Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - serbisk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Litteratur nævnes nogle legendariske
Kongekrøniker (»Životi kraljeva«), forfattede af
Ærkebiskop Danilo i 1. Halvdel af 14. Aarh., og
fra en noget senere Tid nogle Klosterannaler.
Et vigtigt Litteraturmindesmærke fra omtrent
samme Tid er Stefan Dušan’s Lovbog, der
giver et Billede »af den Tids Kulturtilstand.
Medens Underkastelsen under Tyrkerne efter
Slaget paa Kosovo-Sletten (1389) standsede
Udviklingen af ialt aandeligt Liv i det egl. Serbien,
udviklede der sig en ejendommelig Kultur i
Dalmatien med Ragusa og Spalato som
Midtpunkter. Her havde opr. boet en romansk
Befolkning, der først temmelig sent fortrængtes
helt af Slaverne, og selv efter at disse fra 14.
Aarh. var blevne de eneherskende, øvede
Italiensk en meget betydelig Indflydelse. De
fornemme Familier dyrkede Kunst og Videnskab,
Oldtidens Klassikere studeredes og oversattes,
og da Renaissancebevægelsen overførtes til
Dalmatien, blomstrede en omfangsrig
Kunstdigtning frem. Den første betydelige Forfatter er
Marko Marulić (f. 1450), der paa Serbisk,
Italiensk og Latin skrev hist. og teol. Værker
og tillige forfattede gejstlige Skuespil, en
Digtart, der dyrkedes meget i den flg. Tid, bl. a.
af Nikola Vetranić (d. 1576). De to
ragusanske Digtere Menčetić (d. 1501) og
Držić (d. 1510) efterlignede den provençalske
Kærlighedsdigtning. Hannibal Lučić (d.
1540) behandlede i et Drama, »Slavinden«,
nationale Emner og priste i sine Digte baade sit
Fædreland og Italien. Komedier og Hyrdespil
forfattedes bl. a. af Nikola Nalješković
(d. 1587). Petar Hektorović (d. 1572) er
mærkelig ved at have benyttet Folkepoesien.
Den berømteste af alle dalmatinske Digtere er
Ivan Gundulić (d. 1638), der efter ital.
Mønstre uddannede serb. Versekunst til stor
Fuldkommenhed. Særlig berømt er hans episke
Digt »Osman« og af hans dramatiske Arbejder
»Dubrovka«. Hans Slægtning Junije
Palmotić (d. 1657) var overordentlig frugtbar og
anset som en fortrinlig Improvisator. I den flg.
Tid taber denne Litteratur sig mere og mere,
skønt der ikke er Mangel paa Forfatternavne;
om stadig Forbindelse med Vesteuropa vidner
Overs. af Molière, Corneille, Tasso m. fl. Der
er dog endnu i 18. Aarh. et Navn af Betydning:
Andrija Kačić-Miošić (d. 1760), der
stærkt paavirket af Folkepoesien skildrede
Serbiens Historie i Sange, der vandt en hidtil
ukendt Popularitet og blev til en virkelig
national Digtning i Modsætning til den øvrige
dalmatinske Litteratur, som ikke naaede ud over [
de fra Italien indførte Mønstre og derfor
forblev ganske unational. Den dalmatinske
Litteratur, som gennemgaaende er poetisk og ikke
har frembragt noget betydeligt Prosaværk, er
ogsaa i sproglig Henseende stærkt paavirket af
Italiensk. Fraseologien er helt italiensk, ja
undertiden findes endogsaa alle Præpositionerne
forbundne med Akkusativ. En egl. serb.
Nationallitteratur begynder først med Opstandene mod
Tyrkerne og den endelige Løsrivelse fra dem
i Beg. af 19. Aarh. For at skabe et
Litteratursprog søgte man at lægge Russisk-Kirkeslavisk
til Grund. Men denne Bevægelse, hvis
betydeligste Forf. var Johan Raić (d. 1801), maatte
vige for den naturlige Fordring om, at der
skulde skrives i Folkets eget Sprog. Dette
hævdedes først af den vidt berejste og mærkelige
Dositije Obradović (d. 1811), der
regnes for den nyere serb. Litteraturs
Grundlægger. Af den allerstørste Bet. blev Vuk
Stefanović Karadžić, som paa Grundlag af
den hercegovinske Dialekt, der staar nær ved
det Sprog, hvori Gundulić o. a. har skrevet,
skabte et Skriftsprog, som tillige med hans
Forbedringer i Retskrivningen nu er trængt
alm. igennem; han indsamlede Folkeviser og
Eventyr, skrev en Grammatik og en fortrinlig
Ordbog og overs. Ny Test. i et mønstergyldigt
Sprog. Sima Milutinović (d. 1847)
skildrede Frihedskampene i en episk-lyrisk
Digtcyklus »Serbijanka«. Hans Samtidige, Petar
II Petrović Njegoš, Fyrste af
Montenegro (d. 1851), og Branko Radičević
(d. 1853) vandt sig Ry som de største serb.
Digtere. I den vestlige Del af det serb.
Sprogomraade, Dalmatien og Kroatien, begyndte et
frodigt aandeligt Liv med den saakaldte
»illyriske« Bevægelse (se Illyrisme) mod
Ungarn. Grundlæggeren heraf var Ljudevit
Gaj (d. 1872), om hvem der snart samlede sig
en Skare Digtere og Forfattere. Bevægelsens
Midtpunkt blev Agram. Sproget, hvori man
skrev, var i Beg. den »kajkaviske« Dialekt (se
ovf.), men snart antoges det alm. serb.
Skriftsprog, hvorved der skabtes en heldbringende
Enhed. Bl. de kroatiske Digtere nævnes særlig
Stanko Vraz (d. 1851), Ivan
Mažuranić (d. 1890), og Ivan Kukuljević (d.
1889), af dalmatinske Nikola Tomašić
(d. 1874) og Petar Preradović (d. 1872),
Lyriker og Epiker (»Prvi ljudi«, »De første
Mennesker«). Nyere serb. Digtere er Gjuro
Jakšić, Zmaj Jovanović (Lyriker og
fortrinlig Oversætter) og Dragutin og
Vojislav Ilijić, af hvilke den sidste har
skrevet et dybsindigt episk-lyrisk Digt
»Fiskeren«, paavirket af Goethe og Lermontof.
Dramaet er dyrket af Matija Ban (hist.
Dramaer) og Lazar Lazarević (d. 1891), hvis
»Vladimir og Kosara« regnes for det bedste
serbiske Drama. Janko Veselinović,
Ljubomir Babić og Lazarević har
skrevet Romaner og realistiske
Folkelivsskildringer, hvori dog Simo Matavulj er naaet
højest (»Iz Crne Gore i Primorja«, »Fra
Montenegro og Kystlandet«). — Af videnskabelige
Forfattere maa nævnes nogle Sprogforskere:
Daničić (f. 1825), hvis omfattende
Virksomhed tilhører baade »serbisk« og »kroatisk«
Litteratur i snævrere Forstand, Jagić, d. som
Prof. i Wien, og Novaković, der ogsaa er
Litteraturhistoriker. Den videnskabelige
Litteraturs Midtpunkter er Akademiet i Agram
(oprettet 1867), der udgiver »Rad« (»Arbejder«)
og »Starine« (»Antikviteter«), og Akademiet i
Belgrad (oprettet 1887), der udgiver »Glas«
(»Efterretninger«) og »Spomenik«
(»Afhandlinger«).
En Stilling for sig indtager den
overordentlig rige Folkedigtning, der blev kendt i Europa
ved Vuk’s Samlinger og vakte megen Opsigt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
