- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
474

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjæledyrkelse - Sjæleevner - Sjælegaver - Sjælelære - Sjælemesse ell. Dødsmesse - Sjælevandring

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hyldest, og i det mindste en Gang aarlig
foranstaltes en Gravfest under hele Familiens
Deltagelse, et prægtigt Maaltid paa Gravpladsen, hvis
Forsømmelse ville medføre onde Følger for
Slægtens Trivsel og Velstand. Gravpladsen er
Familiens Kraftkilde, fuld af magiske Kræfter,
som det gælder at udnytte. Derfor er
Gravfreden hellig og Familiegravens Tilintetgørelse den
alvorligste Straf, som kan idømmes, thi den
betyder Slægtens Tilintetgørelse. Den japanske
Shintoisme (s. d.), Folkets opr. Religion,
bestod fra først af væsentlig i S. og har endnu i
sin Kultus denne Karakter, idet den foregaar
i Templer af gammeldags Husform og
væsentlig bestaar i Hidkaldelse af Aanderne.

Sjæledyrkelsen har haft overordentlig Bet.
for Familielivet og den ældre
Samfundsdannelse ved at opretholde Slægternes Kontinuitet
og samle Mennesker til bofast Liv om Arnens
Helligdom. Den har kaldet Borgerne til at
kæmpe pro aris et focis, for Alter og Arne, og
bidraget til at konservere Byen, Staten,
Nationen, hvilket tydeligst erkendes af Roms og
Kinas Historie. Hvor den mister sin Kultus,
gaar imidlertid dens Betydning tabt, og den
lever videre som en indholdsløs Spøgelsetro.
Men den kan ogsaa gaa over i andre
Kulturformer som f. Eks. i mange Tilfælde i
Helgendyrkelse. Dette kan paavises i Katolicismen,
men navnlig i den muhammedanske
Helgenkultus, som overvejende er Gravkultus over
hellige Mænd, der fortsætter deres Magt i Døden
(saaledes de marokkanske Marabuts). I det
moderne Japan er S. for en Del moderniseret
til en nationalistisk Dyrkelse af Statens Ide og
Traditioner, og et Moment af saadan S. vil vel
altid findes i stærkt udviklet Nationalisme med
dens Herosdyrkelse. (Litt.: E. B. Tylor
»Primitive culture kap. Animism. E. Clodd
Animism [1905]; H. Hildebrand, »Folkens tro
om sina døda« [1874]; A. Kruijt, »Het
animism in den indischen Archipel [1906]; E.
Rohde
, »Psyche Seelenkult und
Unsterblichkeitsglaube der Griechen« [1910]; Fustel de
Coulanges
La cité antique. Om
Helgenkulsus, se H. Usener, »Götternamen« [1896] samt
i Hastings Encyclopedia of religions and
ethics, artt. Ancestor worship, Death and
disposal of the dead, Communion with the dead.

Edv. L.

Sjæleevner er Betegnelsen for Kræfter i
Sjælen, til hvilken man i den ældre og i den
populære Psykologi søger at føre de forsk.
Bevidsthedstilstande tilbage (f. Eks. Forstand,
Fornuft, Fantasi, Følelse, Hukommelse,
Sprogtalent etc.). Uheldigt er, at Fænomener og
Sagforhold, der fra et dyberegaaende Synspunkt er
højst forsk., føres tilbage til en og samme
Evne.
Edg. R.

