Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Service - Servières, Georg - Serviet - servil - Servilius - Serviteur - Servitter - Servitut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
erobrede Pladsen, og med dem dreves endnu
større Luksus. I Vincennes og Sèvres lod Ludvig
XV udføre et Pragtstel som Gave til den
danske Konge Frederik V. Det var i grønt og Guld,
den dyreste Dekorationsmaade, og kostede 34542
Livres. Den efterlignedes af den danske Fabrik
og er f. Eks. anvendt paa det pragtfulde
Holmskiold’ske S. i Dansk Folkemuseum. — S., som
anvendes nu, er meget forsk. fra det ældre, da
enten al Maden sattes paa Bordet paa een Gang,
ell. i Sæt (Anretninger), hvilket fordrede
Anvendelsen af Tækkefade (eng. dish covers),
for at Maden kunde holde sig varm. Den Gang
var det Husets Stolthed, naar Bordet var saa
tæt besat med S., at Dugen ikke kunde ses, og
naar det præsenterede sig med alle sine lukkede
Fade, var det dækket, couvert. Af denne
Betegnelse er nu kun tilbage Kuverten i Bet.
af det Sæt Bordtøj, der hører til hver enkelts
personlige Brug.
(Bernh. O.). J. O.
Servières [særvi’ær], Georg, fr. Musikforf.,
f. 13. Oktbr 1858, har skrevet La musique
française moderne (1887), Weber, Chabrier,
Saint-Saëns, R. Wagner pyé en France m. m.
W. B.
Serviet er et fr. Ord, der betyder saavel,
hvad vi nu kalder S., som Haandklæde.
Allerede de senere rom. Kejsere kendte S. Endnu i
Middelalderen brugtes S. dog kun af Fyrster og
meget fornemme Personer. Det alm. var, at
man tørrede Mund og Fingre i Dugen. Da man
tog Maden med Fingrene, holdt Dugen ikke ren
til hele Maaltidet, men maatte skiftes ligesom
Retterne i de Pauser i Maaltidet, hvor Gæsterne
spåserede omkring. Den første Form for S. hed
Bilægger. I en fynsk Fortegnelse, fra 1536,
nævnes »10 Bilegge« saa lange, at de kan naa om
en Skive (Bord). Alle Personer ved Bordet
brugte den samme. Det ses endnu paa en
Maaltidsscene af Abraham Bosse c. 1630. Man brugte
dog samtidig ogsaa mindre S., dels halvlange,
beregnet for en Herre og Dame, dels til en
enkelt Person. I 16. Aarh. var S. alm. i
Stormænds Huse. Peder Oxe efterlod sig, 1575, 110
S., deraf 12 »y damaskes blommer«. Christian
IV betaler 1603 sin Hattestafferer for 178 Alen
»Serviet-Bilægger«. Bekendt for sin Fremstilling
af Linneddamask var Nederlandene i 16. og 17.
Aarh. Derfra forsynedes europ. Hoffer. Paa
Rosenborg findes en Serviet med Christian IV’s
Navn, Rigsvaaben m. m. vævede af Pasquier
Lammertin, Hollands berømteste
Linneddamaskvæver, som senere endte sine Dage ved Christian
IV’s Silkeværk i Kbhvn. I 2. Halvdel af 17. og
Beg. af 18. Aarh. fremstilledes S. med Billeder
af Fyrster, Vaaben og Hovedstad, samt
Hærfører med den indtagne By ell. Fæstning. I
Courtrai er fremstillet saadanne S. til Minde om
Sejrene over Tyrkerne og om Sejrene i den sp.
Arvefølgekrig. I Beg. af 17. Aarh. blev S. opsat
paa kunstig Maner. Denne Skik udvikledes
yderligere i 18. Aarh., hvor S. formedes til Fugle,
Dyr o. s. v. Hertil maatte S. stives. — Paa
Malerier fra sen Middelalder og tidlig Renaissance
ser man Haandklæder smykkede med kulørte,
mest blaa, Borter og Striber samt flettede
Frynser. Hos Bønderne paa Heden i Gl. Roskilde
Amt var Haandklæderne smykkede paa lgn. Vis.
