Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sindssyge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
under Lægebehandling, eller fordi han er
generende for sine Omgivelser, naar han
dog ikke kan siges at være farlig for deres
Liv ell. Helbred. Det er dog ikke frit for, at
der i Praksis har hersket en noget anden
Opfattelse, der navnlig har været støttet paa de
i Fællesregulativ for Statens
Sindssygehospitaler af 1. Oktbr 1915 opstillede Regler for
Indlæggelse og Udskrivning af Sindssyge. Disse
lægger nemlig i begge Henseender Hovedvægten
paa, at der foreligger en Begæring fra rette
Vedkommende, og i øvrigt paa Overlægens Skøn
om Betimeligheden af en Indlæggelse ell.
Udskrivning, medens der intet Steds tales om
Betydningen af den Syges egen
Villiestilkendegivelse. Det er imidlertid et i dansk Ret
uomtvisteligt gældende Retsprincip, at ingen
myndig Person imod sin Villie maa berøves eller
indskrænkes i sin personlige Frihed uden
lovlig Hjemmel. Enten maa derfor
Fællesregulativets Bestemmelser fortolkes i
Overensstemmelse med dette Princip, ell. ogsaa maa de af
dem, der maatte findes stridende derimod,
tilsidesættes som ulovmedholdelige. Hermed
stemmer ogsaa ganske en af Østre Landsret den 14.
Maj 1925 afsagt Dom (»Ugeskrift for
Retsvæsen« [1925], S. 752). For saa vidt man i visse
Tilfælde vilde paaberaabe sig det alm.
Nødretsprincip, maa det antages, at dette i fornødent
Omfang er sket Fyldest ved Reglerne om
Tvangsindlæggelse af farlige Sindssyge. Hertil kommer,
at man nu efter Myndighedsloven har Adgang
til at umyndiggøre en Sindssyg ogsaa i
personlig Henseende, og naar Sag om Umyndiggørelse
er anlagt, vil man eventuelt i Medfør af
Retsplejelovens § 459 meget hurtigt kunne faa
beskikket den Sindssyge en Værge, der da kan træffe
Bestemmelse om Indlæggelse. Den praktiske
Trang til en Tvangsindlæggelse eller
Tilbageholdelse uden for de i Lovbestemmelserne
nævnte Tilfælde er derfor nu meget
ringere end tidligere. Det kan i denne Forbindelse
bemærkes, at der vistnok ogsaa i de Tilfælde,
hvor Afgørelsen af Tvangsindlæggelsen eller
Tvangstilbageholdelsen ved udtrykkelig
Hjemmel er tillagt administrative Myndigheder,
burde være Adgang for den Syge til at faa deres
Afgørelse prøvet ved en Domstol, eventuelt en
med et særligt sagkyndigt Element suppleret
Ret. Det ved § 4 i L. om Overbestyrelsen af
Statens Sindssygehospitaler m. v. af 6. Maj 1921
indførte Tilsynsraad, der bl. a. har til Opgave
at behandle fremkomne Klager, har kun
raadgivende Myndighed og kan desuden kun
bedømme Overlægens, ikke Øvrighedens Afgørelser.
Det fremgaar af den forudgaaende Oversigt
over S.’s retlige Virkninger, at disse i Alm. ikke
just er knyttede til Spørgsmaalet, om Personen
er sindssyg ell. ikke, men til den faktiske
Sindsbeskaffenhed hos den Syge, som Sygdommen
har affødt. Det er derhos klart, at det er forsk.
faktiske Tilstande, der medfører
Retsvirkningerne i de forsk. Retninger. Det beror
naturligvis ikke paa samme Kriterium, om en Person
som farlig for den offentlige Sikkerhed skal
indlægges paa et Sindssygehospital, og om han er
habil til at oprette Testamente ell. indgaa
Ægteskab. Det vigtigste Middel til at bevise denne
Tilstands Tilstedeværelse er Lægeerklæringen,
Lægeskønnet. Men det er ogsaa kun eet blandt
flere Bevismidler, Afgørelsen tilkommer
Retsmyndighederne (Domstolene, de administrative
Myndigheder, Værgen). Og da Afgørelsens
Retfærdighed beror paa Hensyn af meget
forskelligartet Beskaffenhed og ikke blot til den Syge
selv, men ogsaa — og tit først og fremmest —
til andre: hans Ægtefælle, Børn, øvrige
Omgivelser, hele det Samfund, hvori han lever, er
det — i alt Fald uden for Strafferetten, hvor
Spørgsmaalet er overordentlig omtvistet — af
Vigtighed, at Retsvirkningen ikke udelukkende
knyttes til medicinske Kriterier, til
Tilstedeværelsen af en vis sygelig Tilstand, men at der
opstilles ogsaa andre Betingelser af mere social
og psykologisk Beskaffenhed, Betingelser, der
muliggør, at de andre ovennævnte Hensyn kan
tages i Betragtning ved Afgørelsen af det
konkrete Tilfælde.
A. D. B.
S.’s Bet. for Spørgsmaalet om Strafs
Anvendelse er forholdsvis sent blevet anerkendt.
Christian V’s D. L. hjemler kun en stærkt
begrænset Ansvarsfrihed for den, der begaar Drab »i
Raseri og Vildelse«, og endnu c. 100 Aar senere
er man ikke naaet videre end til at kræve
»Afsindighed« (ɔ: Vildelse) som Betingelse for
at skaane en Drabsmand for Straf. Forordn. af
18. Decbr 1767, der omhandler visse
Melankolikere, som gør sig skyldig i Mord for at opnaa
Henrettelse, kan ikke se andet, end at disse
Mennesker er fuldt ansvarlige for deres Gerning.
Først Kancelli-Skr. 11. Maj 1833 viser, at
Domstolene er kommet bort fra det traditionelle
Vildelsesbegreb og nu frifinder visse
»Sindsforstyrrede«, der ikke falder ind under Begrebet
»Afsindige«, fordi Retterne har fundet
Anledning til at betvivle de Paagældendes »moralske
Frihed«. Bag ved denne Praksis har aabenbart
ligget den Teori, som F. C. Bornemann nogle
Aar senere docerede paa Univ., og som gaar
ud paa, at Straffens Forudsætning er en
»frivillig« Lovovertrædelse fra den Skyldiges Side
ɔ: Handlingen skal være udsprunget af
Gerningsmandens egen Villie, og denne Villie maa
være »fri«; dette defineres nærmere saaledes,
at den Skyldige ikke maa have manglet den
sædelige Frihed ell. Evnen til at indse
Gerningens sædeligretlige Bet. og til at bestemme sig
derefter. De vigtigste Eksempler paa
Omstændigheder, der udelukker denne Frihed, er efter
Bornemann — foruden ung Alder, Søvn og
Beruselse — Afsindighed og »andre sygelige
Tilstande«. — Bornemann’s Lære er baaret af
Gengældelsesteoriens Krav om, at en
Forbrydelse skal aabenbare sædelig Skyld hos
Gerningsmanden, og af Postulatet om, at det er
imod denne Skyld, Straffen bør rettes; den
betegner saaledes et afgørende Brud mod den
ældre, væsentlig paa Afskrækkelsesteorien
byggede Opfattelse af, at Straffen maatte følge
Gerningen »for Eksemplets Skyld«, og derfor alene
kunde bortfalde, hvor denne Gerning i
Virkeligheden ikke var den Handlendes egen, men
skyldtes hans »Besættelse« af onde Aander.
Paa Gengældelsesteoriens Opfattelse af S.’s
Bet. er forrige Aarh.’s Straffelove, derunder den
danske af 1866, bygget, og det følger deraf, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
