- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
355

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sicilien - Sicilier, Begge

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Siciliens im Alterthum« [2 Bd, Leipzig 1870—74];
Freemann, History of Sicily from the
earliest times
[4 Bd, Oxford 1891—94]; di Blasi,
Storia del regno di Sicilia [3 Bd, Palermo 1844];
Amari, Storia dei musulmani in Sicilia [3 Bd,
Firenze 1854—72]; samme, Biblioteca
arabosicula
[2 Bd. Torino 1880—81]; samme, La
guerra del Vespro Siciliano
[9. Opl. 3 Bd, Milano
1886]; Pais, Storia della Sicilia e della Magna
Grecia
[Torino 1894 fl.]; Documenti per servire
alla storia di Sicilia
[Palermo 1879 ff.];
Guardione, Il dominio dei Borboni in Sicilia [2 Bd
Palermo 1901]).
H. H. R.

Sicilier, Begge, var 1816—61 Navn for de
to forenede syditalienske Kongeriger Neapel og
Sicilien. Foreningen kundgjordes 12. Decbr 1816,
og derefter kaldte Kong Ferdinand IV sig
Ferdinand I. Han var aldeles afhængig af
Østerrig og havde 12. Juli 1815 ligefrem forpligtet sig
til ikke at indføre nogen politisk Reform, som
stred mod de gamle monarkiske Institutioner (ɔ:
Enevælden) ell. mod de Grundsætninger, som
fulgtes i Styrelsen af Lombardiet-Venetien.
Derfor sattes ogsaa baade Neapels Forfatning fra
1808 og Siciliens fra 1812 ud af Kraft, hvad der
vakte stort Misnøje og lod Carbonariernes
Samfund vokse stærkt trods alle Forfølgelser. Juli
1820 udbrød i Neapel en Militæropstand, der
nødte Kongen til at udstede en fri Forfatning i
Lighed med den sp. fra 1812 og indkalde et
Parlament; men Sicilianerne var ikke tilfredse
hermed og krævede deres Selvstændighed agtet og
deres egen Forfatning paa ny sat i Kraft. Dette
lammede selvfølgelig Frihedens Sag; men værre
var det, at Stormagterne ikke ønskede det
konstitutionelle System udstrakt til B. S., og Decbr
1820 forlod Kongen Landet efter at have indsat
sin Søn til Regent og lovet Parlamentet at
udvirke Stormagternes Samtykke til den fri
Forfatning. Men tvært imod sin højtidelige
Forsikring tog han sin Tilflugt til Kongressen i
Laibach, som vedtog en væbnet Indblanding. Denne
udførtes af østerr. Tropper under Frimont, der
Marts 1821 slog General G. Pepe og genoprettede
Enevælden. Der lovedes vel visse Forbedringer
i Forvaltningen og et særskilt kgl Raad for
hvert Rige; men Løfterne holdtes ikke, og de
Liberale forfulgtes med største Grusomhed tvært
imod den kundgjorte Amnesti. Først 1827 drog
Østerrigerne bort igen. Ferdinand I døde 1825,
men Tilstanden blev endnu slettere under
Frants I, der organiserede
Schweizerregimenter for at sikre sin Magt, og hvis Styrelse
var lige saa ødsel som vilkaarlig. Forholdene
forbedredes ikke under Ferdinand II, der
kom paa Tronen 1830 og snart viste sig at være
en fuldblods Hævder af Enevælden, selv om han
i Førstningen gjorde enkelte Tilløb til en bedre
Forvaltning. Der gjordes gentagne
Opstandsforsøg, saaledes 1837 paa Sicilien og 1843 i
Kalabrien, men uden Held, og det første medførte
kun forøgede Skatter og Ophævelsen af det
tidligere Skin af en Særstilling.

