- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
232

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Senancour, Étienne Pivert de - Senar - Senarmontit - Sénart, Émile Charles Marie - Senat

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

amis et ses ennemis [1909]). — Ogsaa hans
Datter, Eulalie de S., var Forfatterinde; hun
har bl. a. skrevet Prosafortællingerne Pauline
de Sombreuse
og La veuve.
E. G.

Senar (senarius) kaldtes hos Romerne et
Vers bestaaende af seks Fødder. Det alm. var
den iambiske S., der sædvanlig brugtes i
Dialogen i de rom. Komedier.
H. H. R.

Senarmontit, et Mineral, som danner
halvklare ell. hvide, oktaedriske Krystaller med
Diamantglans, bestaar af Antimonilte Sb2O3 og
findes ved Perneck i Ungarn, Mimine i Algier o. a.
St. Det samme Antimonilte forekommer i
Naturen hyppigere i en rombisk Modifikation
(Antimonblomst, s. d.).
(N. V. U.). O. B. B.

Sénart [se’na.r], Émile Charles
Marie
, fr. Orientalist, f. 1847 i Reims, studerede
Sanskrit og ind. Filologi i Tyskland (München
og Göttingen) under Th. Benfey og kastede sig
derefter med stor Iver over Studiet af
Buddhismen, Pali, buddhistisk Sanskrit-Litteratur og
ind. Epigrafik; til disse Studier har han kunnet
hellige hele sin Kraft, idet han fra Ungdommen
af har været saa økonomisk gunstig stillet, at
han aldrig har været nødt til at søge offentlig
Ansættelse. En Række af betydningsfulde
Arbejder foreligger fra hans Haand, hvoraf særlig
skal fremhæves: Kaccayana et la littérature
grammaticale du Pali
(1871), Essai sur la
légende du Bouddha
(1872, 2. Udg. 1882), Les
inscriptions de Piyadasi
(1—2, 1881—86). En
kritisk Udgave af Mahavastu (3 Bd, 1882—98), Les
Castes dans l’inde
(1888). Flere Afh. af ham
findes i Journal Asiatique: Notes d’épigraphie
indienne
(1888 ff.), Le manuscrit Kharosthi du
Dhammapada
. Les Fragments Dutreuil de Rhins
(1898), Origines Bouddhiques (1907) o. a.,
desuden talrige Artikler i Revue de deux Mondes
og Revue critique. Han var (1881) med til at
stifte Pali Text Society og blev 1882 optaget som
Medlem af Académie des Inscriptions &
Belles-Lettres
. S.’s Arbejder er alle prægede af stor
Skarpsindighed og Originalitet; mest Opsigt
vakte han Teorier om Buddha (som en rent
mytol. Skikkelse) og om Sanskrit (som
Kunstsprog), men disse Teorier, der vel har haft en
befrugtende Indflydelse paa Forskningen, har
dog ikke kunnet staa for den Kritik, som fra
andre Sider er bleven rettet imod dem.
D. A.

