- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
322

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Shannon - Shannon, Charles Hazelwood - Shannon, James Jebusa - Shannonbridge - Shannon Ø - Shansi - Shanstater - Shantung

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

herlige Omgivelser. Efter at have forladt Lough
Derg træder S. ind i en snæver Kløft mellem
Slieve Bernagh og Silvermine Mountains og
danner ved Castleconnel lave Fald, forbi hvilke
der fører en Kanal. Ved Limerick bøjer S. mod
V. og løber ud i Atlanterhavet mellem
Forbjergene Loop Head og Kerry Head gennem en
90 km lang Fjordmunding. S., der er kanaliseret
et mindre Stykke ovf. Limerick, kan besejles i
225 km’s Længde, for store Skibe dog kun til
Foynes, 30 km ndf. Limerick, hvor den optager
den fjordagtige udmundende Fergus. Ved
Termonbarry og ved Shannon Harbour er der
Forbindelse til Dublin ad henh. Royal Canal og
Grand Canal. Floden er rig paa Fisk, navnlig
paa Laks og Gedder. (Litt.: Harvey, The
S. and its lakes
[London 1896]).
(M. Kr.). G. G.

Shannon [’∫änən], Charles
Hazelwood
, eng. Maler, Litograf, Træskærer og
Raderer, f. 26. Apr. 1865. Han er Elev af den
betydelige Charles Ricketts og med ham
Repræsentant for Neoklassicismen. Med ham
indgik han snart et Arbejdsfællesskab, der blev saa
kunstnerisk samstemt, at det ofte er umuligt
at rede de to Individualiteter ud fra hinanden.
Sammen udgav de fra 1889 det smagsfine
Tidsskrift The Dial (Soluret), hvor adskillige af S.’s
berømte yndefulde Litografier samt Rickett’s
Træsnit fandt Plads, og som de udsmykkede
med Friser og Vignetter, og i Forening
illustrerede de — med Træsnit, der viser
Paavirkning fra gammelitaliensk Kunst —
»Daphnis og Chloe« (1893) og »Hero og Leander«
(1894). Ogsaa S.’s Malerier med deres lette
Stilisering og venetiansk-fyldige Kolorit ejer en
egen Ynde. Paa den eng. Kunstudstilling i
Kbhvn 1909 saas saaledes »Brudepigerne«, hvor
man følte Paavirkningen fra P. de Chavannes,
»Bruden klædes«, »Badet« m. v. Til S.’s kendte
Malerier — hvor nøgne Kvinder spiller en
fremtrædende Rolle — hører »Havfrue«, »The
Sapphire Bay«, »Tibul hos Delia«,
»Billedhuggerinden«, »Sovende Nymfe« og »Kvinde med
Cyclamen«. I Luxembourg-Mus. i Paris »La
femme sculpteur«. 1921 blev S. Medlem af
Akamiet i London. (Litt.: Tis, Ch. S., A. R. A.
[1920]).
A. Hk.

Shannon [’∫änən], James Jebusa, eng.
Maler, f. 1862 i Auburn (New England, U. S. A.).
Han kom 1878 til London og uddannedes paa
S.-Kensington-Skolen bl. a. under Poynter. S.
er en meget søgt Portrætmaler; man har kaldt
ham »Damernes Portrætmaler«; elegant, men
ikke særlig karakterfuldt har han foreviget en
Mængde eng. Skønheder. I Skildringer af
Børneverdenen viser han stor Virtuositet
(Djunglebogen; »Dame læser højt for to Børn« [1890]. Andre
Værker: »In the Dunes« [1909], »Flower Girl«
[1901, Nat. Gall.] m. m.). Hans Kvindebillede
»Den blaa Sløjfe«, der var paa den eng.
Udstilling i Kbhvn 1909, kom til Ny Carlsberg
Glyptotek.
A. Hk.

Shannonbridge [’∫änən’bridз], Landsby i
det indre Irland, Kings County, 112 km V. f.
Dublin, ved venstre Bred af Shannon, var
tidligere et vigtigt Overfartssted. I Nærheden
Clonmacnois med 7 Kirkeruiner.
(M. Kr.). G. G.

