- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
473

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjæl - Sjæl (om Skyts) - Sjæl (se Jerntraadstove) - sjældne Jordarter - Sjælebad - Sjæleblindhed - Sjæledyrkelse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

opr. var, og i Sammenhæng hermed, i hvor vid
Bet. Begrebet S. blev taget. S. som
Livsprincippet er i Folkenes Historie tænkt knyttet til
de forskelligste Organer og organiske Processer,
til Hjertet, Lunger, Kønsorganer, Mellemgulv,
Lever o. s. v. Det almindeligste har vel været
en vis ubestemt Forestilling om, at S. sad i
hele Legemet ell., som mange religiøse
Former viser, mere bekvemt var knyttet til
Blodet. Ofte var der i hver enkelt flere S., ell. S.
var sondret i forskellige Dele, der hver havde
sit Sæde. For de opr. Opfattelsers Vedk. fører
i disse store og vanskelige Problemer den
historiske Psykologi over i den sammenlignende
Religionsvidenskab. (De klassiske Værker er
her: E. B. Tylor, Primitive Culture [1872];
E. Rohde, »Psyche« [1894]). Inden for
Videnskabens Historie var Alkmaion fra Kroton
(c. 500 f. Kr.) den første, der knyttede S. til
Hjernen. Sin geniale Opdagelse var han ført
til ved anatomiske Undersøgelser af
Sansenerverne og Iagttagelser af, at Beskadigelse af
Hjernen medførte Svækkelse af Bevidstheden
(Gomperz, »Griechische Denker« I, 119).
Platon lokaliserede, vistnok paavirket af
Alkmaion, Fornuften (λόγος) i Hovedet, men
henlagde de højere og lavere Følelser til
Brystet og Underlivet. Imod Aristoteles, Stoikerne
og Epikuræerne hævdedes Alkmaion’s
Opfattelse senere af Herofilos fra Kalchedon (c.
300 f. Kr.) og Erasistratos fra Keos. I
den nyere Tid er det Descartes
Fortjeneste at have hævdet, for en Del paavirket af
Harvey’s Opdagelse af Blodets Kredsløb, at
S. alene var knyttet til Hjernen (De homine,
1664). Han mente, at S.’s Sæde var
Koglekirtelen (glandula pinealis); senere har den i
Filosofiens og Lægevidenskabens Historie været
henlagt til de forskelligste Dele af Hjernen.
Som det, vi kender som Bevidsthed hos
Mennesket, antages S. knyttet til Processer i den store
Hjernes graa Bark.

Om Forholdet Sjæl og Legeme, se
Psykologi.
(A. T-n.). Edg. R.

Sjæl kaldes det indre hule Rum af Skyts fra
Stødbunden (Baglademekanismens Forflade) til
Mundingen; S. deles i Kamret, den bageste
Del, der optager Ladningen, Lejet, den Del,
der optager Projektilet, og Løbet, den
forreste Del.
C. H. R.

Sjæl, se Jerntraadstove.

sjældne Jordarter (kem.). I nogle sjældne
Mineralier, f. Eks. i Cerit, Gadolinit, Euxenit,
Orthit, Samarskit, Thorit og Monazit, som
forekommer i Skandinavien, Grønland og
Nordamerika, findes en Rk. Ilter, der kaldes de
sjældne J. — Disse indeholder de saakaldte
sjældne Jordmetaller, Skandium,
Yttrium, Didym, Cer, Lanthan, Samarium,
Ytterbium, Erbium, Terbium, Thorium o. fl. Alle
disse Grundstoffer danner tungopløselige
oxalsure Salte og fældes derfor af deres
Opløsninger ved Hjælp af Oxalsyre. Deres svovlsure
Salte er i vandfri Tilstand letopløselige i koldt,
men tungopløselige i varmt Vand og give med
svovlsurt Kali Dobbeltsalte af Formelen
Me2(SO4)3,3K2SO4. — De vandholdige Nitrater
og Klorider er letopløselige i Vand og i
Alkohol. Saltenes Opløsninger giver ofte
karakteristiske Absorptionsstriber. Mange af de nævnte
Metallers Ilter har Evne til ved Ophedning i
den Bunsen’ske Gasflamme at udstraale
betydelige Lysmængder (Auer’s Lampe).
O. C.

