- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
312

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Shakespeare, William

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fortæller Aubrey, at han slagtede Kalve for
Faderen og would do it in a high Style and make
a speech
. Om hans Liv i disse Aar ved vi dog
intet sikkert, ud over at han i Slutn. af 1582,
18 1/2 Aar gl, ægter den 26-aarige Anne
Hathaway, Datter af en Landmand i den nærliggende
Landsby Shottery, som det synes tvunget af
hendes Slægt, da hun var frugtsommelig. Et halvt
Aar efter Brylluppet føder hun ham en Datter,
Susanna, og 1585 Tvillinger, Hammet og Judith.
Ægteskabet var næppe lykkeligt, og omkring
1586—87 forlader S. sin Familie og rejser til
London. Hans Mening har dog ikke været at
opgive Familien; men han har næppe haft
Udsigt til at kunne forsørge den hjemme, og
maaske har han ogsaa været nødt til at rejse fra
Egnen p. Gr. a. sit Vildttyveri hos Sir Thomas
Lucy. Den opbevarede Ballade mod Sir Thomas
er vel næppe af S., men det er utvivlsomt, at
Justice Shallow i Merry Wives of Windsor er
en Satire mod ham.

At S. ogsaa uden dette maa have længtes bort
fra de trange Familie- og Provinskaar mod de
større Chancer og det rigere Liv, som London
bød, er kun naturligt. Om hans Oplevelser i
disse Aar indtil 1592, og hvorledes han først
knyttedes til Teatret, ved vi intet. Medens
Faderen var Borgmester, havde Stratford for
første Gang Besøg af regulære Skuespillere, og i
de flg. Aar synes forsk. Selskaber at være
optraadt der; muligvis har da S. allerede her
knyttet Forbindelser, der har været ham til
Nytte, da han senere kom til London.
Skuespilleren Davenant, der var S.’s Gudsøn og 10 Aar
gl, da S. døde, er Ophavsmand til Traditionen
om, at han først ernærede sig ved at passe de
Heste, hvorpaa de fine Herrer kom ridende til
Teatret. I hvilket af de daværende anerkendte
Selskaber han fandt Optagelse, er usikkert,
omend meget taler for, at det enten har været i
Greven af Pembroke’s ell. Greven af Sussex’
Selskab. Sikkert er det kun, at S. 1592 havde
naaet en Folkeyndest som Skuespilforfatter,
tilstrækkelig til at vække Misundelse hos en af de
universitetsuddannede Dramatikere, Rob. Greene,
der da var de ledende. Sin digteriske
Løbebane har S. begyndt med at omarbejde ældre
Stykker. Forholdene var saaledes, at naar en
Digter havde solgt sit Stykke til et Selskab, var
dette Selskabets absolutte Ejendom, og dette
kunde handle med det ganske efter eget Tykke.
Var det udspillet, og Selskabet af en eller
anden Grund ønskede at tage det op igen, lod
man en yngre Digter pudse det op med ny
Tilføjelser ell. helt omarbejde det, og det er
som en saadan Omarbejder af gamle Stykker,
at S. først har øvet sin Haand og vundet sine
Laurbær, og det er til dette Arbejde og den
Folkeyndest erhvervet derved, at Rob. Greene i
sin A Groatsworth of Wit (1592) sigter, naar
han beskylder S. for at pynte sig med laante
Fjer, og haanligt med Hentydning til hans
Navn betegnede ham som den, der i egen
Indbildning er den eneste Shake-Scene in the
country
. Angrebet maa have vakt Uvillie; thi
Udgiveren af Greene’s Pjece, Henry Chettle, gør s.
A. i Fortalen til sin Kind Hart’s Dreame
Undskyldning derfor og bevidner S.’s Anseelse; han
er »elskværdig i sit Væsen« og »fortræffelig i
sit Fag« (øjensynlig som Skuespiller), og videre
taler han om hans Hæderlighed og »behagelige
Ynde som Skribent«.

Omtr. ved denne Tid finder vi S. som
Medlem af det Selskab, hvor alle hans Dramaer —
maaske med Undtagelse af Titus Andronicus,
Henry VI 1, 2, 3 og The Taming of the Shrew
— blev spillet, nemlig The Lord Chamberlain’s
Men
, som 1603 ved Kong Jakob’s Tronbestigelse
blev til The King’s Players, og som spilledes paa
The Theatre, the Curtain og efter 1599 paa det
nybyggede The Globe og senere efter 1608 om
Vinteren paa Blackfriars. Dets betydeligste
Medlemmer var den store Tragiker Richard
Burbage, der har kreeret Hamlet, Othello, King
Lear
etc., de senere Udgivere af The First Folio
Hemminge og Condell, den tidligt afdøde
Phillips etc. Ejendomsretten til de to sidstnævnte
Teatre var fordelt paa Andele mellem
Selskabets betydeligste Medlemmer, og S.’s Andel var
en Tiendedel i The Globe og en Syvendedel i
Blackfriars. I Vintrene 1592 og 93 var Teatrene
lukkede p. Gr. a. Pesten, og man har ment, at
S. benyttede dette Tidsrum til at foretage en
Rejse til Italien. Dette er dog usandsynligt; han
er sikkert blevet hjemme i England, synes
heller ikke som de andre Skuespillere at være
draget paa Provinsturné, men at have anvendt
Tiden bl. a. til Udarbejdelse af de to fortællende
Digte Venus and Adonis (1593) og Lucreece
(1594), begge trykt hos hans Bysbarn og
Skolekammerat Richard Field og tilegnede Greven
af Southampton Henry Wriothesley.

Venus and Adonis er en Gengivelse af den
klassiske Myte hos Ovid, men ogsaa paavirket af
Lodge’s Scillaes Metamorphosis (fra 1589). Det
er ikke noget betydeligt Digt, men der er en
ungdommelig, glødende Sanselighed deri, og
Skildringen af Vildornen og Hingsten er
prægtig. Det gjorde megen Lykke og udkom inden
hans Død i 7 Udgaver. Lucreece, der er et
Modstykke til Venus and Adonis, har ligeledes hentet
sit Emne fra Ovid, men ogsaa her er der en
tydelig Paavirkning af et tidligere eng. Digt The
Complaint of Rosamund
af Samuel Daniel. Det
er en Lovprisning af Kyskheden, alvorligt og
moraliserende. Ogsaa dette Digt gjorde stor
Lykke og naaede inden S.’s Død 5 Udgaver.
Disse Digte bidrog i høj Grad til at gøre S.
berømt, og det var vel Grunden til, at hans Navn
senere blev sat i Forbindelse med fl. lgn.
Frembringelser: A Lover’s Complaint, The Passionate
Pilgrim
og The Phoenix and the Turtle, af
hvilke han dog næppe har haft noget med de to
første at gøre og rimeligvis heller ikke — om
end mindre sikkert — med det sidste.

The Lord Chamberlain’s — senere The King’s
Players
— var det fornemste af de anerkendte
Selskaber og det af Hoffet mest benyttede; det
har rummet de fleste af Tidens mest
fremtrædende Skuespillere og i S.’s Dramaer besiddet
et Repertoire, som nød baade det brede
Publikums og Hoffets højeste Bevaagenhed. Ben
Jonson taler om S.’s høje Flugt that so did take
Eliza and our James
, og der er en Historie om,
hvorledes Dronning Elisabeth og S. under
Opførelsen af Henry V vekslede Komplimenter.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0324.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free