Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Simarubaceæ - Simbabje - Simberg, Hugo Gerhard - Simbirsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betinger Anvendelse af fl. Arter i Medicinen. Se
Quassia, Picrasma og Simaba. Prydtræ er
Ailanthus (s. d.).
A. M.
Simbabje (Simbabye, Symbabje),
ofte ogsaa kaldet Zimbaoe, er Navnet paa
en mærkelig Samling Ruiner, som ses i
Mashoa-Landet, Rhodesia, i Sydafrika, 1100 m
o. H., omtr. 300 km V. f. Sofala mellem
Floderne Zambese og Limpopo, ikke langt fra en
Biflod, der falder i Sabi-Floden i dennes øvre
Løb. Allerede portugisiske rejsende fra det 16.
Aarh. taler om disse mærkelige Ruiner,
saaledes Dos Santos og De Barros, men i lange
Tider blev Stedet ikke besøgt af nogen
Europæer. Først 1871 genfandtes Ruinerne af den
tyske rejsende Karl Mauch. 1891 blev Ruinerne
undersøgte af Engelskmændene I. Theodor Bent
og R. M. W. Swan. Siden er S. bleven besøgt
af fl. rejsende. Ruinerne bestaar af fl. Grupper.
En Gruppe er omgiven af en Ringmur, der er
indtil 11 m høj og 5 m tyk. Den er elliptisk,
omtr. 90 m lang, og indeslutter to taarnagtige
Bygninger og forsk. Mure. Alt er opført af
Granit. Overalt er Stenene tilhugne med stor
Nøjagtighed og anbragte med megen
Regelmæssighed i lige Skifter, hvad der viser, at
Bygningen skyldes Folk, der har været vel
bevandrede i Bygningskunst. Nogle Ruiner
betegnes af Bent som Tempellevninger. I
Nærheden fandt han en anden Gruppe Ruiner med
Rester af to Taarne og endelig paa en Høj i
nogen Afstand mange Ruiner, som han
betegner som »Fæstningshøjen«. I den mente han
ogsaa at kunne paavise Rester af et Tempel,
men ellers bar Stedet Spor af at have tjent til
Beboelse. Han fandt bl. a. Søjler af Fedtsten
ligesom ogsaa Skaale af Fedtsten og
Smeltedigler. I Virkeligheden maa de fleste af
Ruinerne sikkert betegnes som Befæstningsanlæg.
Inden for Omfatningsmurene ligger Rester af
runde Huse og kegleformede Stenbygninger,
samt halvt underjordiske Stenhuse. I Nærheden
ligger fl. St. forladte Minegange, og det er
antageligt Minerne og den dermed flg. Fare for
Overfald, der har fremkaldt Anlægene. Det er
aabenbart, at Bygningerne skyldes Folk, der
har drevet Miner (Guldminer) i Nærheden.
Hvad der er fundet af mindre Genstande (kin.
Porcelæn, arab. Glas m. m.) er Vidnesbyrd om
arab. Handel og tyder paa, at Anlægene
hidrører fra 10.—15. Aarh. e. Kr. Maaske hørte de
til Riget Monotapa, der omtales i 16.—17.
Aarh. Men ikke usandsynligt er Landets Guld
udnyttet allerede tidligere, og nogle Anlæg kan
være ældre. Befolkningen har, maaske netop
p. Gr. a. Landets Rigdom, skiftet. Det er ret
sandsynligt, at denne Egn er den hist.
Baggrund for Beretningerne om Guldlandet Ophir
og Dronningen af Saba. — Lgn. Bygninger er
ogsaa fundne paa andre St. i disse Dele af
Sydafrika. (Litt.: S. N. Mouritsen,
»Guldlandet Ofir« [Vejle 1904]; I. Th. Bent, The
ruined Cities of Mashonaland [Lond. 1893]; og
The Ruins of Moshonaland i Journal of the
Royal geographical Society [1892]; J. G.
Willougby, A narrative of further Excavations
at Zimbabye [Lond. 1893]; C. Mauch, »Reisen
im inneren von Süd Afrika 1865—71« i
Petermann’s »Mittheilungen«; »Ergänzungsheft Nr
37« [1874]).
