- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
403

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sild

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

kendelig paa den kegledannede Snude, som rager
frem foran Underkæben. Ansjosen (E.
encrasicholus
) bliver kun 200 mm lang; imellem
den mørke (grønlige) Ryg og de sølvblanke
Sider løber et staalblaat Længdebaand, medens
Finnerne er næsten farveløse. Ansjosens egl.
Hjem er Middelhavet og de tilgrænsende Dele
af Atlanterhavet; den forekommer ogsaa
hyppig ved Frankrigs, Englands og Hollands
Kyster; hvert Aar fanges den i Oslofjord, men
sjældent ved Norges Vestkyst; ved Danmark fanges
enkelte Eksemplarer af og til, baade i
Vesterhavet, Kattegat og Sundet. A. er en pelagisk
Fisk, færdes i Stimer og lever af Havfladens
Smaadyr, særlig Copepoder, Mysider og
Rejeunger. Den leger i Maj—Juli; Æggene er klare
og flyder i Vandskorpen. Den er meget kødfuld
og fed; den saltede Fisk kaldes Sardel, den i
Krydderier nedlagte Ansjos. Hvor den
forekommer i større Mængder, har den ikke ringe
økonomisk Bet. I Middelhavet drives der store
Fiskerier efter Ansjos, ligeledes ved Europas
Atlanterhavskyst; det nordligste Fangststed af
Bet. er Zuider Søen, hvor Fangsten er
uregelmæssig, men ofte meget stor. — Slægten Sild
(Clupea) har en skarp Bug; Snuden rager ikke
frem foran Underkæben. Man kender over 60
Arter, hvoraf 5 forekommer ved Danmark.
Silden (C. harengus) har glat Gællelaag, og dens
Bugfinner er fæstede bag ved Rygfinnens
Forende. Den levende Fisk udmærker sig ved et
særdeles smukt Farvespil, som imidlertid
hurtig taber sig, naar den tages op af Vandet;
Ryggen bliver da grønblaa, Sidernes Farve gaar
igennem staalblaat over til et svagt
Purpurskær, der atter nede mod Bugen gaar over i en
ren, sølvblank Farve; Over- og Underkæbens
Spids er sorteblaa. S. overskrider næppe en
Længde af 42 cm; de største Sild findes ved
Island og er gennemsnitlig 34—36 cm lange; ved
det nordvestlige Norge er Gennemsnitslængden
af de voksne Sild 33 cm, ved England og ved
Bohus Len 30 cm, i det sydlige Kattegat og i
Øresund c. 27 og ved Bornholm 22 cm, ved
Königsberg 20 1/2 cm og længere inde i Østersøen
endnu mindre, ned til c. 15 cm. S. er en
nordlig Art. Den forekommer ved Kara-Havets
Sydkyst og i det hvide Hav, ved Spitsbergen,
Island, det sydlige Grønland og langs
Nordamerikas Østkyst fra det nordlige Labrador ned til
Cap Hatteras; desuden findes den ved hele den
norske Kyst, ved Kysterne af England samt ved
Frankrigs Nord- og Vestkyst til den biscayiske
Bugt. En Sildeart, der findes ved Japan og
Kamtschatka, er muligvis identisk med den
nordatlantiske, saaledes at dens
Udbredelsesomraade ogsaa omfatter det nordlige Stillehav. I
alle danske Farvande er den alm., ligesaa i
Østersøen og den bottniske Bugt. Den taaler ikke
alene Brakvand, men gaar undertiden op i
Flod- og Aamundinger og kan holde sig i
afspærrede Havbugter, længe efter at Vandet er
blevet ferskt. S. gaar gerne i større ell.
mindre Stimer; den er livlig og hurtig i
Bevægelser og fører et omstrejfende Liv. Den holder
sig mest til de øvre Vandlag, om Sommeren i
Overfladen, om Vinteren i noget større Dybde.
Dog har man ogsaa Beviser for, at S. kan
færdes paa Bunden, hvor Havet er over 1000 m
dybt. Nogle Sild foretager betydelige
Vandringer, medens andre er mere stationære. Alle
søger dog paa visse Tider af Aaret ind til
Kysterne for at forplante sig, og det er fra gl Tid en
kendt Sag, at de Aar efter Aar søger de samme
Legepladser. Aarsagerne til denne
Regelmæssighed er vel endnu ikke helt klarlagt, men
man antager dog, at den i overvejende Grad
skyldes hydr. Forhold, Strømforhold,
Saltholdighed og Varmegrad. Silden optræder i
talrige Former, Stammer ell. Racer, der adskiller
sig dels ved Størrelse og Bygning, dels ved
Levevis. Hver Race har sit bestemte
Udbredelsesomraade og sine bestemte Legepladser.
Saaledes træffer vi i Østersøen Strømmingen
i den østlige og nordlige Del fra Danzig Bugten
til den finske og bottniske Bugt. Den
sydbaltiske S.
(»Bornholmeren«) i Arkona- og
Bornholm-Bassinet indtil Gotland. Den
vestbaltiske S.
i den sydlige Del af
Beltfarvandet, den vestlige Østersø indbefattet. Til denne
slutter sig Sund-S.’en. Desuden findes særlige
Lokalformer i visse af de vestbaltiske Fjorde og
Indvande. I den nordlige og mellemste Del af
Beltfarvandet finder vi Belt-S. Inden for de
nævnte Grupper findes baade efteraarsgydende
S. (Høst-S.), foraarsgydende (Vaar-S.) og
vintergydende, de sidste i ringere Antal end de
øvrige og maaske Efternølere efter ell.
Forløbere for en af disse Grupper. Det er endnu
ikke med Sikkerhed lykkedes at paavise
Forskelligheder i Bygning mellem Høst-S. og
Vaar-S. inden for de lokale Grupper, men man er dog
tilbøjelig til at anse dem for forsk. Racer. S. i
det østlige Kattegat og Skagerak bestaar dels af
Lokalformer med forholdsvis snævert
Udbredelsesomraade, dels af Racer, der ogsaa er
udbredt i Nordsøen. Lokalformerne er dels
Vaar-S., dels Høst-S., de sidste de vigtigste. En af
dem er Kattegats store Efteraars-S.
Paa forsk. Banker i Nordsøen leger en Høst-S.,
Nordsøbankens S., der muligvis igen
bestaar af fl. Racer. I norske Fjorde findes en
stationær vintergydende S., men langt den
vigtigste af de norske S.-Racer er Vaar-S., som
findes langs hele den norske Vestkyst, og som har
sine Legepladser langs Vestlandet mellem Stat
og Kristiansand. Ved Island findes ogsaa en
Vaar-S., og den og den norske er muligvis af
samme Race; den
atlanto-skandiske Foraars-S.
Udredningen af
S.-Racerne, deres Udbredelse og Vandringer er af stor
baade praktisk og videnskabelig Interesse, men
Undersøgelserne er endnu langtfra tilendebragt.
Under Legen gaar Fiskene saa tæt, at Vandet
farves hvidlig af Hannernes Mælke. Æggene,
der gennemsnitlig holder 1,2—1,5 mm i
Tværmaal, er tunge og klæbrige, saa at de efter
Udstødelsen af Hunnens Legeme synker til Bunds
og bliver hængende ved enhver Genstand, som
de støder paa; man finder dem i større ell.
mindre sammenhængende Kager — undertiden

Fig. 1. Ansjos (Engraulis encrasicholus).
Fig. 1. Ansjos (Engraulis encrasicholus).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0415.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free