- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
277

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Serrure, Constant Philip - Sers el Lajnah - Sertorius, Quintus - Sertulariidæ - Serubabel - Serum - Serumalbumin - Serumbehandling

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

nogen Tid som Sagfører i sin fædrene Stad, blev
saa udnævnt til Arkivar for Østflandern og 1835
til Lærer ved den videnskabelige Højskole i
Gent. Det var her, at han sammen med Mænd
som Blommaert og Frans de Vos optraadte som
den flamske Sags Forkæmper. De havde i
Forening stiftet det første flamske Tidsskrift:
»Nederduitsche letteroefeningen« (1834). Han
udfoldede siden en højst mangfoldig Virksomhed dels
som Udgiver af gl-nederlandsk Litteratur, dels
som selvstændig Forf. Sammen med Ph.
Blommaert
udgav han saaledes en Flanderns
Historie fra 580 til 1467 (1839—40). Bl. de Værker,
han har udg. af gl-flandersk Litteratur, maa
nævnes Jacob van Maerlants »Drie
boeken van den Wapene-Martijn« (1855). Nævnes
maa ogsaa hans »Vaderlandsch Museum voor
Nederduitsche Letterkunde, Oudheid en
Geschiedenis« (5 Bd, 1855—63). Fra 1854 ledede han
som Rektor Højskolen i Gent.
(A. I.). V. K.

Sers el Lajnah, By i Nedreægypten, Prov.
Menufieh, ligger 13 km SSV. f. Schibin el Kom
ved en Kanal i Nil-Deltaet og har c. 13000
Indb.
C. A.

Sertorius, Quintus, rom. Partifører, var
en Tilhænger af Marius. Under Kampen med
Sulla og Senatspartiet gik han 83 f. Kr. til
Spanien, hvor han først traadte i Spidsen for
Lusitanerne og snart fik Magt over største Delen af
Halvøen. Han ordnede dette Land efter samme
Mønster som selve Romerstaten, oprettede et
Senat og stiftede en Højskole i Osca. Metellus
Pius, som 79 blev sendt imod ham fra Rom,
kunde intet udrette, og senere blev ogsaa
Pompejus slaaet af ham (77—75). S. havde i høj
Grad vundet Spaniernes Hengivenhed og vandt
ogsaa Agtelse i Udlandet; baade med
Sørøverstaterne i Lilleasien og med Mithradates traadte
han i diplomatisk Forbindelse. Men da
Pompejus havde faaet Forstærkning (74), gik det
tilbage for S., der til sidst blev myrdet af sin
Underanfører Perperna (72), som derefter snart
bukkede under for Pompejus.
H. H. R.

Sertulariidæ er en Fam. af Goplepolypper,
nær beslægtet med Fjerpolypperne
(Plumulariidæ), som de bl. a. lgn. ved alle at mangle fri
Meduser; Individerne er indsænkede i
Stammer og Grene og forsynede med Laag
(Sertularia, Sertularella o. a.).
T. K.

Serubabel, hebr. Zerubbabel, d. s. s.
babylonsk Zer Babili, »Babels Spire«, en i Babylonien
født og opdragen Sønnesøn af Kong Jojakin, som
var pers. Statholder for de 520 f. Kr.
tilbagevendte landflygtige Jøder. Under hans og
Ypperstepræsten Josua’s Ledelse opbyggedes
Templet, dog med længere Standsning. Profeterne
Haggaj og Zakarja hilste ham som den af Gud
sendte Leder, og Forløber for den sande »Spire«,
d. e. Messias.
J. P.

Serum, se Blod og Serumbehandling.

Serumalbumin, d. s. s. Blodalbumin.

