- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
453

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Singelgrus - Singer, Edmund - Singer, Isidore - Singer, Paul - Singh - Singhaitsen - Singhalesere - Singhalesisk

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Singelgrus er Grus med Kornstørrelse
0—6 cm.
E. Su.

Singer [’zeŋər], Edmund, ung. Violinist,
f. 14. Oktbr 1831 i Totis i Ungarn, d. 23. Jan.
1912 i Stuttgart, foretog fra ganske ung
Koncertrejser i Tyskland og Frankrig, var 1854—61
Koncertmester i Weimar, senere i Stuttgart,
hvor han tillige blev ansat som Lærer ved
Konservatoriet. S. har udgivet en stor Del
pædagogisk Violinmusik.
S. L.

Singer [’zeŋər ], Isidore, international
politisk og sociologisk Publicist, f. 10. Novbr
1859 i Weisskirchen, Mähren, studerede ved
ung. og tyske Univ. 1887 fik han Ansættelse i
det fr. Udenrigsministeriums Pressekontor og
grundlagde Bladet La vraie Parole for at
modvirke Ed. Drumont’s fanatisk antisemitiske La
libre Parole
. 1895 bosatte han sig i New York,
hvor han udgav sit Hovedværk The Jewish
Encyclopædia
, der afsluttedes med 12 Bd 1905.
Af hans mange øvrige Skrifter har en Del vakt
megen Opsigt, deriblandt til Forsvar for
Jøderne: »Presse und Judenthum« (2. Udg. 1882),
»Sollen die Juden Christen werden«, med
Forord af E. Renan (1884), Le prestige de la France
en Europe
(1889), La question Juive (1893),
Anarchie et Antisémitisme (1894), »Der Juden
Kampf ums Recht« (1902), The Jews and Jesus
(1908), Christ or God? (1908), The World’s Debt
to the Jew
(1915). S. har endvidere udg.
International Insurance Encyclopædia (Bd I, 1910).
(K. V. H.). Sv. N.

Singer [’zeŋər], Paul, tysk Socialdemokrat
(1844—1911), af jødisk Slægt, grundlagde 1869
en indbringende Forretning med
Dameoverstykker i Berlin, men nødtes 1886 til at
udtræde af Forretningen, fordi han som
Socialdemokrat (lige siden 1870) udvistes fra Staden.
1884 blev han Medlem af Berlins Byraad og
ligeledes af den tyske Rigsdag, hvor han indtil
sin Død var en af Partiets Ordførere. Siden
1890 var S. et ledende Medlem af Partiets
Overbestyrelse og førte med fremragende Dygtighed
Forsædet for dets aarlige Fællesmøder.
E. E.

Singh (Sanskrit Sinha, ɔ: Løve), et Tilnavn
til fl. Fyrster i Indien, særlig anvendt blandt
Sikherne, f. Eks. Govind S., Ranjit S.
D. A.

Singhaitsen (Sinhai), Kinesernes Navn
for Byen Bhamo i Birma.

Singhalesere, se Ceylon.