(V. S.). H. A. K.
Simberg [’simbærj], Hugo Gerhard,
finsk Maler, f. 1873 i Frederikshamn, d. 1917. Han
gik paa finsk Kunstforenings Skole i
Helsingfors 1893—94, studerede derefter 1894—96 i
Ruovesi under Gallen og i London, Paris og
Italien 1896—98. Fra 1907 virkede S. som Lærer
ved Kunstforeningens Skole i Helsingfors. S.
viste sig snart som en egenartet Kunstner, der
i Tungsind og Humor gav Udtryk for finsk
Sjæleliv. Efter nogle fantastiske stiliserede
Smaabilleder (»Pan«, »Bonde og Døden«) kom
mere realistiske Værker, hvor dog det
symbolske raader. Sammen med Enckell udsmykkede
han Johannes-Kirken i Tammerfors (1905—06)
med Fresker (Dødens Have, Drenge bærer
Livets Krans, m. v.). En Del af hans Kunst er
optaget i finske Museer og Samlinger, saaledes
det udmærkede, intime Portræt af »Faster«
(Tempera 1898, udstillet i Kbhvn, senere paa
den baltiske Udstilling i Malmö 1914, nu i
Antell’s Samling), F. Basilier (1904, Antell’ske
Samling), »Kartoffelpige« (1908, Åbo Mus.), et
halvt Hundrede Fantasi-Akvareller (1898—1906)
i Finsk Kunstforening i Helsingfors (nogle
udstillede paa Malmö-Udstillingen 1914 og
Göteborg-Udstillingen 1923).
A. Hk.
Simbirsk (Tatarisk = Vindenes Bjerg), nu
kaldet Leninsk. 1) Guvernement i
det østlige Rusland, hører til
Volga-Guvernementerne og grænser mod N. til
Tschuvachernes og Tatarernes (autonome Republikker, mod
Ø. til Samara, mod S. til Saratov og mod V.
til Pensa og Nishnij Novgorod. Arealet er
42790 km2 med 1642871 Indb., 39 pr km2. Langs
Volga-Bredden gaar et Højdedrag, der stiger i
Højde Syd paa, og som i Form af Klinter ell.
Bjergdrag hæver sig op over Floden. Den
øvrige Del af Terrainet er et bølgeformet
Sletteland, hvis Jordbund udmærker sig ved
betydelig Frugtbarhed. Hele S. har Afløb til Volga,
der her ikke er under 1 km bred. Gennem den
vestlige Del strømmer fra Syd til Nord Sura,
der udmunder i Volga i Guv. Kasan. Klimaet
er det kontinentale russiske. Aarets
Middelvarme overskrider ingensteds 3,7°, og den
aarlige Regnmængde er omkr. 35 cm. Vinteren har
hyppige Snestorme, og Volga er isdækket i
Gennemsnit 231 Dage om Aaret. Skovene er i
Tilbagegang p. Gr. a. den hensynsløse Hugst;
men de dækker dog endnu 1/3 af Arealet og
i Særdeleshed de nordlige Egne. Befolkningen
bestaar for største Delen af Storrusser; men
henimod 1/3 er mongolske Stammer som
Mordvinerne, der særlig bor mod N., samt
Tschuvacher og Tatarer. I religiøs Henseende er
Hovedmassen ortodoks, men desuden findes
Raskolniker, Muhammedanere samt nogle faa
Jøder. Oplysningen er ringe; der findes en
Folkeskoleelev for hver 39 Indb. Den vigtigste
Næringsvej er Agerbruget, og af Arealet er c.
50 % Agerland, c. 10 % Eng- og Græsland, c.
30 % Skov og Resten uopdyrket Land. Den
vigtigste Kornsort er Rug, og derefter følger
Havre, Hvede samt Byg, Hirse og Boghvede.
Af mindre Vigtighed er Avlen af Bælgsæd,
Kartofler, Hør og Hamp. Langs Volga dyrkes en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
