- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
261

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Serbien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Galizien. For at knytte disse Stammer til sig
overlod den byzantinske Kejser Heraclius dem
Landet mellem Timok og Sava Floden. Mod
Kroaterne blev Zettina Floden Grænse, men
mod V. udbredte Serberne sig snart over
Avarernes Ruiner ud til Adriaterhavet. — De i fast
afgrænsede Slægter (zadruga) inddelte
Stammer (pleme) styredes hver for sig af en valgt
Župan. Under indbyrdes Krige lykkedes det
Stammerne i Rascien (Raška), det nuv.
Novibasar og Omegn, at blive de mægtigste. Ved
Aar 900 var byzantinsk Kristendom bleven
raadende i Folket, snart efter gjorde det
bulgarske Rytterfolk Ende paa de serb. Stammers
Selvstændighed, og da Byzans kuede Bulgarien,
fulgte de serb. Lydlande med. I Kystlandet
lykkedes det dog en Župan, Stefan Voislav,
at frigøre sig 1040; fra hans Stamland Zahumlie
(senere Hercegovina) rejstes atter den serb.
Uafhængighed, men efter 100 Aars urolige og
vaklende Ledelse bukkede det ny Rige under
for Manuel Komnenos c. 1160.

II. Nemanidernes Tid (1159—1371).
Det svage Byzans formaaede dog ikke at
fastholde disse vanskelig tilgængelige Bjerglande,
og snart efter rejste en af Rasciens fire
Županer, Stefan Nemania, sig til Oprør; han
fordrev sine tre Brødre, slog den byzantinske
Undsætningshær og forstod ved snildt at søge
Forbundsfæller, snart i Ungarn, der dog derved
fik en vis Lensherreret, snart i Bulgarien at
fæste og udvide sin Magt over det hele
Gammelserbien og tilgrænsende Egne. Hans
Erobringstog standsedes dog omsider af
Byzantinerne 1191. Særlig ved en ivrig
Sammenslutning med det serbiske Præsteskab grundlagde
Stefan sin Slægts Magt, og han blev Stamfader
til Nemanidernes Herskerhus. Hans Æt
udmærkede sig overhovedet ved stor, undertiden
sygelig Fromhed, selv om fl. af dens
Medlemmer af politisk Nød vaklede mellem den østlige
og vestlige Kirke; det serbiske Folk var jo selv
delt mellem de to kristne Bekendelser. Denne
stærke Kirkelighed var Grund til, at det
bogomilske Trossamfund aldrig fik Lov at slaa Rod
i S., saa stærkt det end var i de omliggende
Lande. — Stefan trak sig tilbage 1196 og
grundede med sin Søn Rastko, den senere hellige
Sava
, Klosteret Chilandar paa Athos,
hvor serb. Videnskabelighed i Middelalderen
fik sit Hjemsted. En Strid mellem to af Stefan’s
Sønner endte med, at Tihomil sejrede, han
kronedes af Paven og antog som alle af dette
Herskerhus Navnet Stefan (ςτεφανος, Krone)
1221; samtidig opgav Ungarn sin Højhed over
Landet. Da Korsfarerne 1204 erobrede Byzans,
havde den serb. Ærkebisp erklæret sig
uafhængig af den gr. Patriark; senere hen, efter 1345,
kaldte Ærkebispen sig for serb. Patriark. I
Urosch I, Tihomil’s Søn (1243—76), fik
Landet en betydelig Hersker; under heldige Krige
med Bulgarien tvang han en serb. Fyrstesøn
ind som Tsar over Bulgarien, men hans
vidtflyvende Planer, der senere optoges af Duschan,
sammen med Bulgarerne at knække
Grækervælden og oprette et slavisk Kejserrige, endte
med, at han blev slaaet og fortrængt af sin
egen Søn, Dragutin, som dog snart
efterfulgtes af sin Broder, Urosch II Milutin
(1281—1321); han lagde Albanien under sit
Scepter. Hans Efterfølger Urosch III, ogsaa
kaldet Stefan Detschanski efter Klosteret
Detschan, som han byggede Gud til Tak for
Erobringen af Nisch, blev indespærret af sin egen
Søn Duschan under Slægtsfejde og kort efter
kvalt i sit Fængsel (1331). Kort før sit Fald
naaede Serberriget sin højeste Glans, under
Duschan Urosch IV (1331—55). Alle serb.
Lande undtagen Bosnien og Ragusa samledes
under hans Styre. I Venskab med Bulgarerne
søgte han nu at styrte Byzans. Han erobrede
Makedonien og Epeiros, lod sig udraabe til
»Tsar over Serber og Græker«, til Hovedstad
valgte han Skoplie, og her kronedes han af
Serbiens og Bulgariens Kirkehøvdinge. Uden at
bryde sig om den økumenske Forbandelse
erobrede Duschan stadig mere af det byzantinske
Rige, saa at i Europa sluttelig kun Saloniki, den
irakiske Kyst og Konstantinopel var i Kejserens
Hænder; hele det gl. Hellas kom under serb.
Højhed. Tyrkernes truende Magt og
begyndende Indfald i Europa gjorde, at alle
Folkeslag flokkedes om den tapre Serberkonge.
Duschan var Maalet nær; han tilbød nu Paven
at gaa over til hans Kirke, mod at blive
udnævnt til Capitano for alle Østens Kristne, men
pludselig døde han. Hans svage Søn Urosch
V (1356—71) formaaede ikke at løfte Arven.
Han brødes itu mod Vasallernes
Uafhængighedsstræben i Kirkestriden med Byzans og ved
Tyrkerstormen. Hans Lensmand Vukaschin
i Prizeren tog Ledelsen i sin Haand, efter at
de sydlige Landsdele havde løsrevet sig; men
i Slaget ved Maritsa mod Tyrkerne blev
Vukaschin og hans Brødre dræbte og hans Hær
opreven 1371.

III. Kampen mod Tyrkerne og
Underkuelsen
(1371—1804). Sammen med
Bosniens Ban Tvrtko I optog nu Arvingen til
Nemanidernes Rige Fyrst Lazar
Chrebelanović Kampen mod den frygtelige Fjende;
1387 sejrede de, men to Aar efter brød Sultan
Murad I frem med en vældig Hær, og S.’s
Skæbne besegledes paa Kosovopole
(Solsortemarken) 15. Juni 1389. Milošch Obilić
dræbte vel Murad, men Tyrkerne sejrede,
oprev den serb. Hær, ihjelslog de stolteste
Riddere, fangede Lazar og henrettede ham. Den
ny Sultan overgav Lazar’s Søn Stefan hans
Faders Lande som tributpligtigt Militærlen, og i
Slaget ved Nicopolis var det Stefan, der
skaffede Tyrkerne Sejren mod Ungarn. — Slægten
Bránković, blev efter Stefan’s Død 1427
Førerne for den hendøende serb. Modstand.
Underligt nok forbander Folkevisen Slægtens
Ældste, Vuk Bránković, der »forrædersk
flyede fra Kosovo-Slaget«. Han synes dog
derved at have sparet sin og Slægtens Kraft til
senere Kampe. Endnu i over 30 Aar værgede
Juri og hans Søn Lazar Bránkovič Landet mod
at blive inddraget under Sultanens personlige
Magt, i aaben Krig mod Lensherren; men
Konstantinopels Fald 1453 gav Sultanen fri Hænder,
1458 døde Juri, og Aaret efter trængte Tyrkerne
ind, og S. forvandledes til et Pashalyk, en ren
tyrk. Prov. 1459. — Fire Aar efter fik Bosnien

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0273.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free