Serumbehandling (Serumterapi) er
Anvendelse af Blodserum fra Dyr (resp.
Mennesker) i kurativt ell. profylaktisk Øjemed. Ved
Serum forstaas Blodvædsken befriet for
formede Elementer (røde og hvide Blodlegemer,
Blodplader) samt Proteinstoffet Fibrinogen, der
udfældes »spontant«, naar Blodet aftappes fra
Aarerne (Blodet »størkner« ell. koagulerer).
Serum faas da som en mere ell. mindre lys,
gul, klar Vædske. I visse Tilfælde, der naturligt
ogsaa maa henregnes til S., benyttes Plasma
(d. v. s. Blodvædske, hvor man har hindret
Fibrinogenets Fældning) i St f. Serum, og i
enkelte Tilfælde bruges Blod (altsaa indeholdende
de nævnte Formelementer), hvis Koagulering
er hindret (f. Eks. ved Tilsætning af citronsurt
ell. oxalsurt Natron). Til S. kan derimod ikke
henregnes Vaccination, der er en saakaldet
aktiv Immuniseringsproces, Indpodning af et
mikrobielt Produkt (Mikrober, levende ell.
dræbte, af Mikroberne dannede Stoffer), der i
den vaccinerede Organisme udløser Dannelse af
forsk. Antistoffer. Benyttes en saaledes
vaccineret Organismes Blod ell. Serum kurativt ell.
profylaktisk, har vi S., der altsaa her bliver
ensbetydende med passiv Immunisering,
Bibringelse af Serum, der indeholder de af den
aktivt immuniserede Organisme dannede forsk.
Antistoffer. Summarisk udtrykt: aktiv
Immunisering = Vaccination, passiv Immunisering = S.

S. er indført (1890) af den tyske Bakteriolog
Emil v. Behring og dennes jap.
Medarbejder Kitasato. Disse viste, at det maatte
antages, at den i Aarh. kendte
Uimodtagelighed ell. Immunitet, som følger visse
Infektionssygdommes Overstaaen (Kopper, Tyfus,
Skarlagensfeber etc.), beror paa Nydannelse af
specifikke »Stoffer« (rettere Funktioner) i de
Inficeredes Organisme. Disse »Stoffer« formaar at
neutralisere de giftige Produkter, som
Mikroberne har frembragt i Organismen, og som
foraarsager Sygdommen. Behring havde arbejdet
med Kulturer af Difteribaciller og af Tetanus
(Stivkrampe)baciller. I Kulturer (i
Peptonbouillon) danner de nævnte Baciller (ligesom
under deres Vækst i Organismen) et meget
giftigt Produkt, Toxin, og dette Toxin (befriet
ved Filtrering fra Baciller) er det, som i
Organismen bevirker Dannelse af specifikt
neutraliserende Antitoxin. Blandedes i
Reagensglas Difteritoxin med det specifikke
antitoxinholdige Serum (naturligvis under passende
kvantitative Forhold) havde Blandingen mistet
sin Giftvirkning. Endvidere vistes det, at
indsprøjtedes det antitoxiske Serum paa et Dyr
forud for Toxinet, udeblev ligeledes
Giftvirkning. Denne Beskyttelse holdt sig i adskillige
Dage i Tilslutning til S. Endelig vistes det, at
Indsprøjtning af det antitoxiske Serum efter
Indbringelse af Toxinet ogsaa kunde
neutralisere, saaledes at ingen Giftvirkning fremkom.
Hertil krævedes dog, at S. blev foretaget inden
for et kort Tidsrum (1—2 Timer) efter
Toxinindbringelsen. Var der hengaaet længere Tid,
blev Virkningen mere tvivlsom, tiltagende med
Tiden, og var Forgiftningssymptomer først
brudt ud, skulde der langt større Mængder S.
til at frembringe Virkning, der da i det hele
var usikker.

Paa disse Iagttagelser er S. bygget op.
Fremgangsmaaden er i korte Træk følgende: I
Kulturkolber med Peptonbouillon dyrkes den
paagældende Bakterieart en vis Tid. Bacillerne
skilles derpaa fra Giftbouillonen, og denne
indsprøjtes (oftest under Huden) paa det Dyr,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0289.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free