Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Serumbehandling - Serumglobulin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ved S. med Tetanusserum gaas frem efter
lgn. Principper. Ved udbrudt Tetanus maa
Serum imidlertid indføres i Rygradens Hulhed
(intraspinalt), for at de Dele af Rygmarven, der
har forankret Giften, kan naas saa direkte som
muligt. Resultatet er dog altid tvivlsomt. Dosis
er i Reglen 100—150 I.-E. daglig i 8—9 Dage.
Langt mere straalende Resultater kan den
forebyggende Behandling fremvise.
Tetanusbacillerne, der ofte findes i Jord, producerer
Toxinet i Saaret, hvorfra det dels gaar over i
Blodet, dels føres gennem Nerverne til
Rygmarven. Ved alle Læsioner, særlig, hvor Vævet
er stærkt beskadiget (Knusning, Sønderrivning
ved Overkørsel, Nedstyrtning, Krigslæsioner
etc.) gives nu, saa vidt muligt, altid
Tetanusserum profylaktisk. Dosis behøver kun at
være 50 A.-E., eventuelt gentaget een Gang,
indsprøjtet i Vævet under Huden. Efter den
systematiske Anvendelse heraf er Stivkrampen
blevet en meget sjælden Komplikation ved
traumatiske Læsioner.
Tilsvarende Fremgangsmaade benyttes ved S.
af Sygdomme fremkaldt af andre
toxinproducerende Bakterier.
Virkningen af de antibakterielle Sera
er mere usikker, dog findes der en Række
Erfaringer, bekræftede af eksperimentelle Forsøg
paa Dyr, der viser, at S. i mange Tilfælde er
af en umiskendelig gavnlig Virkning. Navnlig i
Tilfælde af Sepsis (s. d.), fremkaldt af
Bakterier som Streptococcer, Meningococcer,
Pneumococcer m. fl. ses ikke sjældent., selv i
tilsyneladende haabløse Tilfælde, en hurtig
indtrædende Bedring. Serum maa i saa Tilfælde gives
intravenøst i ret store Doser. Nøjagtige Metoder
til Maaling af et antibakterielt Serums
terapeutiske Værdi haves ikke.
I visse Tilfælde udføres S. hos Mennesker ved
Indsprøjtning af Serum fra Mennesker, der
nylig har overstaaet et Angreb af den
paagældende Sygdom. Saaledes angives fra mange
Sider Serum af Scarlatinarekonvalescenter at
have en sikker terapeutisk Virkning paa frisk
Scarlatinainfektion. Lgn. Forhold ses ved
Mæslinger, Plettyfus o. fl. a. Sygdomme. Denne
Metode faar naturligvis væsentlig sin Anvendelse
i Tilfælde, hvor det endnu ikke er lykkedes at
dyrke de paagældende Mikrober, hvad der jo er
en Betingelse for at kunne fremstille virksomme
Sera gennem systematisk Immunisering af Dyr.
S. kan i nogle Tilfælde bruges kombineret
med Vaccination med levende Mikrober,
saakaldet Serovaccination. Det specifikke Serum
hindrer da Mikroberne i at tage Magten og
frembringe en alvorlig Infektion, der opstaar
kun en svag (abortiv) Infektion, og herved
immuniseres Organismen. Serovaccination har
saaledes profylaktisk Værdi, men kan som
Regel ikke anvendes terapeutisk, naar Sygdommen
først er brudt ud.
En med Serovaccination nær beslægtet
Fremgangsmaade er den af Behring (1913) angivne
Metode til aktiv Immunisering mod Difteri ved
Hjælp af — for Marsvin — neutrale
Blandinger af Difteritoxin og Antitoxin. Denne Metode
har naturligvis kun profylaktisk Værdi, men
Beskyttelsen holder betydelig længere Tid (fl.
Aar) end efter den sædvanligst benyttede (ovf.
omtalte) profylaktiske S. ved Hjælp af
antitoxisk Serum alene, hvor Beskyttelsen kun
varer 2—3 Uger. Metoden, der i det hele ikke er
meget anvendt, har dog vist sig at kunne være
farlig (Dødsfald er set som Følge af
Behandlingen), men det er muligt, at Neutraliseringen
i disse Tilfælde ikke har været udført med
fornøden Omhu.
Over for visse dyriske Gifte med
Toxinkarakter (Slange-, Skorpion-, Edderkoppegift) har
man ligeledes fremstillet antitoxiske Sera, men
disse maa benyttes meget hurtigt efter
Giftindbringelsen (»Biddet«), dersom Virkning skal
kunne opnaas. Ogsaa enkelte Gifte, stammende
fra højere organiserede Planter, Abrin, Ricin,
visse Svampegifte, har Toxinkarakter, over for
hvilken specifikke Sera kan anvendes
terapeutisk.
Ved fl. ejendommelige Tilfælde, der
henregnes til Anafylaxi (s. d.) ell. Overfølsomhed resp.
Idiosynkrati, f. Eks. Høfeber, visse Former af
Astma, udløst af dyriske ell. vegetabilske
Stoffer (vel mest Protein) kan specifikke Sera
benyttes kurativt og profylaktisk. Virkningen er
dog altid usikker, og Mekanismen er
mangelfuld opklaret.
Ved Kræft har man paa forsk. Maade søgt at
benytte S., men hidtil uden sikker Virkning.
Endnu skal omtales, at der foruden den
specifikke S., hvorom der hidtil har været Tale,
ogsaa benyttes saakaldt uspecifik S., hvor
det virksomme Princip blot synes at være det
i Serum indeholdte artsfremmede Proteinstof.
Serum kan da ogsaa erstattes med Mælk og
mange andre Proteinstoffer af dyrisk ell.
vegetabilsk Oprindelse. Denne saakaldte
Proteinterapi anvendes — men mest uden sikre
Indikationer, nærmest forsøgsmæssig — dels ved en
Række velkendte Infektioner, dels ved
Sygdomme af ikke fuldt opklaret Ætiologi, f. Eks.
perniciøs Anæmi, kroniske Ledlidelser m. m.
O. T.
Serumglobulin, som første Gang blev
fremstillet af den danske Fysiolog Panum, er det
Globulin (s. d.), der findes i Blodets Serum.
Det koagulerer ved c. 75°. Ved Neutralisation
af Serum med Eddikesyre og Fortynding med
10—20 Gange saa meget Vand fældes en Del af
S. ud, nemlig det, der kaldes Euglobulin, og
som indeholder c. 0,1 % Fosfor. Ved derefter
at mætte halvt med Ammoniumsulfat fældes
Resten, der kaldes Pseudoglubin, og som er
Omtr. fosforfrit. Atititoxiner er fastbundet til
dette sidste og udfældes altid sammen med det,
hvorfor S.’s Forhold har stor praktisk
medicinsk Interesse, bl. a. ved den af L. E. Walbum
indførte Koncentrening af antitoxiske Sera.
Under normale Forhold findes der i
Hesteserum c. 40 % Albumin, 42 % Pseudoglobulin
og 18 % Euglobulin, men ved Immunisering
ændres Mængderne til 12, 78 og 10 %; en simpel
Opvarmning til 57° af et saadant Serum
forskyder Forholdene til 10, 50 og 40 %. Om dette
skyldes, at Albumin og S. let omdannes til
hinanden, vides endnu ikke sikkert, men at
Forholdet mellem Globulinerne let forskydes,
fremgaar af S. P. L. Sørensen’s Paavisning (1923)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
