- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
342

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sibbern, Frederik Christian

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Doktorgraden (1810) over et retsfilos. Emne foretog
han en længere Udenlandsrejse, under hvilken
den personlige Berøring med Schleiermacher og
Steffens især blev af stor Bet. for ham. Efter
sin Hjemkomst blev han (1813) ekstraord. Prof.
ved Universitetet. Senere (1829) blev han ord.
Prof. I Skrift og Tale virkede han nu som
filosofisk Lærer lige til sin høje Alderdom. 1868
ophørte han med Forelæsninger, 1870 tog han
sin Afsked. — I sin Ungdom havde S.
gennemgaaet en Gæringsperiode. Tankerne arbejdede
i ham, og han stred for at vinde Klarhed. Fra
Barndommen var det religiøse Følelsesliv stærkt
hos ham, næret ved ivrig Læsning i Luther’s
tyske Bibel. Senere stod han i personligt
Forhold til Mynster og Grundtvig og sympatiserede
med det inderligere og varmere religiøse Liv,
de vakte. Det var hans Sans for stærkt
bevæget og dybere gaaende Aandsliv, som her især
ledede ham, og det var, foruden hans
personlige Trang til at føle sig eet med »Livets
Kilde«, hans store psykologiske Interesse, der
førte ham til (at stille sig i Modsætning til den
endnu herskende Rationalisme. Hvad han
higede efter, var at udforme en filosofisk
Anskuelse, der paa een Gang kunde give Livet og
Tanken deres Ret. Denne Opgave sysselsatte
ham hele hans lange Levetid igennem. Ofte
maatte han kæmpe med Mistillid til sig selv,
og han kæmpede stadig med Vanskelighederne
ved at finde en klar Form for sine Tanker. Men
ogsaa en anden Aarsag til Gæring var der.
Han elskede sværmerisk A. S. Ørsted’s Hustru,
Oehlenschläger’s aandfulde og skønne Søster.
Det haabløse i denne Kærlighed medførte en
haard Kamp, inden Livsmod og Begejstring
kunde vinde Overhaand over Bitterhed og
Mismod. I »Gabrielis Breve« (første Del, 1826) har
han skildret denne Kamp. S.’s hele
Personlighed og noget af det bedste i hans Skrifter
betinges ved, at han saaledes har kæmpet sig
frem fra Gæring til Klarhed, og fra Mismod til
Begejstring. En varm og personlig Tone præger
hans Virken som Lærer og Forfatter, og han
har indledet en Personlighedsfilosofi, der blev
ført videre af Poul Møller og Søren
Kierkegaard. — I al sin Tænken lægger S. stor Vægt
paa Erfaringen. Filosofien er for ham Analyse,
Udredning af et givet Indhold, og først paa
Grundlag af saadant »eksplikativt« Arbejde kan
den stige op til et spekulativt Overskue. Hans
første Arbejder gik især ud paa at skaffe et
psykologisk Erfaringsgrundlag til Veje.
Herhen hører »Menneskets aandelige Natur og
Væsen« (1819), hvortil slutter sig S.’s bedste Bog
»Psykologisk Pathologk (1828, udgivet paa ny
1885 under Titel: »Læren om de menneskelige
Følelser og Lidenskaber«). Især Følelsens
Psykologi skylder S. gode Iagttagelser og
Beskrivelser. Følelsernes Udvikling, Brydning og
Sammensmeltning har han skildret paa en
Maade, der endnu har Interesse. Karakteristisk
for hans Personlighed er, at Sympati,
Begejstring og Beundring er de Følelser, han bedst
beskriver. Han er kun endnu for hildet i den
gl. Evnelære, der antager særegne Principper
for de enkelte Ytringer; tillige gaar den
psykologiske Beskrivelse ofte over til etisk-religiøs
Betragtning. Den psykologiske Undersøgelse
staar hos ham endnu ikke som en aldeles
selvstændig Opgave. I de senere Udgaver af hans
Psykologi kom han ind paa en Rubriceren og
paa at anvende kunstlede Ord, hvad der har
skadet Virkningen af hans Undervisning i hans
sidste Periode — Sin Erkendelseslære
udviklede han i »Erkendelse og Granskning« (1822)
og »Logikkens Elementer« (1822), og senere i
sin »Logik« (1827 og ofte). — Det var ved Siden
af det Grundlag, han her havde skaffet sig,
hans Hovedopgave at bestemme Forholdet
mellem Filosofi og Religion. Det er et Emne, der
var stærkt fremme i 1820’erne og 1830’erne.
S.’s Anskuelser herom paa denne Tid lærer man
især at kende af hans Afhandlinger i det af
ham udgivne »Filosofisk Archiv og
Repertorium« (1829—30). Hans Hovedsynspunkt var, at
Filosoffen maa studere Aandens Liv ikke
mindre end Naturens Liv ad Erfaringens Vej, og
at det saa gælder, om han kan forme, hvad
han finder, i vel begrundede og
sammenhængende Tanker. Men det var paa denne Tid
S.’s Overbevisning, at der til sidst vilde vise
sig en Harmoni mellem Tænkningen og
Kristendommen (i dennes kirkelige og dogmatiske
Form). Hans Studier og hans personlige
Udvikling førte ham senere hen til et andet
Standpunkt. — Sine afsluttende filosofiske Ideer
udformede han i 1840’erne, efter at han i et
fortrinligt Skrift havde givet en Kritik af den
Hegel’ske Filosofi, som var i Færd med at
brede sig i Teologers og Æstetikeres Kredse (»Ang.
Hegel’s Filosofi«, 1838). I Skriftet »Om
Filosofiens Begreb, Natur og Væsen« (1843) har
han fremstillet sin Opfattelse af den filosofiske
Erkendelse. Dennes Bet. er »intermediær«:
den udgaar fra Liv og Erfaring og skal være
et Mellemled, gennem hvilket Liv og Erfaring
kan fortsættes med større Klarhed. Sin
Verdensanskuelse nedlagde han i det dybsindige
Skrift »Spekulativ Kosmologi« (1846), der
fremstiller en Udviklingslære, iflg. hvilken
Tilværelsen i det hele og i det enkelte arbejder sig frem
fra en Mængde sporadiske Udgangspunkter til
en stor Harmoni. Gennem alle Forvridninger
og Hemninger sporer S. Udviklingens store
Gang, som for ham er eet med Udviklingen af
»Guds Rige«. I Modsætning til Hegel betoner
han stærkt Tidsforholdets Bet. Udviklingen er
for ham ikke et dialektisk Spil, men betinget
ved en Brydning mellem reale Tendenser.
Saaledes har Livet udviklet sig under Jordklodens
tidligere Perioder, og saaledes har
Menneskelivet udviklet sig af Dyrelivet. Med urokkelig
Optimisme ser S. hen til, hvad Udviklingen
fremdeles vil bringe. — En lgn. realistisk
Karakter som dette Skrift har hans Bog »Om
Forholdet mellem Sjæl og Legeme« (1849), i
hvilken han søger at begrunde den Opfattelse, at
det er een og samme Kraft, der ytrer sig i
Sjælelivet og i det organiske Liv:
»Legemsvirksomhed og Sindsvirksomhed er væsentlig
sammenhængende sideordnede Virkninger af en
fælles, samtidig i begge virkende Aarsag«. Han
staar den saakaldte Identitetshypotese meget
nær, skønt han endnu ikke var paavirket af
den Reform, Fysiologien netop i 1840’erne var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0354.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free