- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
250

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Septikæmi - Sept Iles, Les - Septim - Septimakkord - Septimanien - Septimer - Septimius Severus, Lucius - Septimol - septisk - Septoria - Septuagesima - Septuaginta - Septum - Sepúlveda, Juan Ginés de - Sepúlveda, Lorenzo de - Sequaner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ved denne Tilstand i første Linie er Optagelse
i Blodet af patogene Bakterier fra Saaret, der
ikke er identiske med de forholdsvis uskadelige
Forraadnelsesbakterier; oftest drejer det sig
om Streptococcer. Man kan saaledes i
Virkeligheden ikke opretholde en Adskillelse mellem S.
og Sepsis (s. d.).
O. T.

Sept Iles, Les [le-sæ’t-i.l] (ɔ: Syvøerne),
fr. Øgruppe i Kanalen (La Manche), 5 km fra
Kysten af Dept Côtes du Nord (Bretagne). Paa
en af dem, Ile aux Moines, findes et Fort og et
Fyrtaarn.
(M. Kr.). E. St.

Septim, det syvende Trin i den diatoniske
Tonerække, et Interval paa syv Trin. Se
Interval.
S. L.

Septimakkord, Firklangen, en Akkord, der
bestaar af Grundtone, Terts, Kvint og Septim.
S. L.

Septimanien synes at have faaet Navn efter
Septimani, d. 7. rom. Legion, som laa i
Bæterræ (Beziers). S. var Landet mellem Garonne
og Pyrenæerne, de sydlige Cevenner og Rhône.
Det var det gl. Narbonensis, som Vestgoterne
havde besat. Da Chlodovech 507 erobrede den
vestlige Del med Toulouse, beholdt Vestgoterne
kun Kystegnene med de 7 Kommuner Narbonne,
Beziers, Nîmes, Agde, Maguellonne, Lodève,
Uzes; dette formindskede S. kom under
Araberne 719, men blev derefter lagt under
Frankerriget i Løbet af Aarene 752—59.
(J. L.). H. J-n.

Septimer (ital. Passo di Sett), Alpepas
(2311 m o. H.) i Kanton Graubünden i Schweiz,
forbinder Lago di Comos Bassin med
Rhin-Omraadet ell. fører fra Casaccia (1460 m) mod
Syd i Bergell-Dalen til den nordligere liggende
Bivio ell. Stalla (1776 m) i Oberhalbstein-Dalen.
S. kendtes allerede i den rom. Kejsertid og
benyttedes i Middelalderen hyppigt af
Kejsertogene. I nyere Tid foretrak man snart lavere
Pas som Splügen, og Hospitset paa S. er nu
forladt.
(H. P. S.) O. K.

Septimius Severus, Lucius, rom. Kejser,
(193—211), kommanderede under Didius
Julianus’ Regering Hæren i Pannonien, hvor han af
Soldaterne blev udraabt til Kejser, samtidig
med, at Soldaterne i Britannien udraabte
Clodius Albinus til Kejser, og Soldaterne i Syrien
Pescennius Niger. Efter at S. S. først havde
anerkendt Albinus som Herre over de vestlige
Provinser, gik han mod Rom, hvor han fik
Senatets Anerkendelse. Derefter gik han til
Orienten, slog Pescennius Niger (194), erobrede
Byzans (196) og trængte endog ind i
Mesopotamien. Først derefter gjorde ban det af med
Albinus, hvem han overvandt ved Lugdunum
(197). Han regerede med stor Kraft og
erobrede paa et nyt Krigstog Partnernes mægtige
Stæder Seleukia og Ktesifon (198), hvorefter
Mesopotamien blev helt lagt under Riget. I sin
indre Styrelse befæstede han de monarkiske
Regeringsformer og indskrænkede Senatets Magt,
medens Officerernes Indflydelse forøgedes.
Prætoriangarden blev opløst, og en ny Garde
oprettet, bestaaende af udvalgte Folk fra de
forsk. Legioner. Den civile Regering lededes af
dygtige Jurister (med Titel af præfecti prætorio)
som Papinianus og Ulpianus. S. S., som selv
stammede fra Afrika, begunstigede ogsaa
Provinserne, men forsømte dog ikke Rom, hvor
han opførte fl. Pragtbygninger. Paa et Tog til
Britannien døde han i Eboracum. Han blev
Stifter af et Kejserdynasti, idet hans Sønner
Caracalla og Geta fulgte efter ham.
H. H. R.

