- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
278

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Serumbehandling

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

der skal tjene som Serumproducent. Da Dyret
til at begynde med er meget følsomt for Giften,
maa de første Doser være meget smaa. Som
Regel anvendes Heste til Serumfremstillingen,
og der begyndes her med en Brøkdel af en
cm3 Giftbouillon, efterhaanden øges Dosis, og
man naar op paa Doser paa 200—300 cm3
ell. mere. Disse stigende Doser taales af Dyret,
fordi det efterhaanden danner mere og mere
Antitoxin, der vel for en Del forbruges af det
indførte Toxin, men hurtig nydannes i
betydeligt Overskud og findes i Plasma (resp. Serum).
Paa et passende Tidspunkt kan Dyret
aarelades (af een Hest kan med faa Ugers
Mellemrum adskillige Maaneder igennem tages 5—6 l
Blod, uden at Hestens Sundhedstilstand, der
under hele Immuniseringsprocessen kan holdes
upaaklagelig, lider derved), og dets Serum kan
altsaa nu benyttes til S. Antitoxinproduktionen
er specifik, d. v. s. Difteritoxin frembringer
Dannelse af Antitoxin mod dette, men ikke mod
Tetanusantitoxin og omvendt. Serum, der
indeholder Antistof, som specifikt er rettet mod
det Agens (Antigen), der har givet Stødet til
dets Dannelse, kaldes ofte (sprogligt mindre
heldigt) Antisera. De af Behring fremstillede
Sera (rettet mod Difteri — resp. Tetanustoxin)
er Typen paa antitoxiske Sera, som man
i Immunitetslærens første Tid (siden 1890)
naturligvis var tilbøjelig til at give almen Bet.,
saaledes at forstaa, at alle forsk. Bakteriearter
frembragte Toxin analogt med de nævnte. Man
mente derfor, det gjaldt om at fremstille
antitoxiske Sera mod alle de forsk. patogene
Mikrobers Toxiner. Forholdene har dog vist sig
at være langt mere komplicerede (se i øvrigt
Immunitetslæren). Kun faa Bakterier
danner Toxin, der direkte kan sidestilles med
de nævnte Toxiner; det er derfor heller ikke
muligt at bekæmpe alle Infektioner med
antitoxiske Sera. Efter 1890 har man imidlertid
paavist en Række andre Funktioner
(Antistoffer) i Serum af Dyr (Mennesker), der har
været udsat for Infektion ell. Vaccination (ogsaa
dræbte Bakterier) med Mikrober af forsk. Art.
Nogle af disse Antistoffer (der alle i det store
og hele er specifikt rettede mod de
paagældende Mikrobarter) sammenklumper
Mikroberne (Agglutininer), andre opløser dem
(Bakteriolysiner) ell. gør Mikroberne til lettere Bytte
for de hvide Blodlegemer (Opsoniner,
Tropiner). Rimeligvis findes adskillige andre
Antistoffer, hvis Funktioner endnu er ukendte.
Saadant Sera, der altsaa ikke, ell. kun i ringe
Grad er antitoxisk, men virker
bakteriehemmende ell. dræbende, kaldes
antibakterielle Sera. Man har — med mere ell. mindre
Held — efter Principper ganske svarende til
de i den ovf. givne Fremstilling omtalte —
fremstillet Sera mod Streptococcer,
Pneumococcer, Meningococcer, Pest-, Tyfus-, Kolera-,
Miltbrand-, Rødsygebaciller m. m. Serums
Styrke, d. v. s. Indhold pr cm3 af Antistof, maales
paa forsk. Maade, og Styrken angives for de
antitoxiske Seras Vedk. i Antitoxinenheder
(A.-E.) ell. Immuniseringsenheder (I.-E.). For
Difteriantitoxinet haves en international
anvendt Maalemetode, der væsentligst er
udarbejdet af den, berømte tyske Forsker Paul Ehrlich
(d. 1915). Noget lgn. er endnu ikke lykkedes
for Tetanusantitoxinets Vedk. Et Difteriserum
regnes for jævnt stærkt og brugeligt, naar det
indeholder c. 400 A.-E. pr cm3. I den sidste
Tid er det lykkedes at fremstille betydelig
stærkere Sera særlig gennem Stimulering af
Antitoxinproduktionen ved Hjælp af den af
Walbum paa det danske Seruminstitut
udarbejdede Metode (Injektion af forsk. Metalsalte,
særlig Mangansalte). I øvrigt kan man ved
særlige Metoder koncentrere Serums Indhold af
Antitoxin, hvad der har Bet. ved Nutidens
Anvendelse af meget store Mængder Antitoxin; det
er her af Bet. at kunne anvende ikke alt for
store Vædske(Serum)kvantiteter.

Som det allerede fremgik af Behring’s
eksperimentelle Arbejder og tilfulde er blevet
bekræftet af den kliniske Erfaring, har
Anvendelsen af antitoxisk Serum langt større Udsigt
til at lykkes, naar Toxinet ikke allerede har
frembragt Symptomer paa Forgiftning,
hvorimod det kun mangelfuldt lykkes at løsrive og
uskadeliggøre det Toxin, der allerede er bundet
til de giftmodtagelige Celler i Organismen
(hvorved Forgiftningssymptomerne udløses).
Princippet ved al S. er derfor at give Serum
saa snart som overhovedet muligt.

Ved Difteri jugeres i Alm. nu efter
Tilfældenes Alvorlighed, hvor store Doser Serum der
tør gives. I helt lette Tilfælde gives slet ikke
Serum. Ved svære Tilfælde gives nu helt op
til 2—300000 A.-E., medens man i S.’s første
Dage gav 4000 A.-E., maaske gentaget een ell.
to Gange. Ved den energiske S., der
herhjemme er sat i System af nuv. Overlæge ved
Blegdamshospitalet, Prof. V. Bie, gives 1.
Indsprøjtning (af 50—100000 A.-E.) helst direkte
i en Blodaare (intravenøst), de efterfølgende
Indsprøjtninger under Huden ell. i
Muskelvævet. Der kan ikke være Tvivl om, at det ved
denne kraftige S. er lykkedes at redde mange
Patienter, der ellers vilde være bukket under.
Den frygtede Komplikation »Krup« er nu
blevet ret sjælden.

Ogsaa profylaktisk gives Serum til Individer,
der — under Epidemi etc. — er truede. Dosis
behøver her kun at være ringe, 1000—2000 A.-E.
i Overensstemmelse med, hvad ovf. er sagt, at
det let lykkes at neutralisere Toxin, der endnu
ikke er blevet fikseret til Organismens Celler.
Da Bacillerne danner Toxinet under deres Vækst
i Slimhinderne i Næse, Svælg og Luftrør,
gælder det profylaktisk om at neutralisere Toxinet,
saa snart det er begyndt at dannes i den
inficerede Slimhinde. Bacillerne, der er trængt ind
i Slimhinden, ødelægges derpaa let af
Organismens andre Forsvarskræfter, og der udvikler
sig som Regel slet ikke Symptomer paa
Sygdom, der saaledes kuperes, før den endnu ret
har faaet begyndt. Bacillerne kan dog godt
fortsætte deres Liv som for Værtsorganismen
uskadelige Beboere (Saprofyter) i Slimen paa de
paagældende Slimhinder. Individet er med
andre Ord blevet til Bacilbærer, men Bacillerne
kan meget vel blive farlige for andre, der ikke
har faaet Serum ell. ikke er i Besiddelse af
nogen naturlig høj Resistens.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0290.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free