Ogsaa rig hvid Udsmykning brugtes. De hang
til Stads paa en Rundstok ved Døren, samt paa
Sengeomhængene. Til Begravelse maatte
Haandklæderne ikke være udsyede, men skulde være
af Salvettøj (Drejl ell. Damask).
Navnet Salvet, som endnu brugtes i 19. Aarh.,
kommer af ital. salvieta, af lat. salvare,
beskytte; S. af fr. servir, betjene sig af.
Elna M.
servil (lat.), slavisk, krybende.
Servilius, rom. patricisk Slægt, blandt hvis
Medlemmer mærkes Gajus S. Ahala, som
439 f. Kr. dræbte Spurius Mælius, der mistænktes
for ved Plebejernes Hjælp at tragte efter
Kongedømmet, Quintus S. Cæpio, som 105 f. Kr.
blev slaaet af Cimbrerne i det sydlige Gallien,
Gajus S. Glaucia, der som Prætor Aar 100
vakte alvorlige Uroligheder i Rom sammen med
Saturninus, Publius S. Vatia, en ivrig
Aristokrat, der var Konsul 79 og i de flg. Aar
med stort Held kæmpede mod Sørøverne i
Isaurien og Kilikien, hvorved han erhvervede
sig Tilnavnet Isauricus, og endelig
Publius S. Casca, en af Cæsar’s Mordere.
H. H. R.
Serviteur [særvi’tø.r] (fr.), Tjener.
Servitter, Jesu Lidelsers Brødre,
den hellige Jomfrus Tjenere (servi),
rom.-kat. Munkeorden, der efter Sigende blev
stiftet af syv fromme Mænd 1233 i Firenze.
Ordenen stadfæstedes senere af Paven. 1424 blev
den en Tiggerorden. Senere spaltede den sig.
Der gives ogsaa kvindelige S.,
Servitterinderne. Servitterordenen er en meget streng
Orden, og den har derfor aldrig været særlig
talrig.
A. Th. J.
Servitut (lat.), en paa fast Ejendom hvilende
Hæftelse, der bestaar i, at en anden end Ejeren
har Ret til at øve en vis begrænset Raaden over
Ejendommen, f. Eks. til at have en Vej over
den, ell. har Ret til at fordre, at Ejeren
afholder sig fra en vis Raaden over den, som han
ellers vilde være berettiget til, f. Eks. ikke
lader den ligge ubebygget hen eller omvendt
ikke bebygger den, paa en vis Maade. En S. kan
saavel være paalagt i en enkelt Persons
Interesse (personel S.) som til Fordel for Ejeren
af en fast Ejendom som saadan og derfor ogsaa
til Fordel for alle Efterfølgere i Ejendomsretten
over den saakaldte herskende Ejendom
(Prædial- ell. Ejendomsservitut). Da en S.
medfører Ret til en vis begrænset Brug af en
fast Ejendom, har man tidligere betegnet de
personelle S. som »partielle Brugsrettigheder«,
men den Betegnelse er nu forladt, da de
personelle Servitutter i deres Indhold er ganske
ensartede med de reelle og derfor bør henføres
under det samme Servitutbegreb og ikke under
Brugsrettighederne. Den alm. Inddeling af S. er
imellem positive og saakaldte negative S. Ved
de første forstaas dem, der giver den
servitutberettigede en Ret til direkte at raade over den
survitutbehæftede (tjenende) Ejendom. Hertil
hører Retten til at hente Vand fra Naboens
Brønd, til at grave Grus i hans Grusgrav, til
at lade Kreaturer græsse paa hans Mark ell.
benytte Naboens private Vej ell. Sti. Inden for
de positive S. sondres atter mellem
positiv-synbare og positiv-usynbare, alt efter som S.
udvortes ligesom giver sig til Syne igennem en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