Singhalesisk er Navnet paa det alm. Tale-
og Litteratursprog paa Øen Ceylon (af Øens
indiske Navn: Sanskrit Sinhala, Pali
Sihala). Om det ældre singhalesiske Sprog bruges
ogsaa særlig Benævnelsen Eḷu (egl. Eḷuva
ell. Heḷu-basa, af Heḷa, et gl. Navn for
Ceylon), men dette bruges tillige i snævrere
Forstand om Digtersproget, der ved sin hele
Stil og den stærke Indflydelse fra Sanskrit- og
Pali-Studiet i høj Grad har Karakter af et
Kunstsprog. Den litterære Virksomhed paa
Ceylon skriver sig fra Buddhismens Indførelse paa
Øen i 3. Aarh. f. Kr., da Kommentarerne til de
hellige Skr oversattes paa Øens Sprog;
Digtekunsten skal ogsaa have blomstret allerede i 6.
Aarh. e. Kr., men hele den gl. Litteratur er
tabt. Først fra Slutn. af 12. Aarh. (under
Parakrama-bahu I) har vi Litteraturen bevaret,
og her møder os en rig religiøs, historisk,
filologisk og digterisk Produktion, der naar sit
Højdepunkt i 15. Aarh. I Slutn. af 16. Aarh.
indtræder en gold Periode, idet Kong Rajasiha
I vendte sig til Brahmanismen, forfulgte
Buddhisterne og lod en Mængde buddhistisk
Litteratur brænde. Fra 17. Aarh. opblomstrede
Litteraturen igen, mest i den spec. Form af Eḷu,
Er vigtig Kilde til Kundskaben om det ældste
S. er Indskrifterne, som i stor Mængde er
fundne i Huler og paa Klipper, stammende fra
de sidste Aarhundreder f. Kr. til 5. Aarh. e. Kr.
Alle disse Indskrifter er skrevne i det fra
Açoka-Indskrifterne (s. d.) kendte Alfabet. Fra
5. til 9. Aarh. er Indskrifterne meget faatallige
(i et noget modificeret Alfabet), men fra 10.
Aarh. optræder de igen talrigere, og
efterhaanden viser sig mere og mere den
sanskritiserende moderne Stil. Paa Indskrifternes Omraade er
endnu meget Arbejde tilbage at gøre, en
fuldstændig Udg. af en Epigraphia Ceylonica blev
allerede begyndt i 1904 (i Archæological Survey
of Ceylon
). Det moderne singhalesiske Alfabet
hører til den sydlige Gruppe af de indiske
Alfabeter, der nedstammer fra det gl.
Brahmi-Alfabet (jfr indiske Indskrifter). Det
singhalesiske Sprogs historiske Stilling inden for
de indiske Sprog har været i høj Grad
omstridt. Rask og efter ham Fr. Müller
sammenstillede det med Dravida-Sprogene, Chr.
Lassen
tænkte paa Slægtskab med Malaisk,
medens senere d’Alwis og Caldwell
betonede dets ariske Karakter og paa viste dets
Forskellighed fra Tamulisk. Denne Tanke
genoptog R. C. Childers og Rhys Davids,
der begge søgte at levere sproghistoriske
Beviser for, at S. var en ren arisk Dialekt; til
disse sluttede sig ubetinget P. Goldschmidt
og E. Müller. Noget forsigtigere stillede E.
Kuhn
sig, idet han karakteriserede S. som et
Blandingssprog, der vel overvejende har et
arisk Præg, men hvis dybere liggende
Ejendommeligheder dog indtil videre er
uforklarlige. I nyere Tid er det navnlig W. Geiger,
som har taget Spørgsmaalet op til fornyet
Drøftelse, saavel gennem Studium af
Indskriftmaterialet og Litteraturen som gennem
Undersøgelse af Talesproget paa Øen selv og de
nærstaaende Dialekter. Geiger fastholder med
Rette Bestemmelsen af S. som et rent arisk
Sprog, ligesom han ogsaa mener at kunne
godtgøre, at Wädda’ernes Sprog paa Ceylon og
Sproget paa Malediverne kun er at betragte som
Dialekter af S. Det Sprog, som tales af
Rodiya’erne (Ceylons Paria’er), bestemmer han
ikke som en særlig Dialekt, men som en Art
Slang ell. Tyvesprog, der i grammatisk
Henseende i øvrigt stemmer overens med de
lavere Klassers S. Den ariske Sprogform,
hvorfra det ældste S. har sit Udspring, mener han
skal søges i det nordvestlige Indien, hvorfra de
første ariske Kolonister iflg. historiske
Beretninger skal være komne; det er derfor
sandsynligt, at S. har en Prakrit-Dialekt i
Nordvestindien til Forudsætning: med Pali er det
nær beslægtet, dog stammer det ikke fra det
Palisprog, vi kender fra de buddhistiske Bøger,
men fra en nærstaaende Folkedialekt; endnu
nærmere beslægtet er det med Maharashtri (se
Prakrit), dog paa mange Punkter

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0465.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free