Senat kaldtes det regerende Raad i det
antikke Rom. Dets Oprindelse gaar tilbage til de
ældste Tider af Roms Historie. Det fandtes
allerede i Kongetiden, hvor det vistnok nærmest har
haft en raadgivende Stilling, men ved
Republikkens Indførelse fik det større Indflydelse paa
Statsstyrelsen. Iflg. en usikker Tradition havde
det opr. 100 Medlemmer, Senatorer, der
repræsenterede de forsk. adelige Slægter, men
senere var i ethvert Tilfælde det normale Antal
300. Fra først af beroede det paa Kongen selv,
hvem han vilde tage til sine Raadgivere ved at
optage dem i S., og efter Republikkens
Indførelse valgtes Senatorerne ligeledes af
Konsulerne. Det var rimeligvis for at svække disses
Magt, at man 443 f. Kr. overlod Valget af
Senatorerne til særlige Embedsmænd, Censorerne,
men deres Valgfrihed var dog ikke ubegrænset,
idet de var forpligtede til at optage dem, der
af Folket var valgte til et af de aarlige Embeder,
medmindre de kunde give Grunde for
Forbigaaelsen. Efter hvilke Regler Valget i øvrigt
foregik, vides ikke, men i Republikkens ældste
Tid var det overvejende Antal af Senatorerne
sikkert Patriciere; det kan heller ikke angives
med Sikkerhed, naar Plebejerne fik Adgang til
S. Sulla forøgede senere Senatorernes Antal til
600, men da han samtidig i høj Grad forøgede
de aarlige Embedsmænds Tal, saa at disse alene
var tilstrækkelige til at holde det normale Antal
af Senatorer vedlige, blev Censorernes Valg saa
temmelig betydningsløst, idet Pladserne i S. nu
helt besattes ved Folkevalg. I Kejsertiden kom
S. derimod til formelt at supplere sig selv, idet
Valget af Embedsmænd overførtes fra
Folkeforsamlingen til det, men Kejserens Forslagsret
gjorde dog, at han fik Hovedindflydelsen paa
Pladsernes Besættelse. Til at blive Medlem af S.
krævedes i Republikkens senere Tid og i
Kejsertiden Besiddelsen af en vis, temmelig stor
Formue. Som særlige Kendemærker for
Senatorerne nævnes en bred Purpurbræmme (latus
clavus
) paa Tunikaen og en ejendommelig Art
Sko. Senatorernes personlige Frihed var
indskrænket ved Forbudet mod at drive Handels-
ell. Pengeforretninger og mod at forlade Italien
uden særlig Tilladelse af S. S.’s Myndighed var
ikke skarpt afgrænset. Det manglede
Embedsmændenes eksekutive Magt og dermed Midlerne
til under alle Omstændigheder at tvinge sin
Vilje igennem. Men alligevel laa Statsmagtens
Tyngdepunkt i største Delen af Republikkens
Tid hos det. Det havde først og fremmest
Raadighed over Statskassen og desuden Retten til
at afgøre Spørgsmaal om Soldaterudskrivning,
Fordelingen af Provinserne mellem Konsuler og
Prætorer og Tilsynet med deres Styrelse,
Ledelsen af hele Statens Udenrigspolitik, af den
offentlige Gudsdyrkelse o. s. v. Af S.’s Midte
udtoges de edsvorne Dommere, indtil det ved
Gajus Gracchus’ Lov maatte afgive denne Ret
til Ridderstanden for dog senere delvis at faa
den tilbage. Det havde saaledes gennem lange
Tider hele Statens Styrelse i sin Haand, og de
ledende Embedsmænd, der kun beklædte deres
Embede for et Aar, men var Senatorer for
Livstid, følte sig i Reglen som blotte Udøvere af
S.’s Myndighed. S. repræsenterede det
konservative og aristokratiske Princip i Roms Forfatning
og ledede i lang Tid Roms Politik paa en
maalbevidst og forstandigMaade, men i Republikkens
senere Tid kom det i alt for høj en Grad ind
paa, en snæversynet Klassepolitik, som medførte
Borgerkrige og til sidst Republikkens
Undergang. S.’s Møder holdtes enten i Raadhuset
(curia Hostilia, fra Cæsar’s Tid curia Julia) ell.
i et Tempel. De lededes af en Embedsmand,
hyppigst en Konsul, der alene havde at afgøre,
hvilke Sager der skulde sættes paa
Dagsordenen. Han kunde raadspørge hver enkelt Senator
om hans Mening, og ofte udviklede der sig en
længere Forhandling. Den Beslutning, som S.
endelig fattede ved Stemmeflerhed, blev
nedskreven og opbevaret i Arkivet. Hvis der blev
intercederet mod S.’s Beslutning af en
Embedsmand, der havde samme ell. højere Rang end
den Præsiderende, ell. af en Folketribun,
ligesom hvis det konstateredes, at der ikke var det
i Forretningsordenen fastsatte Antal S. til Stede,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0244.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free