- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
225

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - semitiske Sprog

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

i Jerusalem affattede Del af Talmud og enkelte
yngre Dialekter; ogsaa det paa Kristi Tid i
Palæstina talte Folkesprog var Vestaramæisk;
Østaramæisk er repræsenteret i den
babylonske Talmud, det syriske Kirke- og
Litteratursprog samt de moderne Dialekter, der tales
i Tur Abdin og ved Urmia-Søen. 3) De i
Kanaan i Oldtiden talte Dialekter, af hvilke den
vigtigste er Hebraisk; meget nær ved
denne staar det Fønikiske. 4) Arabisk,
omfattende i en nordlig Underafdeling det
arabiske Litteratursprog og de moderne, arabiske
Dialekter (Folkesproget i Mesopotamien,
Syrien, Ægypten, Nordafrika og paa Malta), og
i en sydlig Sproget i de sydarabiske
(himyariske) Indskrifter. 5) Ætiopisk, omfattende
det gl. Litteratursprog i Abessinien (Geez) og
de moderne abessiniske Dialekter (Tigre,
Tigriña og Amharisk).

Af disse fem Grupper staar de to sidste,
Arabisk og Ætiopisk, hinanden nærmest og
sammenfattes derfor undertiden under Betegnelsen
Sydsemitisk; derimod lader det sig ikke
gøre at indordne alle de øvrige i en fælles
nordsemitisk Rubrik.

Medens det blev den moderne Videnskab
forbeholdt at konstatere Slægtskabsforbindelsen
mellem den indoeuropæiske Sprogæts vidt
adspredte Dele, har man tidlig været klar over
Sammenhængen mellem de s. S. Det
geografiske Omraade, som disse spænder over, er da
ogsaa anderledes samlet, og de i de enkelte
Sprog udviklede Forskelligheder har ikke
formaaet at udviske de mange og tydelige Spor
om den fælles Oprindelse. Fælles for alle s. S.
er, at den langt overvejende Del af de
eksisterende »Rødder« bestaar af et Kompleks af tre
Konsonanter, og alle de øvrige er i grammatiske
Afledninger behandlede i Analogi hermed; ved
forsk. Midler, Præ- og Infikser,
Konsonantfordobling, Vokalforandring i Indlyd, dannes da af
en saadan Gruppe paa tre Konsonanter de
nominale og verbale Udtryk, som Sproget har Brug
for; naar der f. Eks. til Rodkomplekset kib
knytter sig Grundbetydningen Skrift, skrive,
dannes heraf (paa Arabisk) flg. Former (der
her anføres med Udeladelse af de i det
klassiske Litteratursprog eksisterende
Bøjningsendelser): katab, han skrev; kâtab, han skrev
hyppig, korresponderede; kitâb, en Bog; kutub,
Bøger; mektûb, et Brev; mekâtib, Breve;
mekteb, et Skrivebord, et Kontor; kuttâb, en
Elementærskole o. s. v. Man vil af dette ene
Eksempel se, at en af de s. S.’s væsentligste
Ejendommeligheder er den, at Grundbetydningen er
knyttet til Stammens Konsonantbestand,
medens Nuanceringerne er udtrykte delvis
gennem Vokalforandringer; det er derfor en
ukorrekt ell. rettere overfladisk Betragtning, naar
det ofte fremhæves, at i de fleste s. S.
Konsonanterne spiller en større Rolle end Vokalerne;
denne Betragtning er væsentlig fremkommen i
Tilslutning til den Ejendommelighed i de s. S.’s
Skrift, at de korte Vokaler ikke her betegnes;
men naar f. Eks. i det arabiske Litteratursprog
katab(a) betyder han skrev, men kutib(a)
betyder det blev skrevet, saa viser alene dette
Eksempel, at hin Betragtning om
Konsonanternes fremtrædende Rolle kun gælder ved selve
Sprogrødderne, men derimod ikke holder Stik,
hvor Talen er om de afledede Former.

Fælles for alle s. S. er endvidere, at deres
Verbalbøjning kun frembyder to Tempora,
hvoraf det ene betegner Handlingen som
afsluttet, det andet udtrykker den som endnu
ikke fuldendt; i den europæiske Behandling af
s. S. betegnes disse to Tempora ret uheldig, det
første ved Perfektum, det andet (der altsaa
dækker ogsaa de indoeuropæiske Sprogs
Præsens og Futurum) ved Imperfektum; til en
mere koncis Betegnelse af Tidsforholdet ved
Verberne har de enkelte s. S. hvert for sig
udviklet mere ell. mindre udtømmende
Betegnelser. Dette Forhold, der set fra en
indoeuropæisk Sprogæts Forudsætninger forekommer i
højeste Grad primitivt og mangelfuldt, hænger
sammen med de s. S.’s hele Mangel paa
Præcision, deres Mangel paa Trang og dermed
ogsaa paa Evne til skarpt at udhæve den
indbyrdes Relation mellem Sætningernes enkelte
Bestanddele, noget, der ogsaa i de s. S.’s
Syntaks paa mange Maader gør sig gældende; de
s. S.’s Sætningsbygning sideordner de enkelte
Led, hvor vor Sprogæt underordner det ene
under det andet for saaledes at lade dem
fremtræde som Dele af en det hele omfattende
Tanke.

Som yderligere Fællesmærke for alle s. S.
maa dernæst nævnes Ensartetheden i
Verbalformernes Bygning, Overensstemmelsen for alle
Pronominer og Talord samt Lighed i en Række
syntaktiske Fænomener, og endelig
Overensstemmelse for en meget overvejende Del af
selve Ordforraadet. Man kan derfor med
Sikkerhed fastslaa, at alle de s. S. nedstammer
fra et fælles Ursprog, og man kan tillige
gøre Rede for mange væsentlige Træk i dette;
men det er paa den anden Side forhastet at
ville foretage en ligefrem Rekonstruktion af de
i dette Ursprog eksisterende Former; »det er
lige saa umuligt, som hvis man vilde genskabe
det latinske Sprog, hvis dette var forsvundet
og ukendt, paa Grundlag af de fra de moderne
romanske Sprog kendte Former«. Dette
semitiske Ursprog, som vi saaledes sikkert kan sige
har eksisteret, har man i den moderne
Sprogforskning søgt at bringe i Forbindelse med
andre Sprogætter. Det maa hævdes, at af de
Forsøg, der er gjorte paa at paavise en Rk.
Sammenknytningspunkter mellem s. S. og de
indoeuropæiske, har de fleste været forfejlede;
kun de af Hermann Müller opstillede
etymologiske Sammenstillinger, der følger en stringent
videnskabelig Metode, indeholder meget, der
virker overtalende, om end ikke fuldt ud
overbevisende; derimod er der overvejende
Sandsynlighed for, at der bestaar en urgammel
Forbindelse mellem s. S. og den hamitiske
Sprogæt
(de ægyptiske Hieroglyfindskrifters
Sprog og dettes yngre Afledninger), idet en
Rk. vigtige grammatiske Fænomener
(Femininumsendelser, Flertalsendelser o. s. v.)
frembyder Overensstemmelse i de to Ætter.

Først af de s. S. optræder i Historien som
alt anført det assyrisk-babyloniske.
Den i de frugtbare Strækninger mellem Eufrat

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0237.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free