- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
317

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Shakespeare, William

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ved sin rent moderne Grublernatur, hun ved sin
blide, hvide Uskyld. Her har S., som før omtalt,
direkte udtalt sig om sin Kunst og angriber de
Børneskuespillere, der netop i disse Aar var
hans og hans Fællers farlige Rivaler. Som
Ofelia her uforskyldt gaar til Grunde, saaledes
gaar det i de flg. mørke Tragedier de rene
Kvindeskikkelser, medens det Onde triumferer.
Her har vi Othello (1604, trykt 1622). Emnet er
hentet fra en bekendt, ital. Novellesamling:
Giraldi Cinthios’ Hecatommithi. Det er den egl.
Skinsygetragedie, der viser, hvorledes denne
Gift ganske kan ødelægge en Mand. Her er
Karakterer som den skønne Desdemona og Iago,
den ypperste af alle Skurke. Fra 1604 er ogsaa
Measure for Measure (trykt 1623). Emnet er fra
samme Kilde som Othello; men en samtidig
eng. Forf., George Whetstone, havde allerede
behandlet det. Det er for saa vidt et Lystspil,
som det ender godt; men der er en dyb
Bitterhed i Fremstillingen af det modbydelige
Hykleri, der dækker sig bag Gudsfrygtens Maske.

1603 var Jakob kommen paa Tronen, og S.’s
Trup var blevet the King’s Players. Det er da
rimeligt, at Hensynet til Kongen har gjort sig
gældende i Valget af Emnet for S.’s næste
Tragedie Macbeth (1605—06), trykt 1623 i en meget
mangelfuld Form. Emnet er fra Holinshed og
hører til den skotske Historie. Det er en mørk
Tragedie om Forbrydelse, der avler ny
Forbrydelse og til sidst ødelægger Forbryderen. Den
interessanteste Skikkelse er Lady Macbeth, den
dæmonisk onde Kvinde. I sin næste Tragedie
King Lear (1607, trykt 1608) naar S.
Højdepunktet af tragisk Virkning. Emnet er fra Holinshed
med et tidligere Drama som Mellemled. Det er
Utaknemmelighedens Tragedie, hvor den
stakkels gl Lear maa gennemgaa alle Elendighedens
Kvaler for sin Godtroenhed. Ogsaa her lyser en
Kvindeskikkelse, den fine Cordelia, men ogsaa
hun maa gaa til Grunde. Til denne Periode
hører ogsaa Troilus and Cressida (trykt 1609).
Dets Affattelsestid er tvivlsom — rimeligvis c.
1603. Et Drama af s. N. forfattet af Dekker og
Chettle synes at være spillet 1599. Det er et af
de mest omstridte af S.’s Værker, meget uens i
Udførelse, saa at nogle Kritikere har ment, at
det ikke var af S. Andre har ment, at det er
paabegyndt i S.’s første Periode og senere taget
frem for Fuldendelse. At dømme efter
Udgiverens Forord har det ikke været opført før
Udgivelsen. Emnet er en middelalderlig
Udpyntning paa Trojanerkrigen, bl. a. behandlet af
Chaucer; men her er alt med kynisk Bitterhed
trukket i Snavset. Cressida er vellystig og falsk,
og paa hende som paa alle Stykkets øvrige
Personer passer Narren Thersites Udbrud Lecheryl
S.’s næste Romertragedie er Anthony and
Cleopatra
(1607—08, trykt 1623). Emnet er atter
hentet fra Plutarch. Det er en mægtig
Skildring af en Verdens Undergang. Den
interessanteste Skikkelse er Cleopatra, den store
Kokette, den mest sammensatte Kvindetype, S. har
skildret. Derefter flg. Coriolanus (1608, trykt
1623), atter en Romertragedie, men enkel og
retlinet, med Skildringen af den stolte,
aristokratiske, pøbelforagtende Coriolan og hans lige saa
stolte Moder. Timon of Athens (først trykt 1623),
der rimeligvis hører til samme Tid, er ligesom
Pericles Resultat af Samarbejde med andre og
skyldes kun i ringe Grad S.’s Haand — i Timon
mærkes den i Tegningen af Hovedpersonen og
Kynikeren Apamantus, i Pericles, hvis
Hovedforfatter muligvis er den ubetydelige
Dramatiker George Wilkins, i Scenerne der fortæller
Pericles’ Datter, Marinas’ Historie. Cymbeline
(1610, trykt 1623) er et af S.’s mest romantiske
Værker, der, skønt det foregaar i det gl
Britannien, blander alle Tider sammen.
Hovedinteressen i den brogede Handling samler sig om
Imogen, den uskyldige, bagtalte Hustru, en af S.’s
skønneste Kvindeskikkelser. Fra 1611 er The
Tempest
(trykt 1623). Emnet er hentet fra
Beretningen om det Skibbrud, som Sir George
Somers led 1609 paa Bermudas-Øerne; men S.
har hentet Træk andre Steder fra ogsaa.
Stykket er skrevet som Festspil og blev opført ved
Prinsesse Elisabeth’s Formæling med Kurfyrst
Frederik. Det er et Eventyrdrama, fuldt af lys
Fantasi, og atter er det en ung Kvinde, Miranda,
der er Dramaets Midtpunkt. I Skildringen af
Prospero, Ariel, Caliban, er S. naaet saa højt
som noget Sted, og hans Livserfaring giver sig
Udtryk i de vemodige Linier: We are such stuff
as dreams are made on; and our little life is
rounded with a sleep
. The Winter’s Tale er fra
s. A., trykt 1623. Emnet er hentet fra Greene’s
Fortælling Pandosto (1588), og den berømte
Omtale af Bøhmen som et Land med Søkyst,
der findes her, har S. overført fra Greene’s
Novelle. Det er et løst bygget Skuespil, fuldt af
Usandsynligheder, men ogsaa fuldt af Poesi; der
er her en yndefuld Skildring af Hyrdeliv, der
dog ikke mangler solid realistisk Baggrund.
Endnu kan nævnes to Skuespil, i hvilke S. har
haft nogen Andel: The Two Noble Kinsmen
(først trykt 1634), hvortil han kun bidrog med
faa Scener, og Henry VIII (maaske fra 1611,
først trykt 1623), hvor især Skildringen af
Dronning Katharina stammer fra S.’s Pen.

Da Teatrene efter Restaurationen blev
genaabnede, blev den fr., klassiske Smag
fremherskende, og den var ikke S. gunstig. Hans
Skuespil blev ganske vist opførte, men oftest i
omarbejdet Form, og en ivrig Teatergænger som
Pepys foragter saadanne Skuespil som
Midsummer Nigths Dream og Tempest. Af Tidens
Kritikere søger Dryden at forstaa ham, men
rigtignok uden synderligt Held, medens Thomas
Rymer fordømmer ham fuldstændig. I 18. Aarh.
kommer der flere Udgaver af hans Værker; men
det er dog først, da Klassicismen har udspillet
sin Rolle, at han igen kommer til Ære, og siden
er hans Ry bestandig vokset, ikke blot i
England, men over den hele civiliserede Verden. I
19. Aarh. har Tyskland kappedes med England
om at studere ham og har frembragt en Række
betydelige S.-Forskere; og paa alle betydelige
tyske Scener hører han til det faste Repertoire.
Ogsaa Amerikanerne betragter ham som en af
deres egne. I de romanske Lande er han
ligeledes trængt igennem, om end langsommere, og
nutildags er han, saa langt Civilisationen
rækker, en af Menneskehedens største Lærere og
Velgørere.

Det kunde synes mærkeligt, at S. er naaet saa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0329.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free