Sjælebad, Fribade for fattige, der i
Middelalderen indstiftedes f. Eks. til Minde om en
afdød (se Bad).
E. F.

Sjæleblindhed (og Sjæledøvhed), et
Symptom paa Hjernesygdomme, hvor de
sædvanlige ydre Paavirkninger for saa vidt Virker,
som de fremkalder anskuelige Oplevelser, men
hvor den sjæleligt-legemlige Forarbejdning er
af saa ufuldkommen Art, at de oplevede
Emners Erkendelsesværdi er meget ringe. De
Paavirkninger, der plejer at give Skrifttegn,
forarbejdes f. Eks. kun til sorte Snirkler og ikke
til Bogstaver, der kan læses og har Navne.
Edg. R.

Sjæledyrkelse, Dyrkelse af de Afdødes
Aander, kaldes ofte Animisme (s. d.), et Ord, der
imidlertid ogsaa omfatter Troen paa en i Alm.
besjælet Natur. Egentlig Sjæledyrkelse findes
nutildags hos de fleste primitive Folk, men
synes dog ikke at have været det tidligste Trin
af Religion, idet en almindelig Naturbesjæling
synes at have været oprindeligere, derfor ogsaa
ofte kaldt Præ-Animisme. Det er i Reglen blot
Fædrene (Ahnerne), og navnlig Slægtens ældste
Repræsentant i opstigende Linie, der nyder
denne Dyrkelse og modtager Hyldest og Ofre
dels paa Hjemstedet, dels i Graven, hvorfor
disse Grave holdes indenfor Bopladsens
Omraade, saaledes som i Kaffernes »Kraal«. I de
antike Kulturer finder vi S. i fuld Flor,
saaledes hos Ægypterne, hvis Gravbygning helt
var indrettet med dette Formaal for Øje; ved
Balsameringen tilstræbte man at holde Legemet
saa længe som muligt vedlige, at Sjælen kunde
have fornødent Tilhold. Navnlig gjaldt det at
opretholde den afdøde Farao og ophøje hans
Sjæl til guddommelig Rang for at nyde des
bedre Beskyttelse af ham. Det praktiske
Formaal med S. var netop dette sidste: de Afdøde
tænkes at være i Besiddelse af magisk Magt,
som man ved Gaver og Hyldest søger at vende
til det Gode, til Gavn for Slægten. Forsømmes
denne Kultus, vil de hævne sig, navnlig med
Sygdom og Vantrivsel, hvorfor
Helbredelseskunsten for en stor Del bestaar i at besværge
og bortmane disse Sygdomsaander. De
babyloniske »Klagesalmer« afgiver rigeligt
Vidnesbyrd om dette. Ogsaa den gr. Religion kendte
S., hvad man tidligere mindre har bemærket, da
denne Kultus træder tilbage i den homeriske
Nybyggerkultur. Men paa de gamle Hjemsteder
i selve Grækenland havde man haft S. ligesom
i andre ældre Kulturer, og Kongegravene i
Mykene vidner om den Kultus, som her har
været bragt de store afdøde; Ordet Heros har
opr. været Betegnelse for disse. I den rom.
Religion, der i høj Grad bar Præget af
Familiekultus, var S. fremtrædende og udartede til
Spøgelsetro; man dyrkede Familieaanderne,
Lares, og frygtede de onde Lemures, som
spøgede i Huset. I Nutidens hedenske
Kultursamfund har S. endnu vid Udbredelse, saaledes i
Kina, hvor Huskultus og Gravkultus hører til
Familiens helligste Forpligtelser. Hver Morgen
bringer Husfaderen »Sjæle ta vierne« sin

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0485.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free