- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
262

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Serbien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

samme Skæbne. Kun det fattige, afsides
Chlum under Stefan Vukšić holdt sig som
Len. Stefan lod sig kalde Herceg = Hertug,
deraf Hercegovina = det hertugelige Land.
Først 1482 faldt dette Land. Zeta (Montenegro)
stod endnu nogen Tid som Vasalstat af Venedig,
der tog Havnen ved Cattaro (Kotor) i varig
Besiddelse. Ivan Stefanovič Crnojević holdt sig
i Bjergene og gjorde Cetinje til Hovedstad, men
1499 blev Tyrkerne, om end for en kort Tid,
Herrer her. Dermed var alle serb. Lande i
Sultanens Magt. Men intet Øjeblik har den serb.
Folkeaand opgivet Modstanden mod
Fremmedvældet, selv i de mørkeste Tider. At det serb.
Folk med saa liden Begejstring og Opofrelse saa
Ungarns Kampe mod Tyrkerne, laa mest i det
ung. Herredømmes snævert kat. Sind. — Med
Ungarns Fald 1526 lukkedes alle Sunde.
Serberne blev en ringeagtet, retsløs og vaabenløs
tyrk. ra’jet, store Dele af Jorden blev tyrk.
timar, forpagtet ud til serb. Bønder. Pashaen i
Belgrad, der efter 1403 var bleven en serb. By
og Hovedstad, var Landets øverste Herre, rundt
om ved Smaabyerne byggedes Fæstninger, tyrk.
Janitshar’er blev bosatte i Landet. Kun Kirke
og Folkesang blev de Mure, bag hvilke Folket
levede sit eget Liv. Indtil de sidste Tider har
det osmanniske Herredømme skaanet de
undertvungnes indre Nationsliv, af politisk Storsind
og fordi man manglede Forstaaelse af, at der
derfra kunde lure en Fare for Magthaveren.
Naar Uretfærdighed, tøjlesløs Vold ell.
Udsugelse fik de undertrykte til at tabe
Taalmodigheden, søgte de at redde sig ved Udvandring;
store Dele af Sydungarn — Syrmien —
befolkedes af Serber, Bránkovič’erne tog serb.
befolkede Lande i Len af Stefans Kronen, paa den
Vis opstod ogsaa »Militærgrænsen«. Særlig efter
Krige mellem Tyrkiet og det habsburgske Hus
led Serberne skrækkelig, og umiddelbart før og
efter saadanne udvandrede Tusinder af
Smaafolk af Angest for tyrk. Rædsler. Den sidste
store Udvandring skete 1690 med Kejser
Leopold’s Tilladelse. Det var 40000 serb. Familier
fra Gammelserbien med Patriarken selv, Arseni,
i Spidsen, der, plagede og pinte af
muhammedanske Albanesere, brød op og bosatte sig i
Slavonien omkr. det herlige Frusškagora. Følgen for
Nationen var dog kun sørgelig. Patriarkatet i
Ipek ophævedes, det gl. Land, S.’s Stamland, gik
tabt til Albaneserne, og de udvandredes Skæbne
i Østerrig blev tung. Deres politiske og
nationale Tilværelse blev en Bold mellem Wien og
Pest. Hverken formaaede Serberne at købe sig
Fred ved at støtte Wienerhoffet mod
Magyarerne og heller ikke ved at love at indgaa som Del
af Ungarn mod at beholde eget indre Styre.
Omsider lykkedes det dog Pesterdiplomaterne
at faa Kejseren til at overlade dem det serb.
Land mod at give Befolkningen de Rettigheder,
der ikke stred mod Ungarns Grundlove, men
dermed var Serberne paa Naade og Unaade i
Magyarernes Hænder. En stor Mængde
udvandrede siden til Rusland, mellem Očako og
Kijev (c. 100000). Et nyt Forsøg paa en
Storudvandring fra Ipek 1737 mislykkedes, og mange
Tusinde ulykkelige myrdedes af Albaneserne paa
Vejen.

