Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Shakespeare, William
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Komedier ogsaa nævner hans sugred sonnets,
der kendes af hans private Venner. I det hele
bruges Udtrykkene »sød« og »honning-tunget«
hyppig om S.’s Digtning. Han har omgaaedes
med en Del af de litterært interesserede unge
Adelsmænd, der samlede sig om Greven af Essex
og har trods det stærkt forcerede Arbejde faaet
Tid til i muntert Lag at mødes med sine
Kammerater, Digtere og Skuespillere, i »Havfruen«,
hvor Viddet lynede, saa at det erindredes
mange Aar efter, som af Beaumont, der siger i et
Digt, at de har »hørt Ord saa fulde af Aand,
som om den talende vilde øde alt sit Vid paa
en Vittighed og leve som en Taabe Resten af sit
Liv«. Men S. har aabenbart — hvad der ogsaa
stemmer med vort øvrige Indtryk af hans
Karakter — holdt bedre Maade med Lystigheden
end saa mange af hans Kolleger; i alt Fald
siger Aubrey om ham, at he was not a
company-keeper and would not be debauched. S.’s
Anseelse viser sig ogsaa ved, at hans Navn nu
findes ikke blot paa hans egne Skuespil, men
Bogtrykkerne søger at skaffe Skuespil Afsætning
ved at sætte hans Navn paa Titelbladet af
Stykker, hvori han ingen Andel havde. Allerede 1595
udkom Tragedien Locrine med hans
Forbogstaver paa Titelbladet, og senere blev en Række
andre Skuespil tillagte ham. Af saadanne
doubtful plays kan nævnes: Arden of Feversham
(1592), en Tragedie, der behandler et samtidigt
Mord; Edward III (1596),; en hist. Tragedie i
Marlowe’s Stil, Mucedorus (1595) og Fair Em,
der først blev trykt 1631. The Life of Oldcastle
(1600), The London Prodigal (1605), The Puritan
(1607), The Yorkshire Tragedy (1608), The True
Chronicle History of Thomas, Lord Cromwell
er all« uden Grund blevne tillagte S. Endnu
langt ned i 17. Aarh. forekommer S.’s Navn
sammen med William Rowley’s paa dennes
Skuespil The Birth of Merlin (1662). Alt synes
saaledes at føje sig paa bedste Maade for S., og
dog sker der paa denne Tid en betydelig
Forandring i Tonen i hans Dramaer, hvor nu det
tragiske Element bliver stærkere og stærkere
fremherskende. Man har søgt Grunden til dette
Omslag i private Sorger, og først og fremmest
hans Sonetter har maattet holde for som
Bevismateriale. Her som næsten overalt er dog
vor Viden for ufuldstændig til at dømme med
Sikkerhed, men i hvad vi ved, synes der ikke at
være noget sikkert Holdepunkt for en saadan
Antagelse. Tragedien var jo intet nyt for S. —
i adskillige af de tidligere Dramaer: Romeo and
Juliet, King John, Richard II, Merchant of
Venice etc. finder vi et stærkt tragisk Element, og
S. er bleven ældre, og det lyse Syn paa Verden
og Menneskene har vel hos ham som hos de
fleste haft svært ved at klare sig, over for de
Erfaringer, Livet om ham gav; og af Erfaringer,
der kunde forstærke et mere skeptisk-tragisk
Syn paa Menneskene og deres Lod, paa Livets
haarde op og ned, bød Samtiden ham rigeligt.
1601 fandt Essex’ Oprør Sted; det kostede Essex
Livet og sendte S.’s Ven og Beskytter
Southampton til Tower. Ogsaa S.’s eget Selskab kunde
nær have brændt sig ved samme Lejlighed. Paa
Greven af Southampton’s Opfordring og for en
Betaling af 40 Shilling opførte The Globe
Aftenen før det planlagte Oprør S.’s Richard II.
Oprørets Ledere havde haabet, at Scenen med
Richard’s Afsættelse og Mord vilde fremme deres
Planer. Essex’ og Southampton’s Skæbner har
sikkert gaaet S. nær til Hjertet, og her har vi
formodentlig Grunden til, at S. ikke trods
Opfordring skrev noget Sørgekvad ved Elisabeth’s
Død. Desuden, Publikum synes nu i højere Grad
end i de foregaaende Aar at have foretrukket
Tragedier, og S. har som sit Selskabs
Hovedleverandør sikkert været meget lydhør over for
Publikums Krav. Som nævnt er det først og
fremmest i Sonetterne, at man har ment at
finde Forklaring til det formodede Omslag i S.’s
Sindsstemning. De nævnes jo allerede hos Meres
1598 som velkendte blandt hans private
Venner, men udkom først 1609 udgivne uden nogen
som helst Autorisation af en Boghandler Thomas
Thorpe. Naar de er blevne til, ved vi ikke;
rundt om i S.’s tidligere Skuespil finder vi
sonetagtige Afsnit — senest i Henry V —, og
sandsynligst er det, at de er skrevne nu og da
i Tiden fra 1593—94. Det er en Samling paa 154
Sonetter, dels rettede til en Ven, dels til en
elsket Kvinde, der har bedraget baade Digteren
og Vennen. Medens adskillige Kritikere med
Wordsworth har ment, at S. »med denne Nøgle
aabnede sit Hjerte«, har andre, og blandt dem
en saa sikker S.-Kender som Sidney Lee, i
Sonetternes hist. Indhold kun ment at se et rent
konventionelt Stof. — Sonetten blev først indført i
eng. Litteratur 1557 af Digterne Vyatt og
Surrey, men egl. Modeform blev den først, efter at
Sir Philip Sidney 1591 havde udgivet sin
Samling Astrophel and Stella, fra da og op til 1597
udkom der i Snesevis af Sonettesamlinger af
samme Indhold som S.’s; der er da megen
Sandsynlighed for, at S. ogsaa her har fulgt Moden;
dette hindrer jo ingenlunde, at den enkelte
Sonet meget vel kan være Udtryk for
personlige Stemninger og Tanker hos S. Hvorledes det
nu end forholder sig, følger der nu en Række
Arbejder, der bliver mørkere og mørkere. Det
første af disse, Tragedien Julius Cæsar (1601,
trykt 1623), betegner noget nyt i S.’s Stofvalg.
Fra den eng. Historie vender han sig til den
rom., som han kendte gennem Plutarch’s
Levnedsskildringer, der var oversat til eng. af
North, og henter derfra Stof til flere betydelige
Tragedier. Julius Cæsar er et af S.’s ypperste
Værker; kommer Cæsar end ikke til sin Ret i
Skildringen, saa gælder dette til Gengæld i høj
Grad om Brutus og hans Hustru Portia, og om
Antonius. Berømte er Brutus’ og Antonius’ Taler
ved Cæsar’s Lig. Den næste Tragedie, Hamlet,
er vel S.’s berømteste og mærkeligste Drama.
Det er skrevet c. 1601—02, udkom 1603 i en
daarlig Piratudgave, derpaa i en noget bedre
Udgave 1604 og endelig i den bedste Form i
Folioudgaven 1623. Allerede 1589 var Emnet
behandlet i en Tragedie af Thomas Kyd, og den
har S. sikkert kendt og benyttet; og han har
tillige i Belleforest’s Histoires Tragiques læst
Historien, som den der berettes efter Saxo. Af
disse Kilder skaber S. sit Værk; men dets
Hovedfigur, Prinsen selv, skaber han ud af sig selv,
og Hamlet og Ofelia er blevne et Par af de
berømteste Skikkelser i Verdenslitteraturen, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
