Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sillaro - Sillé le Guillaume - Siller - Sillery - Silliman, Benjamin - Sillimannit - Sillon - Silo (By) - Silo (Beholder) - Siloah-Indskriften - Siloé, Diego de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sillaro, Flod i Norditalien i Landskabet
Emilia, udspringer i Provinsen Bologna paa de
etruriske Apenniner, strømmer i nordøstlig
Retning og udmunder i Provinsen Ferrara i Po di
Primaro. S., der er 70 km lang, hed i Oldtiden
Silarus.
C. A.
Sillé le Guillaume [si’je-l-gi’jo.m], By i
det nordlige Frankrig, Dept Sarthe, NV. f. Le
Mans, 3000 Indb. S. l. G. ligger i en mod N.
skovrig Egn og har Ruiner af et Slot fra 15.
Aarh., en i 12. Aarh. opført Kirke med Krypt
og en smuk Portal. Stenbrydning (Porfyrer),
Lærredsvæveri og Handel.
(M. Kr.). E. St.
Siller kaldtes af Grækerne en Slags
Spottedigte, sædvanlig af halvvejs filosofisk Indhold.
Allerede Xenofanes skal have skrevet
saadanne Digte; senere udmærkede især Timon sig i
denne Retning. (Litt.: Wachsmuth,
Sillographorum græcorum reliquiæ [Leipzig 1885]).
H. H. R.
Sillery [sil’ri], se Champagnevine.
Silliman [’si£imən], Benjamin, Fader og
Søn, amer. Naturkyndige. Den ældre S., f. 8.
Aug. 1779, d. 24. Novbr 1864, var Geolog og
Kemiker og har Bet. som en af
Grundlæggerne af nordamerikansk Videnskabelighed. Prof.
i Newhaven 1804—53. 1818 begyndte han at
udgive American Journal of Science, ogsaa kaldet
Silliman’s Journal, der er de forenede Staters
ældste videnskabelige Tidsskrift. — Sønnen af
s. N., f. 4. Decbr 1816, d. 14. Jan. 1885,
fortsatte Tidsskriftet og arbejdede i det hele paa
samme Omraader som Faderen. 1847 fik han
oprettet den videnskabelige Anstalt Yale
College, hvor han selv, med en kort Afbrydelse, var
Prof. i Kemi til sin Død; indtil 1870
underviste han i alm. og anvendt Kemi. Han udgav
en lang Række Skr, mest over Kemi, og indtog
en fremskudt Plads i amer. Videnskab.
(K. S. K.). A. W. M.
Sillimannit, et Mineral, som bestaar af
Aluminiumsilikatet Al2SiO5 (ligesom Cyanit og
Andalusit, men med afvigende Krystalform). S.
danner farveløse, graa ell. brunlige, stænglede
ell. straalende Aggregater; Krystalformen er
rombisk, Vægtfylden 3,25 (mindre end
Cyanittens, men større end Andalusittens), og
Haardheden lidt mindre end Kvartsens. S.
forekommer ret hyppig i krystallinske Skifere, saaledes
i Gnejs i Eulengebirge i Schlesien og i Bayr.
Wald; større Krystaller (Prismer uden
Endeflader) ved Chester i Massachusetts. Enkelte
Varieteter har faaet særlige Navne, saaledes
Bamlit (fra Bamle i Norge) og
Buchholzit (fra Lisenz i Tyrol), medens Navnet
Fibralit bruges om tætte og traadede
Aggregater af S.
(N. V. U.). O. B. B.
Sillon [si’jå], Navn paa en fr. kat.
