Filippinerne, og er som
disse smaa, meget mørke Folk med tæt kruset
Haar, men kar en noget længere (mesokefal)
Hovedskal. Sproget, som dog næppe er det
opr., tilhører den austro-asiatiske Gruppe.
Kulturen ligner stærkt den racefremmede
Senoi-Stammes og staar paa et meget lavt Trin. S.
er Jægere og Fiskere; Boligerne er kun simple
Vindskærme ell. ganske smaa, kuppelformede
Hylter af Palmeblade. Buen, som var S.’s opr.
Vaaben, er nu næsten fortrængt af Pusterøret.
(Litt.: Annandale & Robinson,
Fasciculi Malayenses. Anthropology, I—III [London
1903—04]; R. Martin, »Die Inlandstämme d.
Malayischen Halbinsel« [Jena 1905]).
K. B.-S.
Semarang, se Samarang.
Semasiologi ell. Semantik (gr.) er Navnet
paa den Del af Sprogvidenskaben, der
omhandler den indadvendte, sjælelige Side af
Sproget. Sædvanlig taler man her om Ordenes
(og ligesaa Ordforbindelsernes, Sætningernes,
Orddelenes) »Betydninger«, men da dette Ord
i sig selv er tvetydigt, har man i den senere
Tid indført Benævnelsen »Tyd« om dette spec.
tekn. Begreb og taler altsaa om Tydlære
modsat Lydlære, tydlig modsat lydlig, Tydskifte
modsat Lydskifte o. s. v. S. falder i to
Afdelinger, idet Tydene enten behandles, som de
forefindes i en enkelt afgrænset Periode (statisk
Tydlære, herunder Synonymik), eller i deres
hist. Udvikling (dynamisk Tydlære eller
Tydskskiftelære); mange Forf. indskrænker S. til
denne sidste Afdeling. S. danner Modstykket til
Lydlæren, men er ikke blevet saa systematisk
bearbejdet som denne af Sprogforskerne, hvad
der er ret naturligt p. Gr. a. Emnets langt
mere sammensatte og brogede Beskaffenhed.
Medens hvert Sprogs Lydlære nemlig kun har
et forholdsvis begrænset Antal Lyd og
Artikulationer at beskæftige sig med, og medens hver
Lyd efter sin Natur kun kan gaa over til
forholdsvis faa andre Lyd, der har
Artikulationselementer tilfælles med den, omfatter
Tydlæren jo hele den benævnte Verden med dens
uendelige Mangfoldighed af Ting og Tanker,
hvor der næsten aldrig er faste Grænser, og
hvor der er stort Spillerum for individuelle
Opfattelser. Det er umuligt at sætte faste
Grænser mellem den Voksne og Barnet; derfor kan
det heller ikke undre os, at Dreng, der nu er
indskrænket til at bruges om et Barn, i ældre
Sprog brugtes om en ung Mand (»de vakre
danske Drenge«); da Drenge (i begge Tyd)
hyppig maa tjene i underordnede Stillinger,
kommer det naturligt til ogsaa at betyde
»Tjenestekarl«. Ordet Mand omslutter alle de forskellige
Egenskaber, der præger Manden, og Ordet kan
snart anvendes, saa at een, snart saa at en
anden af disse Egenskaber træder i
Forgrunden (»hver Mands Sag«, »Mandtal«, »en Krone
pr Mand«, her = Menneske uden Hensyn
til Køn; »der skal en Mand til det Arbejde,
en Kvinde kan ikke bruges«; »der skal en Mand
dertil, en ung Knøs som han kan ikke bruges«;
»hendes Mand«; »han var en Mand«; »han (til
Nød ogsaa: hun) er ikke Mand for at gøre
det«). Vi forstaar saaledes, at Tydovergangen
tit viser sig ved en Indskrænkning af det
Omraade, som Ordet har Gyldighed for; et Gevær
var opr. ethvert Værge (»et Gevær saa skarpt
som Ragekniv«, Holberg), nu kun til at skyde
med. Omvendt udvider tit et Ord sit Omraade,
bl. a. naar det anvendes overført ell. billedlig
(ved en Metafor), f. Eks. Løve om et tappert
Menneske, Ribsvin; naar et Stofnavn bruges
om det, der er dannet af det, f. Eks. Glas om
Drikkekar, Rivejern, og paa fl. a. Maader. Naar
et Ord fra at have haft een spec. Tyd har faaet
en anden spec., er Vejen hyppigst den, at der
først har fundet en Udvidning, derpaa en
Indsnævring Sted. Naar Grøft, der paa alm. Dansk
betyder en Fordybning, paa Jysk kan betyde
en Forhøjning, beror det paa, at det fra først
af betegner det ved Gravning fremkomne i
Alm., altsaa begge Dele, og saa i forsk. Egne
er blevet specialiseret paa forsk. Maade; smlg.
ogsaa Dige (»Falder Mand i Grøft ell. Dige«),
der er samme Ord som tysk Teich og eng. dike
og ditch. — Grundene til Tydskifte kan være
mangfoldige. Nogle skyldes en Stræben efter
at finde en Benævnelse paa et nyt Begreb,
hvorved man tit anvender et gammelt Navn paa
en mere ell. mindre afvigende Maade (f. Eks.
Naaleøje) og bl. a. hyppig anvender Navne
paa konkrete, legemlige Ting om mere
abstrakte ell. aandelige Teelser (en Ring om en
Sammenslutning af Forretningsfolk; et lyst
Hovede; at læse er opr. = at samle; at fatte =
begribe = se, indse). Andre skyldes omvendt
en Trang til at finde et nyt Navn til et
gammelt Begreb, enten for derved at opnaa
Afveksling, Friskhed ell. ligefrem en komisk
Virkning, noget, der er hyppig i Slang, som naar
man for »Hovedet« siger Krukken (fr. tête af
lat. testa og tysk Kopf havde opr. netop denne
Farve) og for et langt opløbet Menneske siger
en Stage ell. Bønnestage (Ordet Dreng synes
fra først af at have haft en saadan Betydning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
