Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sennesbælge - Sennheim - Sennyey, Paul - Šenoa, August - Senoi - Senon - Senoner - Sénones - se non è vero è ben trovato - señor - Sen-Renaissance - Sens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mærke efter Griffelen. Langs Bælgens mørkere
Midte ligger de haarde, ofte ufuldkomment
udviklede Frø, mellem hvilke der er
Tværskillevægge. Alexandrinske S. er fra 3 til henved 5 cm
lange og indtil 2,5 cm brede, Tinnevelly S. er
fra 3 til henved 6 cm lange og i Reglen smallere
og mindre krumme end alexandrinske. S. af C.
obovata, som undertiden forekommer, er
seglformet krummede, indtil 5 cm lange og knapt
2 cm brede. S. lugter ejendommeligt og smager
svagt, ikke bittert. De indeholder
Oksymetylantrakinoner som Sennesblade, men afviger ved
ikke at indeholde »Harpiks«; de giver derfor
ikke Kneb. Bælgene fandt tidligt Anvendelse
— ogsaa udvendig mod Øjenlidelser — de
fortrængtes senere af Bladene, men anvendes nu
paany i stigende Grad.
B. G.
Sennheim [’zænha^im] (fr. Cernay), By i
det østlige Frankrig, Dept Haut-Rhin (Alsace),
VNV. f. Mulhouse, 4800 Indb. Rester af en gl
Befæstning, Jernstøberi, Kamgarnsspinderi,
Bomuldsspinderi, Væveri, Farveri. Mod S. det
sagnrige Ochsenfeld i en ufrugtbar Egn. 1634
besejrede her Bernhard af Weimar
Lorrainerne under Hertug Karl.
(Joh. F.). E. St.
Sennyey [’∫ænjæi’], Paul, Friherre, ung.
Statsmand (1824—88), blev 1846 Sekretær i
Hofkancelliet og var paa Rigsdagen 1848 en varm
Talsmand for Legitimiteten og Forbindelsen med
Østerrig. Derfor blev han ogsaa Oktbr 1860
Vicepræsident for det ung. Statholderiraad, dog kun
for nogle Maaneder, og Juli 1865 Skatmester. Skønt
gl-konservativ medvirkede han dog til det
politiske Forlig Febr 1867 og trak sig derefter
tilbage til Privatlivet. 1872 valgtes han til
Underhuset og var her i nogle Aar Leder for det lille
konservative Parti. Endelig udnævntes han
Decbr 1884 til Judex Curiæ og dermed til
Formand for Magnaternes Hus.
E. E.
Šenoa [’∫ænåa], August, kroatisk Forf.
(1838—1887). Efter Studier i Prag debuterede
han 1864 i Wien med den satiriske Novelle
»Vječni žid u Zagrebu« (»Jerusalems Skomager
i Agram«), men hans øvrige Produktion
omfatter mest historiske Romaner og Noveller af
patriotisk Indhold som f. Eks. »Zlatarovo zlato«
(»Guldsmedens Guld«) 1872, »Seljačka buna«
(»Bondeoprøret«) 1877, »Prosjak Luka«
(»Tiggeren Luka«) 1879). Som Deltager i den »illyriske
Bevægelse« (se Illyrisme) optraadte han
ogsaa som Forf. af lyriske Digte.
K. S.
Senoi, Navn paa nogle Stammer paa
Halvøen Malakka i SØ.-Asien, hvor de bebor den
centrale Bjergkædes Østskraaning. Racemæssigt
tilhører de den indo-australske Gruppe og har
saaledes de nærmeste Slægtninge i Veddaerne
paa Ceylon og forsk. Smaastammer i Indonesien.
Uden Tvivl udgør de et meget gl Element i
S.-Asiens Befolkning. Ogsaa kulturelt staar de paa
et gammeldags Trin, idet de ernærer sig som
Jægere og Fiskere. Deres vigtigste Vaaben er
Pusterøret, hvortil de benytter forgiftede Pile.
Boligerne er oftest kun simple Vindskærme. I
nogle Henseender er de dog paavirket af
højerestaaende Nabofolk, f. Eks. sprogligt, idet de
taler en austro-asiatisk Dialekt. (Litt.: R.
