- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
410

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Siliciumkarbid - Siliciumklorider - Siliciumkloroform - Siliciumkobber - Siliciummonoxyd - Siliciumtetrafluorid - Siliciumtetraklorid - Siliciumtriklorid - Silicoflagellatæ - Silikasten ell. Dinassten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

paavirkes de knapt ved 600°, men hurtigt ved
1200°; de er omtr. lige saa haarde som
Diamanter, der kan poleres med pulveriseret S.

Karborundum bruges til Slibning og Polering.
Ved Blanding af dette Stof med Ler, Feldspat
og Vand, Formning og Glødning kan man
danne Slibesten af hvilken som helst Form og
Størrelse. Karborundum bruges ogsaa i
Pulverform til Slibning af Glas og Porcelæn.

Ved Staalfremstillingen kan det bruges paa
lgn. Maade som Ferrosilicium, men er som
Regel for dyrt, medmindre man bruger det
amorfe, der er meget billigt. Dette anvendes
ogsaa til Kunststen og ildfaste Materialer. S.
leder Elektriciteten, men da Modstanden ikke
holder sig konstant, har man fremstillet
Silundum, der er formede Kulstykker, som har
været udsat for Dampe af Silicium. Dets
Modstand er c. 6 Gange Kullets, og det anvendes bl.
a. til elektrisk Ligbrænding. Til elektriske
Modstande bruges ogsaa Silit, der er fremstillet
ved Presning af fint pulveriseret S. og Glycerin.
Siloxikon er en Blanding af forsk. Karbidilter,
der fremkommer som Biprodukt ved
Fabrikationen af S., og som bruges til ildfaste Kar, der
vel paavirkes af Alkalier og Salpeter, men
ellers ikke af noget.
S. P.

Siliciumklorider eller Kiselklorider.
Silicium danner med Klor Forbindelserne
Siliciumtetraklorid, Klorsilicium,
SiCl4, og Siliciumtriklorid, Si2Cl6, af
hvilke den første er den vigtigste og oftest
benævnes Siliciumklorid. Denne
Forbindelse faas ved Ophedning af Silicium i en tør
Klorstrøm ell. ved at lede tørt Klor over en
glødende Blanding af Kul og fint fordelt
Kiselsyreanhydrid: 2Cl2+SiO2+2C=SiCl4+2CO.
Siliciumtetraklorid er en farveløs Vædske, der
lugter stikkende, ryger stærkt i Luften og
koger ved 59,5°. Ved 0° har det Vægtfylde 1,52.
Af Vand sønderdeles det i Saltsyre og geleagtig
Kiselsyre. Under Verdenskrigen tjente det til
at frembringe Taage, da det sammen med
Ammoniak giver en tæt Røg af SiCl4,6NH3. Ledes
Dampen af Siliciumtetraklorid hen over
smeltet Silicium, faas Siliciumtriklorid, Si2Cl6, som
en farveløs Vædske, der koger ved 146° og ved
800° fuldstændig sønderdeles i SiCl4 og Silicium:
2Si2Cl6=3SiCl4+Si. Ved pludselig Ophedning
til over 1000° finder denne Spaltning ikke
Sted, da Silicium ved denne Temperatur atter
kan forene sig med Tetrakloridet til Si2Cl6.
Med iskoldt Vand giver Si2Cl6 Silicooxalsyre,
(SiOOH)2, der let eksploderer.
(O. C.). S. P.