Septimol, Septol, en Nodegruppe paa syv
lige lange Toner, der skal udføres inden for
samme Tidsrum, der ellers normalt vilde
tilfalde seks ell. otte Toner af samme Nodeværdi.
Jfr Decimol og Triol.
S. L.

septisk, se Sepsis.

Septoria Fr., Slægt af Sphæropsideæ, med
en Mængde Arter, som frembringer døde
Pletter paa Bladene af forsk. Planter (Pæretræ,
Selleri, Tomat, Chrysanthemum, Græsser o. m.
fl.); Pykniderne er indsænkede i det døde
Bladvæv og udvikler traadformede, farveløse
Sporer, der i Reglen er forsynede med fl.
Tværvægge.
(F. K. R.). C. F.

Septuagesima (lat.), »halvfjerdsindstyvende«,
nemlig Dag før Paaske, den niende Søndag
før Paaske, som fra gammel Tid fejres til
Minde om det halvfjerdsindstyveaarige
babylonske Fangenskabs Ophør.
A. Th. J.

Septuaginta, se alexandrinske
Bibeloversættelse
.

Septum (lat.), Skillevæg, kaldes i
Anatomien pladeformede Dannelser, i Reglen i
Legemets Midtlinie, som forbinder et Organs to
Halvdele med hinanden, ell. deler et Hulrum
i en højre og en venstre Halvdel. Saaledes er
s. nasi den dels benede, dels bruskede Skillevæg
mellem Næsehulens to Halvdele, s.
ventriculorum
Skillevæggen mellem højre og venstre
Hjertekammer.
S. B.

Sepúlveda [sæ’pulwæða], Juan Ginés
de
, sp. Historieskriver (1490—1574). Han havde
studeret i Bologna og blev 1536 Kapellan og
Historiograf hos Kejser Karl V. Mod Bartolomé
de Las Casas forsvarede han Spaniernes
Optræden i Amerika. S. forfattede en stor Del
lærde Skr; hans vigtigste Værk er imidlertid
hans Karl V’s Historie paa Latin, først udgiven
af det sp. hist. Akademi 1780 tillige med hans
øvrige Opera (Madrid, 4 Kvartbind).
E. G.

Sepúlveda [sæ’pulyæða], Lorenzo de,
sp. Digter, 16. Aarh. Han er bekendt ved den
Samling Romances, fortællende historiske Digte,
som han midt i Aarhundredet udgav i Sevilla
for, som han siger, at fortrænge de fabelagtige
Folkeviser; sit Stof tog han af en yndet sp.
Krønike, Cronica general, og Formen holdt han
og nogle Medarbejdere nær op til den alm.
folkelige. Bogen slog godt an, kom i adskillige
Udgaver, og en Del af dens Indhold optoges i
senere, blandede Romancesamlinger. Den
ældste bevarede Udgave er fra 1551 (Anvers); ikke
lidt forsk. er den fra 1566 (smst.). Et Facsimile
af den først nævnte Udg. fremkom i New York
1903 ved Archer M. Huntington.
E. G.

Sequaner [-’kva’-] hed en stor gallisk Stamme
i Franche-Comté. Navnet hænger sammen med
Sequana = Floden Seine. Mod deres Naboer
Æduerne indkaldte S. Aar 70 f. Kr.
Sveberhøvdingen Ariovist, som imidlertid underkuede dem
selv; han forjoges Aar 58 af Cæsar, der bragte
S. under Roms Herredømme.
G. S-e.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0262.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free