Martin, »Die Inlandstämme der Malayischen
Halbinsel« [Jena 1905]).
K. B.-S.
Senon ell. Sénonien [senå’niæ], se
Kridtformation.
Senoner hed en gallisk Stamme omkr. det
nuv. Sens Ø. f. Paris. Under den keltiske
Folkevandring c. 400 f. Kr. drog en Del af S. til
Italien, erobrede den umbriske Kyst til Ancona og
deltog i Indtagelsen af Rom Aar 390. Aar 283
underkuedes de af Romerne. Om S. minder
Stæderne Sinigaglia ved Adriaterhavet og Siena i
Toscana, opr. Sena Gallica og Sena Julia.
G. S-e.
Sénones [se’nån], By i det nordøstlige
Frankrig, Dept Vosges, NØ. f. Épinal, smukt
beliggende i en af Vogesernes skovrige Dale, ved
Rabodeau og Banen S.—Etival, 4300 Indb. S.
har et i fordums Tider berømt Abbedi, grundlagt
661 af Biskop Godebert i Sens, desuden en Kirke
med Gravmæle over den lærde Teolog Calmet,
et Slot med Park tilhørende Greven af Salm,
Stenbrud, Bomuldsspinderier og Væverier.
Tidligere var S. Hovedstad i det rigsumiddelbare
Grevskab Obersalm,, som 1793 indlemmedes i
Frankrig.
(M. Kr.). E. St.
se non è vero è ben trovato
[se-nån-æ-’vero-æ-ben-tro’vato], ital. ordsproglig
Talemaade: »er det end ikke sandt, saa er det i alt Fald
godt fundet paa«. Citeres alm. i Originalsproget.
(E. G.). E. M-r.
señor [’sænjår] (sp., af lat. senior, ældre, —
svarende til ital. signore og fr. seigneur), Herre,
er den sædvanlige Titulatur i Spanien for
Mandspersoner, navnlig ældre; unge Mennesker kaldes
señorito. For Kvindekønnet er de tilsvarende
Benævnelser señora og señorita. Medens Don kun
anvendes foran et Fornavn, bruges S. enten med
Efternavnet alene, ell. med det fulde Navn, f.
Eks. S. Don Pedro Gómez.
E. G.
Sen-Renaissance [-renə’saŋsə] kaldes ofte
den Periode af Renaissancestilen, som følger
efter Høj-Renaissancen. I de glidende
Stilovergange er det umuligt at drage skarpe og
bestemte Grænser mellem de forsk. Stilnuancer,
og ikke mindst Skellet mellem S. R. og Barok
er vaklende. Om en Arkitekt som Palladio
tilhører den ene ell. den anden Stilretning, vil
altid kunne omtvistes. Tidligere var
Arkitekturhistorikerne tilbøjelige til at lade den ital. S.-R.
omfatte den sidste Halvdel af 16. Aarh. og først
at lade Barokken begynde c. 1600 ell. senere.
Nu skelner man sædvanlig mellem en aktiv
Barokretning, som indledes af Michelangelo, og
en samtidig, mere passiv S.-R., der fastholder
Højrenaissancens Plan- og Opstaltidéer, men
giver Enkeltheder og Ornamentik et mere ell.
mindre barokt Præg. Smlg.
Bygningskunst, S. 333, og Renaissance.
C. A. J.
Sens [sã.s], By i det nordøstlige Frankrig,
Dept Yonne, SØ. f. Paris, ved Yonne, 15000
Indb., Knudepunkt paa Lyon-, Orléans- og
Østbanen. Byen er fra gl Tid Bispesæde, og dens
mest fremtrædende Bygninger er Vidnesbyrd
herom, saavel Ærkebispens Palads, fra 16. Aarh.,
med Mindesmærker af Kunstnerne Jean Cousin
og Thénard, og det tidligere ærkebiskoppelige
Domhus, der er opført i 13. Aarh., som
Katedralen (St Etienne), en smuk gotisk Bygning fra
12.—14. Aarh. med to Taarne, hvoraf det ene
er 73 m højt. Denne Kirke har to
kæmpemæssige Klokker fra 16. Aarh., smukke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