Shannon Ø [’∫änən-], Grønlands Østkyst,
75 1/4° n. Br., er c. 50 km lang og noget
smallere, og paa Østkysten indskaaret af en stor
Bugt, paa Sydkysten af en mindre. Øen er c.
300 m høj. Der er Ruiner fra tidligere
eskimoisk Beboelse og mange Moskusokser. — 1823
opdagedes S. af den eng. Brig »Griper« under
Clavering og Sabine, som landede paa
Nordenden af Øen. 1869 ankrede det tyske
Ekspeditionsskib »Germania«, Kaptajn Koldewey,
ved Øens Sydøstpynt, Kap Philip Broke, og
undersøgte den. »Alabama« under Ejnar
Mikkelsen ankrede 1909 i den nordlige Del af
Bugten paa Østkysten, hvor den næste Foraar
blev skruet ned af Isen. Ekspeditionens
Medlemmer overvintrede paa Øen 1909—10 og
1910—11 og nød godt af et Depot, som
Amerikaneren Wm. Ziegler havde ladet nedlægge ved
Kap Philip Broke 1901. (Litt.: »Medd. om
Grønl.«, LII).
G. F. H.

Shansi [∫an-], Prov. i Nordkina, 212000 km2.
Befolkningen anslaas (1924) til 9,4 Mill.,
medens det kin. Toldvæsen (1922) antager 11,1
Mill. Hoangho danner Grænsen mod Vest og
Syd. Landet er opfyldt af Bjerge, mest
fladtoppede Taffelbjerge med terrasseformede
Skraaninger. Fordybningerne mellem Bjergene
er udfyldte med Løss. De højeste Bjerge ligger
mod NØ.: Wutaishan (2780 m), Mantoushan
(2700 m), Kulushan (2350 m). Der hersker et
strengt Fastlandsklima. Kun i Bjergene mod
V. findes Skove, ellers er Landet steppeagtigt.
Der dyrkes Hvede og Hirse. Mod N. er
Kvægavlen af Bet. Provinsen er uhyre rig paa Kul
og Jern, men Udvindingen staar endnu paa det
mest primitive Trin. Bønderne graver
Jernmalmen paa deres Jord, udsmelter den med deres
eget Kul og skaffer sig derved en lille
Bifortjeneste, men om virkelig Minedrift er der
ikke Tale. Desuden findes Kobber, Kvægsølv,
Marmor og Lapis lazuli. Salt findes i fl.
Saltsøer, og Produktionen deraf beløber sig til c.
50000 t aarlig. Handelen er betydelig. Fra S.
udgaar Kamelkaravaner til Sibirien og mod V.
indtil Turan. Den sibiriske Bane har dog givet
Karavanhandelen et ubodeligt Knæk. Hovedstad
er Taijyen. I ældre Tid var S. det kin. Riges
Kerne, og Byen Pingjang var Residens. Fra
den Tid stammer talrige, endnu bevarede
Kejsergrave. Den kin. Mur gaar gennem den
nordlige Del af Provinsen.
M. V.

Shanstater [’∫an-], se Shan.

Shantung [∫an-], Prov. i det nordøstlige
Kina, 145000 km2 med en Befolkning, som af
forsk. Autoriteter anslaas til 25,8—30,8 Mill., er
mod V. og NV. en Slette, mod Ø. opfyldt af
Bjerge, der strækker sig ud paa S.-Halvøen
mellem det østkinesiske Hav og
Petshili-Bugten. Bjerglandet er rigt paa Kul, Jern, Bly,
Kobber og Guld. Jordbunden er frugtbar. Der
dyrkes Hirse, Hvede, Bønner, Bomuld, Indigo.
Af Egespindere udvindes Silke. Hovedstad er
Tsinan ved Hoangho. Ved Kysten ligger den
tidligere tyske Koloni Kiautshau og det britiske
Weihawei. Af disse blev Kiautshau 1914
erobret af Japanerne og 1922 tilbagegivet Kina.
M. V.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:03:13 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/21/0334.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free