Sjælegaver. Gaver bestemte til at opfyldes
efter Giverens Død var opr. ukendte i dansk
som i anden germansk Ret; man kunde ikke
»give fra sine Arvinger«, men da den katolske
Kirke lærte, at Afdødes Sjæle kunde udfris af
Skærsilden ved Forbønner og Sjælemesser, kom
det i Brug ikke blot, at en Afdøds Slægt eller
Venner gav Gods for at frelse hans Sjæl, men
at Folk, der følte Døden nærme sig, bestemte,
at efter deres Død skulde noget af deres Gods
tilfalde en gejstlig Stiftelse, som skulde lade
afholde Forbønner og Sjælemesser for Afdødes
Sjæl, pro anima sua. Saadanne Gaver, der paa
gammelt Dansk kaldes sialægift, er Oprindelsen
til Testamenter. S. brugtes dog efterhaanden i
videre Bet. om alle Gaver til gudeligt Brug.
Selvfølgelig kunde man frygte for, at Folk, som
laa paa Dødslejet, skulde forfordele Arvingerne
ved at give alt for urimelig store S., og den
kanoniske Ret har derfor ogsaa fra gammel Tid
fastsat Grænser for S.’s Størrelse, i Alm.
saaledes, at Arvingerne skulde »dele med Kristus«.
I Overensstemmelse hermed bestemte skaanske
og sjællandske Kirkelov, at en Mand kunde
bortgive sin halve Hovedlod; Jydske Lov I 39,
III 45 tilføjer den Indskrænkning, at en gift
Kone, som har Børn, kun kunde give i S. saa
meget, som hendes Husbond gav Samtykke til.
Ved Reformationen bortfaldt S. i streng
Forstand for Fremtiden, og de alt givne fik
Givernes Arvinger Ret til at tilbagesøge, da jo
Messelæsningen var ophørt.
(Ludv. H.). P. J. J.

Sjælelære, se Psykologi.

Sjælemesse ell. Dødsmesse, Messe, som
holdes til Fordel for Sjælene i Skærsilden, for
nemlig at afkorte deres Lidelser der. Se i
øvrigt Messe.
A. Th. J.

Sjælevandring. Forestillingen om, at
Sjælen, naar den forlader Legemet, umiddelbart
gaar over i et tandet Legeme, er udbredt hos
mange Folk. Den staar hos adskillige primitive
Folkefærd ved Siden af den animistiske Tro paa
Sjælens spøgelseagtige Videreleven og har
vistnok udviklet sig paa dennes Grund, idet det
ligger nær at antage, at Spøgelset ifører sig
Dyreham, tager Bolig i et Træ e. l. Ogsaa for
de europæiske Oldtidsfolks Bevidsthed har
Grænsen mellem Dyr og Menneske og endnu
mere Dyr og Dæmon opr. været flydende.
Derom belæres vi af de idelige Forvandlinger
(Metamorfoser) i den gr. Mytologi, hvor Guder,
Nymfer o. a. Væsener frivillig ell. ufrivillig
antager Dyre- ell. Planteskikkelse. Disse
fantastiske Forestillinger har bevaret sig i Eventyrenes
forheksede Forvandlinger. En mere
umiddelhar Sjælevandringslære finder vi i den keltiske
Mytologi og i de derfra stammende Sagn og
Eventyr; thi her er det utvivlsomt, at den
samme Gud ell. Helt lever videre i Dyre- ell.
Fiskeskikkelse, og det er endnu et faststaaende
Træk i irsk Almuetro, at kendte afdøde kan
vise sig i Skikkelse af Harer, Frøer e. l.

De gr. Filosoffers Sjælevandringslære, som vi
finder fra Pythagoras’ til Platon’s Tid og senere,
behøver derfor ikke at betragtes som Laan fra
Orienten, men kan tænkes udviklet paa
hjemlig Jordbund. Dog er der enkelte Udtryk i disse
Tænkeres Lære om »Metempsychosen«, der
minder om Østerland, saaledes »Fødslernes Hjul«
(kyklos tes geneseos), hvormed der tænkes paa
den idelige Gentagelse af det samme Menneskes
Eksistens under forsk. Former og Skæbner.
Sikkert er det i hvert Fald, at
Sjælevandringslæren først blev alm. og populær i Grækenland
under fremmed Indflydelse, nemlig fra den
orfiske Lære, der fra Trakien udbredte sig
over den gr. Verden sammen med den hertil
hørende Dionysos-Dyrkelse. Dionysos selv var
en Gentagelse af Zagreus-Barnet, der

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0486.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free