Siliciumkloroform, SiHCl3, dannes samtidig
med Siliciumklorid, naar tør Klorbrinte ledes
hen over amorft Silicium, som er ophedet til
henimod Rødglødhede. Produkterne skilles fra
hinanden ved Destillation. Det er en farveløs,
letbevægelig Vædske, der ryger i Luften og
koger ved 34—37°. Den er meget letantændelig
og brænder med grøn Flamme. Antændes en
Blanding af dens Damp og Luft, indtræder
Eksplosion. Med iskoldt Vand giver S.
Silicomyresyreanhydrid, Si2H2O3, og med absolut
Alkohol dannes silicomyresurt Ætyl. Disse
Forbindelser har især Interesse, fordi de i
Sammensætning minder om Kulstofforbindelser; man
har gjort sig store Anstrengelser for at
fremstille Siliciumforbindelser analoge med de
organiske, men hidtil uden Held. Man har
ganske vist faaet nogle, der er optisk aktive, og et
ikke ringe Antal organiske Stoffer, hvori et
Kulstofatom er ombyttet med et Siliciumatom,
men at faa Siliciumatomer til at forbinde sig
til Kæder ell. Ringe er ikke lykkedes.
Siliciumalkyler kan fremstilles i Lighed med
Metalalkyler og Zinkalkyl og Siliciumklorid.
Siliciumætyl, Si(C2H5)4 er en farveløs i Vand uopløselig
Vædske, der kan omdannes til
Silicononylalkohol, Si(C2H5)3CH2CH2OH, svarende til
Isononylalkohol, det er en kamferagtig lugtende Vædske,
der koger ved 190°. Silicoeddikesyre.CH2SiOOH,
er en hvid amorf Masse, der er uopløselig i
Vand, men opløselig i en
Kaliumhydroxydopløsning.
(O. C.). S. P.

Siliciumkobber. Kobber og Silicium danner
forsk. Forbindelser og Legeringer med
hinanden. Disse har efter Bestanddelenes
Mængdeforhold forsk. Egenskaber. En Legering med
2,5 % Silicium er meget lysere end Kobber,
men ellers ikke til at skelne fra dette, en
anden med 5 % S. er gullig, en tredie med
10—12 % guldgul og noget haardere end Kobber,
en fjerde med 20—30 % S. graa, Sprød og
meget haard og endelig en femte med 50 %
S. staalhaard og saa sprød, at den springer
ved det lempeligste Hammerslag (se ogsaa
Kobbersilicid).
(O. C.). S. P.

Siliciummonoxyd, SiO, fremstilles i
elektriske Ovne af Sand og Karborundum i en
indifferent Luftart som en blød brun Masse. Dets
Sammensætning er meget tvivlsom. I de
forenede Stater sælges det under Navn af Monox
til Oliefarve og Polermiddel.
S. P.

Siliciumtetrafluorid, d. s. s.
Siliciumfluorid.

Siliciumtetraklorid, se
Siliciumklorider.

Siliciumtriklorid, se Siliciumklorider.

Silicoflagellatæ, se Flagellater.

Silikasten ell. Dinassten er ildfaste Sten,
der indeholder c. 96 % Kiselsyre. De fremstilles
hyppigst af malet Kvartsit blandet med Kalkmælk
og brændes ved 1400—1500°. Naturligt
Kvartssand er kun sjældent rent nok til at bruges. Ved
Brændingen omdannes en Del af Kvartsen til
Tridymit, hvis Rumfang er 16 % større end
Kvartsens, og denne Omdannelse bør saa vidt muligt
ske under Fabrikationsbrændingen, for at
Stenene ikke skal vokse for meget under Brugen.
S. bevarer deres Styrke helt op til
Smeltepunktet i Modsætning til Chamottesten, der bliver
bløde forud, og de egner sig derfor til Brug i
Ovnenes hedeste Dele, f. Eks. i Højovnenes
nederste Parti. Til Hvælvinger er de at
foretrække for Chamottesten, hvis Svind kan
medføre Hvælvingens Nedstyrtning. Endvidere
bruges de i Ovne (f. Eks. Martin- og Glasovne) med
surt Indhold og til Koksretorter, da de er mere
varmeledende end Chamottesten og mere
syrefaste. Deres Hovedfejl er, at de ikke taaler
pludselige Temperaturvariationer. Da de
opsuger meget Vand, maa de beskyttes mod
Fugtighed inden Formuringen, og Ovnen maa tørres
forsigtigt, at ikke Dampdannelsen skal sprænge

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0422.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free