Alligevel var Østerrigs stadig heldigere Krige
mod det svækkede Tyrki en bestandig
Opmuntring for det trælbundne S., og Landsmændene
hinsides Sava og Donau blev en aandelig Støtte
for den kuede ra’jet i det tyrk. Land, senere hen
gode Kampfæller og Hjælpere i Frihedsværket.

IV. Tyrkeaaget afkastes. (1804—30).
I Slutn. af 18. Aarh. herskede der uhyggelig
opløste Forhold i det tyrk. Sultanat. Pashaerne
i Prov. viste stigende Ulydighed ell. trodsede
aabent Herskeren. De hjemsendte Hære vilde
ikke aflevere Vaabnene, men slog sig sammen i
Røverbander og brændte og plyndrede. Den
faste Soldateske, Janitsharerne, blev i
sin Egenraadighed truende, i store Dele af Asien
lammede de mægtige Derebeger Sultanens Vilje.
I S. myrdedes Pashaen af de oprørske
Janitsharer, deres Førere, de fire saakaldte Dahi’er
delte Landet, og for at styrke deres Magt
begyndte de nu et sandt Rædselsherredømme.
Rundt om i de serb. Landsbyer tog hver Dahi
i sin Landsdel fat paa at skære Hovedet af alle
de Mænd, hvis Stilling, Navn og Formue gav
dem Anseelse bl. de Kristne. Da rejste der sig
et Forbitrelsens Skrig fra de undertrykte. I
Skarer flygtede de vaabenføre ud i Skovene
(Šumadia), her traf de disse utøjlede,
fortvivlede Haiduker, den Slags politiske
Fribyttere, som Tyrkedømmet stadig affødte,
fredløse, forfulgte Kristne, der havde taget »Skoven
til Mor« (Suma mi mati) og kæmpede
ensomt mod Magthaverne, til de fandt Døden.
Indflydelsesrige Mænd, Knezer, besluttede nu
herude at rejse et Oprør mod Voldsstyret. Af
deres Midte udvalgte man Svinehandleren
Karadjórdje (Sorte-Georg) til Fører 1804. Først
sammen med Pashaen af Bosnien og paa
Sultanens Side gør de serb. Bønder Ende paa
Dahiernes Magt, de henrettes alle fire; men da
Sultanen nu forlanger Serbernes Afvæbning, fordrer
de andre Sikkerheder for Fremtiden, det
nægtes dem, og nu vender de Vaabnene mod
Tyrkedømmet selv. Til Trods for indre Avind og
Splittelse mellem Knezerne lykkedes det i
modige Kampe Karadjordje at drive Tyrkerne ud
af Landet, kraftig hjulpen af den russ. Politik;
1806 førte Russerne deres Hær mod Sultanen,
og Serberne sluttede sig til dem. Ingen anden
af Europas Stater hjalp det serb. Folk i den
haarde Kamp, ja Napoleon var det ligefrem
fjendtlig, og Østerrig, der frygtede en russ.
Vasalstat i et frit S., saa uvillig paa Kampen. Værst
af alt var det at bilægge de indre Fejder
mellem Førerne. Da erindredes en gl Sæd fra det
fri S. Ved Foraarstide 1807 sammenkaldtes i
Borak en Skupschtina af alle ansete
Æthøvdinger. Denne Forsamling udnævnte et
Senat (savet), og desuden dannedes et øverste
Raad for den udøvende Magt; her fik fire Sæde:
Karadjórdje, Mláden Milovânovič,
Ivan Júgović og Miloš Obrénović.
Under stadig Krig med vekslende Udfald
hævdede dog Serberne deres Land, og da Russerne
tvungne ved Napoleon’s Indfald 1812 sluttede
Fred med Sultanen, indrømmedes der S. indre
Selvstændighed og Amnesti for
Oprøret
(Bukarest 1812). Benyttende sig
af Ruslands egen Nød søgte Sultan Mahmud at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0274.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free