Derimod udbrød 12. Jan. 1848 en alvorlig
Opstand i Palermo, og efter fl. Dages Kamp saa
Kongen sig nødt til at give gode Løfter. Men
Sicilianerne krævede ligesom 1820 et særligt
Parlament og deres tidligere Forfatning.
Bevægelsen bredte sig snart over hele Øen undtagen
Messina; R. Settimo blev Formand for den
provisoriske Regering, og 13. Apr. erklærede
Parlamentet Bourbon’erne for afsatte samt valgte den
sardinske Prins, Hertugen af Genova, til Konge,
dog uden at opnaa dennes Samtykke. Imidlertid
havde Palermos Eksempel fremkaldt truende
Optrin i Neapel 24. Jan., og Kongen maatte derfor
love en fri Forfatning, efter fr. Mønster, og
udnævne ny frisindede Ministre. Men da
Parlamentet kom sammen 15. Maj, udbrød straks Strid
med Kongen, som lod Byen beskyde og til Dels
plyndre af sine raa Hjælpere,
Schweizertropperne og Lazzaronerne. Derefter kaldte han sin
Hær og Flaade tilbage fra Norditalien og lettede
derved Østerrigernes Sejr her. Efter at have
sikret sin Magt paa Fastlandet sendte han
General Filangieri til Sicilien, og i Foraaret 1849 blev
Opstanden ogsaa undertrykt her, hvorefter Øen
behandledes som et erobret Land. Med største
Haardhed forfulgtes de Liberale, talløse
Fængslinger foretoges, og selv Ministrene fra 1848 (se
Poerio, C.) behandledes som simple
Forbrydere. Efter Krim-Krigen forsøgte England og
Frankrig forgæves at formaa ham til større
Mildhed; de afbrød endda den diplomatiske
Forbindelse, men styrkede derved kun hans Stivsind.

Efter hans Død 22. Maj 1859 fik Frants II
straks Opfordring fra den sardinske Regering
om at slutte sig til den nationale Kamp mod
Østerrig; men han afslog det, medens han selv
gjorde sit Folk nogle smaa Indrømmelser og
opløste Schweizerregimenterne. Dog gav han sig
snart Reaktionen i Vold, lod Tusinder fængsle
som politisk mistænkte og var endda til Sinds
at ville genoprette Pavens Herredømme i
Romagna, ligesom hans Fader 1849 havde
medvirket til Pavens Genindsættelse i Rom. Men
hermed havde han brudt Staven over sin egen
Regering, og Straffen ramte ham snart. Apr. 1860
udbrød Opstand paa Sicilien, og i Maj kom
Garibaldi til Hjælp med sine tusind Mand og indtog
Palermo. Snart var næsten hele Øen løsreven
fra Bourbon’ernes Magt, den sardinske Grundlov
indført og Garibaldi’s Diktatur godkendt. Da
Vestmagterne ikke vilde tillade nogen fremmed
(ɔ: østerr.) Indblanding, søgte Frants II at redde
sin Kongemagt ved at kundgøre Forfatningen fra
1848 og Brugen af det ital. Enhedsbanner samt
tilbyde Sardinien politisk Forbund; men nu var
det for silde, og Mistilliden til hans Oprigtighed
gjorde en Udsoning umulig. Da Garibaldi i Aug.
gik over Messina-Strædet, opløstes alle Forhold;
mange Officerer og Embedsmænd svigtede
Kongens Sag, hele Troppeafdelinger og Flaaden gik
over til hans Fjender, ja selv Lazzaronerne,
hidtil Enevældens Støtter, lod sig henrive af
Begejstring for Garibaldi’s eventyrlige Skikkelse.
6. Septbr drog Kongen med Resten af sin Hær
(50000 Mand) til Gaëta, og Dagen efter holdt
Garibaldi sit Indtog i Neapel; hele Landet sluttede
sig til ham, kun Hæren kunde han ikke
overvinde. Men da greb den sardinske Regering selv
ind, og 9. Oktbr rykkede dens Tropper N. fra
ind i Landet; Modstanden blev hurtig brudt, og
21. Oktbr holdtes alm. Folkeafstemning. Med
1742000 Stemmer mod knap 10800 (paa Sicilien
var der kun 667 Nej’er) vedtoges Tilknytningen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0367.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free