Ungdomsbevægelse, hvis Ophavsmand er Marc
Sangnier (f. 1873), der vilde forene det moderne
Demokrati med Katolicismen. Sangnier
studerede ved École polytechnique i Paris, laa
som Soldat i Versailles og som Underløjtnant
i Toulouse. Overalt samlede han Ungdommen
om sig ved sin ildfulde Veltalenhed, man
kaldte ham »en ny Jaurès«. 1893 stiftede han i
Paris den første Ungdomsforening, og 1894
begyndte han at udgive Tidsskriftet Sillon
(»Plovfuren«), hvorefter Bevægelsen fik sit Navn. I
alle Frankrigs større Byer blev der stiftet
Ungdomsforeninger, hvis Medlemmer samledes
aarlig paa Nationalkongresser. De oprettede
kooperative Foretagender og udgav et Tidsskrift,
L’éveil democratique. Nationalister, Socialister
og Ateister angreb i lige Grad Sangnier, der
optraadte som Politiker, men uden om
Partierne. Paven saa en Tid med megen Velvillie paa
Bevægelsen, men da denne blev en Del af den
saakaldte Reformkatolicisme, som Pave Pius X
fordømte 1907, befalede Paven 1910, at Sangnier
og hans Medhjælpere som de Lægfolk, de var,
skulde vige Pladsen for Biskopperne. Sangnier
bøjede sig for Pavebudet, men den af Bisperne
ledede S.-Bevægelse løb hurtig ud i Sandet.
(Litt.: K. Petander, Le S. [»Vår lösen«,
Sthlm 1910]; N. Söderblom i
»Religionsproblemet« [Sthlm 1910]).
L. M.
Silo var i den ældste Tid af Israels Historie
en By med en vigtig Jahvehelligdom, hvor der
aarlig fejredes en stor Fest. Her stod Pagtens
Ark, indtil den erobredes af Filistæerne. Ved
S.’s Tempel var Eli og hans Sønner Præster,
og her levede den unge Samuel som en
Tempelviet. Paa Jeremia’s Tid var Byen og
Templet ødelagt (Jer. 7, 12. 14; 25, 6). Ruinbyen
Sêlûn, der ligger paa en Høj et Stykke Ø. f.
Hovedvejen Jerusalem—Nabulus, menes vistnok
med Rette at ligge paa S.’s Plads.
J. P.
Silo (sp.), en lodretstillet, prismatisk
Beholder for Sæd, Kul, Erts, Smaasten e. l. som
løse Masser forekommende Varer, der indføres
i S. foroven og udtappes gennem Tude, Tragte
e. l. i S.’s Bund. S. bygges af Træ, Jern,
Murværk ell. Jernbeton og faar cirkulært,
sekskantet ell. hyppigst rektangulært vandret Tværsnit
(se i øvrigt Pakhus).
(C. Ph. T.). J. M.-P.
Siloah-Indskriften [∫i’lo.ak] fandtes 1880 i
en Tunnel der fører fra Mariakilden, det gl.
Gihon, i en stor Bue gennem Jerusalems
sydøstlige Høj til Vestsiden, hvor den i sin Tid
løb ud i Siloah’s Dam. Denne Tunnel, som er
over 1/2 km lang og over 1/2 m høj og bred,
blev bygget under Kong Hiskia af Juda,
umiddelbart før 700 f. Kr. som et Led i Byens
Vandforsyning. Efter Opdagelsen af S.-I. blev der
taget Kopier af den paa Stedet, c. 8 m fra
Tunnelens Udgang, bedst af Guthe, som rensede den.
Senere blev den nedtaget og ført til
Konstantinopel. Indskriften, hvis Beg. mangler, er
skrevet med gl.-hebr. Bogstaver, som staar de
fønikiske meget nær. Den meddeler, at der
huggedes fra begge Sider paa een Gang, og da
Arbejderne nærmede sig hinanden, kunde de høre
Lyden af det andet Holds Hakker; da Tunnelen
var fuldendt, 1200 Alen, strømmede Vandet
igennem. (Litt.: M. Lidzbarski, »Handb.
der nordsemitischen Epigraphik« [1898]; G. A.
Cooke, A Text-Book of North-Semitic
Inscriptions [1903]).
J. P.
Siloé [silå’æ], Diego de, sp. Billedhugger
og Arkitekt, f. før 1500 i Burgos, d. 1563 i
Granada, var Søn og Elev af nedenfor nævnte
Gil de S. Hans Hovedværker findes i Granada,
hvor han udarbejdede Planerne for Katedralen
og byggede S. Hieronymus (S. Geronimokirken)
m. v.; han udsmykkede ogsaa fl. af sine Kirker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
