- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
305

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sfinks - Sfinx - Sforza

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fabelagtigt Væsen, sammensat af Løve og
Menneske, som hed S. Det var rigtignok et
kvindeligt Væsen, Datter af Typhaon og Slangen
Echidna, efter Sagnet Søster til Hundene
Kerberos og Orthros, til den nemeiske Løve og til
Dragen Ladon, ligesom ogsaa til Chimaira og
Hydra. Om den gr. S. vidste Sagnet meget at
fortælle. Bl. a. fandtes der, hedder det,
fordum en S. nær det boiotiske Theben. Denne
S. forelagde alle velfarende det Spørgsmaal:
Hvilket Væsen gaar om Morgenen paa 4, om
Middagen paa 2, om Aftenen paa 3? Naar den
adspurgte ikke kunde løse Gaaden, dræbte S.
dem straks. Men da Oidipos svarede:
»Mennesket! Det kryber som Barn paa alle 4, og tager
som Olding en Stok i Haanden«, styrtede S. sig
ned af Klippen og slog sig ihjel. Men Oidipos
blev Hersker i Theben. Uagtet den gr. S. altsaa
hørte til Uhyrernes Slægt og var
væsensforskellig fra den ægyptiske Figur, Symbol paa
Guddom ell. Konge, og uagtet den gr. S. afbildedes
forsk. fra den ægyptiske, hvilende paa
Forbenene, der er lodrette og ikke udstrakte
fremad, og uagtet den var kvindelig, tog dog de
første gr. Rejsende, der saa de ægyptiske
Figurer, ikke i Betænkning at anvende det gr. Ord
S. om dem, og dette blev snart den gængse gr.
Betegnelse for disse Mindesmærker i Ægypten.
S. findes ogsaa som Kunstform i Lilleasien; de
er som de gr. kvindelige. I den senere Kunst,
saavel i Middelalderen som særlig i
Renaissancen, ses S. ogsaa anvendt, bl. a. i
Mindesmærker ved Grave. (Litt.: H. O. Lange, »Den
store Sphinx ved Gizeh« [Kbhvn 1891]).
(V. S.). H. O. L.

Sfinx, Pseudonym for den norske
Forfatterinde Fru Edle Hartmann Schjødt, født
11. Marts 1862 i Larvik. Efter i fl. Aar at have
skrevet Feuilletoner i »Verdens Gang« under
Mærket S. lod hun et Udvalg udkomme i
Bogform med Vignetter af W. Peters (1899) under
Titelen »Vi og Voreses« samt et nyt Udvalg,
»Hjemme og gadelangs« (1900). En fuldstændig
Sukces blev Samlingen »Fif og Halvfif« (1902),
ligesaa »Blandet Selskab« (1903), begge med
Tegninger helt i Bogens Aand af Olaf
Gulbransen. 1905 udkom »Fra Vatland til Homansbyen«
og 1916 et Udvalg »Sfinx’ Bedste« I—III. S.
har som ingen anden forstaaet gennem Dialog
ell. Monolog at træffe Tonen inden for alle Lag
af Oslos Publikum, fra det laveste til det
højeste, altid med et kraftigt Stænk af lun Ironi.
(C. Br.). E. S-n.

