Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - semitiske Sprog - semitisk Filologi - Semitisme - Semitonium - Semitter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Tigris skabte, urgamle Kultur synes opr. at
være baaren frem af et ikke-semitisk Folk,
det sumeriske, om hvis Sprog og Historie
den babyloniske Litteratur har bevaret mange
Minder. Med den babyloniske Kulturs uhyre
Overvægt bliver dens Sprog det herskende i
vide Kredse; vi ved fra Tell-el-Amarna-Brevene,
at i 2. Aartusind f. Kr. er Assyrisk det officielle
diplomatiske Sprog selv i Samkvem mellem den
ægyptiske Farao og hans Guvernører i Syrien
og Palæstina. I denne Rolle som Verdenssprog
afløses det Assyriske i 1. Aartusind f. Kr. af
Aramæisk (smlg. f. Eks. det interessante
Sted II Reg. XVIII, 26), som ogsaa trænger
frem mod Ø. til Persien og her afgiver Stof til
Dannelse af mærkelige Blandingssprog
(Pehlevi). Ved den arabiske Nations Fremtrængen
efter Profeten Muhammed forjages senere de
aramæiske Dialekter endog fra deres eget
Hjemland, og p. Gr. a. Islams Sejr og den
islamitiske Kulturs Overlegenhed bliver nu som
det tredje af de s. S. Arabisk et
Verdenssprog. Det arabiske Sprog bliver Nøglen til
Forstaaelsen af Menneskeaandens Udvikling i
en stor Del af Middelalderen, og som Koranens
Sprog bliver det tillige et helligt Sprog for hele
den islamitiske Menighed lige fra Marokko til
Java og fra Krim til Centralafrika; paa mange
Maader, gennem sin Bogstavskrift, ved
Laaneord o. s. v., paavirker det Arabiske ethvert af
de andre muhammedanske Nationers Sprog.
Den Omstændighed, at de tre monoteistiske
Religioner er udgaaede fra semitiske Folk, har
givet de s. S. særlig Bet. for Religions- og
Kulturhistorien. Medens Orientalernes egne
Sprogforskere, og her kan særlig nævnes Araberne,
paa en ganske enkelt Undtagelse nær, kun
beskæftigede sig med vedkommendes eget Sprog,
har man i Europa ved Beskæftigelsen med det
for Kristendommen vigtigste af de s. S., nemlig
Hebraisk, tidlig draget de andre med ind i
Undersøgelsen som Hjælpemidler til Forstaaelsen.
Først 19. Aarh. har dog grundlagt en rationel
semitisk Filologi, ikke mindst fordi i denne
Periode selve det sproglige Stof ved Orientens
stadig stærkere Tilnærmelse til Europa er
blevet mangfoldig forøget. (Litt.: E. Renan,
Histoire générale et système comparé des
langues sémitiques [3. Udg., Paris 1863]; Th.
Nöldeke, »Die semitischen Sprachen« [Leipzig
1887, 2. Udg. 1899]; W. Wright, Lectures on
the comparative grammar of the semitic
languages [Cambridge 1890]; H. Zimmern,
»Vergleichende Grammatik der semitischen
Sprachen« [Berlin 1899]; Brockelmann, »Kurze
vergleichende Grammatik der semitischen
Sprachen« [1908]; Th. Benfey, »Ueber das
Verhältnis der ägyptischen Sprache zum
semitischen Sprachstamm« [Leipzig 1844]).
J. Ø.
semitisk Filologi kaldes Beskæftigelsen
med de semitiske Sprog og disses Litteratur (se
semitiske Sprog).
J. Ø.
Semitisme, Ejendommelighed for de
semitiske Folk ell. for disses Sprog. I moderne
journalistisk Sprogbrug anvendes undertiden S.
(i Modsætning til Antisemitisme) i Betydningen
Jødevenlighed, Forkærlighed for Jøder.
J. Ø.
Semitonium, lat. Benævnelse paa Halvtonen,
den lille Sekund. Subsemitonium, se
Ledetone.
S. L.
Semitter er Fællesbetegnelsen for de
Folkeslag, der hører til den semitiske Sprogæt; om
Navnets Oprindelse, se semitiske Sprog.
Den moderne Antropologi har imidlertid paa
mange Punkter godtgjort, at Raceslægtskab og
Sprogfællesskab ikke altid er Begreber, der
dækker hinanden, og det viser sig da ogsaa
her, at ikke alle Folkeslag, der taler et semitisk
Sprog, hører til S.’s Race. Med stor Styrke og
med ikke ringe Sandsynlighed har man i den
nyeste Tid villet gøre dette gældende for
Jødernes Vedk.; disse taler ganske vist, fra
den første Tid de træder frem i Historien, et
semitisk Sprog, men i vigtige antropologiske
Kendemærker stemmer de ikke overens med de
øvrige S.; disse er saaledes dolichokefale,
medens Jøderne er overvejende brachykefale. Man
har opstillet den ikke usandsynlige
Formodning, at Jøderne er udgaaede fra samme Race
som Armenierne og det Oldtidsfolk, der synes
at være disses Stamfædre, nemlig Hethitterne;
den paa Afbildningerne bevarede hethitiske
Type frembyder iøjnefaldende Lighedspunkter
baade med den jødiske og den armeniske.
Den semitiske Races Type derimod synes i
sin reneste Form, baade m. H. t. legemlige og
sjælelige Egenskaber, at være bevaret hos
Ørkenaraberen, Beduinen. Støttende sig herpaa har
nogle Forskere villet henlægge S.’s Urhjem til
Arabien, andre derimod har villet paa vise, at S.
opr. er udgaaede fra den nedre Eufrat-Dal.
Med Anvendelse af en lgn., palæologisk Metode,
som Pictet, Schrader o. a. har brugt ved
Undersøgelser af den indoeuropæiske Æts opr.
Hjemstavn, har man samlet de Udtryk for
zoologiske, botaniske og geografiske Begreber, der
er fælles for de forsk. semitiske Sprog, og som
derfor kan antages at have eksisteret paa
Fællestrinnets Tid, og af dette sproglige Materiale
udleder man saa den Egn, hvortil dette bedst
passer, og hvor altsaa et Sprog med disse fælles
Udtryk bedst kan tænkes opstaaet. Det ses let,
at denne Metode, trods sin bestikkende
Genialitet, har meget hasarderet ved sig, ikke mindst
fordi man (af den Omstændighed, at en
Sprogæts forsk. Grene ikke har samme Udtryk for et
vist Begreb, aldeles ikke kan udlede den
Slutning, at dette Begreb ikke har været kendt paa
den Tid, da Sprogættens Grene udgjorde eet.
Man kan meget vel paa Fællestrinnets Tid have
haft fl. Udtryk for samme Begreb, hvoraf saa
senere de forsk. Grene af Sprogætten tager
hver sit; det er f. Eks. af den Omstændighed,
at de semitiske Sprog ikke har noget fælles Ord
for Bjerg, alt for dristigt deraf at slutte, at
denne Sprogæts Urhjem er et Lavland. Det
gælder overhovedet om disse Spekulationer om
S.’s opr. Hjemstavn, at nogen absolut
Sikkerhed ell. blot overvejende Sandsynlighed er ikke
at opnaa; saa meget kan dog siges, at af de
opstillede Hypoteser har den, der lader S.
være udgaaede fra Arabien, relativt de1 bedste
Grunde for sig, uden at dermed noget skal
være udtalt om dens absolutte Sandsynlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