Sforza [’sfårtsa], ital. Herskerslægt i 15. og
16. Aarh., hvis Historie fornemmelig er knyttet
til Milanos. Attendolo S. (1369—1424) var
den, der grundlagde Familiens Anseelse. Han
var Bondesøn fra Cotignola ved Faenza;
Faderen havde en stor Børneflok, hvoraf alle —
ogsaa Kvinderne — var øvede i Vaabenbrug af
Hensyn til Fjendskabet med en anden Slægt.
Som ganske ung drog S. hjemme fra for at søge
sin Lykke ved Krigerhaandværket, lod sig
hverve af en Condottiere og blev siden dennes
Efterfølger. Nu stillede han efter Tidens Skik sin
Hærskare til forsk. ital. Staters Tjeneste for en
passende Betaling, havde Held med sig, sørgede
godt for sine Søskende og fik Ry for ualmindelig
Hæderlighed. Han døde som Storkonnetabel hos
Dronningen af Neapel. — Hans (uægte) Søn
Francesco (1401—66) er Slægtens
berømteste Mand. Hans Fader legitimerede ham og tog
ham tidlig med paa sine Felttog, hvor hans
overordentlige Begavelse, støttet af en sjælden
Legemsstyrke og et imponerende Ydre, snart
gjorde sig gældende. Efter A. S.’s Død blev han
Lejehærens Fører, altid sejrrig og betragtet af
Soldaterne som deres Fader. 1434 erobrede han
Ancona fra Pavestolen, og af Milanos Hertug,
Filippo Maria Visconti (d. 1447), blev han tagen
i denne Stats Tjeneste, støttede Hertugens
vaklende Trone mod hans mange Fjender og fik
hans (uægte) Datter Bianca Maria til Gemalinde.
Ved temmelig betænkelige Midler lykkedes det
ham selv 1450 at vinde Hertugværdigheden, som
han beholdt til sin Død, og som gik i Arv til
hans Efterkommere. Først maatte han dog
værge den med Vaaben imod adskillige
Modstandere, deriblandt Condottiereslægten Piccinino, der
længe havde gjort ham Rangen stridig, men ved
Magt og Klogskab hævdede han inden føje Tid
sin Stilling, regerede dygtigt og mildt og
opnaaede ved sin snilde Politik at faa dannet et
Forbund mellem Halvøens mindre Stater. Hans
Ord var alle Vegne af den største Vægt; tillige
var han, i Renaissancens ægte Aand, Beskytter
af Videnskab og Kunst. Den Rytterstatue af
ham, som Leonardo da Vinci fik det Hverv at
udføre, en Del Aar efter hans Død, er desværre
ikke bevaret til vor Tid.

Hans Søn og Efterfølger, Galeazzo
Maria
, der døde 1476, begyndte allerede at
sætte Herskerværdigheden paa Spil, idet han
gjorde sig forhadt ved afskyelig Despotisme og
myrdedes. De Rædselsscener, hvorpaa
Renaissancetiden i Italien er saa rig ved Siden af alt
det meget herlige, havde nu holdt deres Indtog
i S.-Slægten. Under Formynderskab af Bona af
Savojen, Galeazzo’s Enke, og en af hans
fornemste Tilhængere blev den lille Giovan
Galeazzo
Hertug; men hans Onkel, Lodovico
il Moro
, bemægtigede sig hans Magt og hans
Person 1489; rimeligvis lod han ham ogsaa
forgive (1494). Lodovico var en kløgtig og duelig
Hersker, en rænkefuld Politiker, som længe
vidste at sno sig bl. de vanskelige Forhold, Italien
led under i 15. Aarh.’s Slutn., og som han selv
havde bidraget til ved af Frygt for Spanierne at
indkalde Franskmændene under Karl VIII.
Siden svigtede han sine allierede, sluttede sig til
Venetianerne, men blev af Ludvig XII berøvet
sit Hertugdømme (1500) og døde 10 Aar efter i
fr. Fangenskab. Han var i Besiddelse af megen
humanistisk Dannelse, førte et glimrende Hof,
optraadte gerne som Mæcen og var navnlig
Leonardo’s Beskytter. — Endnu to af hans Sønner
lykkedes det en kort Tid at blive Hertuger i
Milano ved øjeblikkelige heldige
Omstændigheder, men allerede 1515 mistede
Massimiliano sin Magt, og Francesco Maria,
hvis Regering begyndte 1522, gjorde sig saa
forhadt, at han (der døde 1535) blev den sidste S.
paa Milanos Hertugtrone. — En Kvinde af
Slægten, Catarina, uægte Datter af Galeazzo
Maria, først gift med Girolamo Riario, siden
med en Medici, udmærkede sig ved betydelige

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0317.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free